Man kan altid diskutere, om det er jul
fra den 1. december, fra første søndag i advent eller først på selve juleaften –
men for publikum i Royal Arena i København vil der på tirsdag nok ikke være
nogen tvivl om, at julen er i gang. Den dag kommer Mariah Careys store juleshow
nemlig for første gang til Danmark. Med sig har hun blandt andet sange fra sine
to julealbum fra 1994 og 2010, og turnéen ”All I Want For Christmas Is You Tour”
er naturligvis opkaldt efter hendes gigantiske hit fra 1994. Sammen med sin
sangskrivermakker Walter Afanasieff havde hun allerede arbejdet på to bløde sange
til en juleplade, da de valgte at gøre alvor af idéen om en julerocksang i 1960’er-stil.
Afanasieff fortalte for nogle år siden til Billboard.com, hvordan sangen opstod
i et legende samspil mellem de to:
– Jeg begyndte at spille rock’n’roll-klaver
og begyndte noget boogie-woogie med venstre hånd. Det inspirerede Mariah til at
finde på det melodiske ”I don’t want a lot for Christmas”. Og så begyndte vi at
synge og lege med den her rock’n’roll-boogie-sang, som straks blev til kernen
af det, der skulle blive All I Want For Christmas.
Sangen er hovedårsagen til,
at albummet “Merry Christmas” med flere end 14 millioner solgte eksemplarer
verden over er den bedst sælgende juleplade nogensinde, og den er også grunden
til, at Mariah Carey samler masser af juleglade popfans i Royal Arena.