Kategorier
Musiknyheder

Amy Winehouse mindes

På fredag er det ti år siden, den engelske sangerinde Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning, blot 27 år gammel. Amy Winehouse var et af de største navne i den bølge af moderne soulmusik, der vandt frem i de år, og hun var både berømt og berygtet, da hendes problemer med alkohol og stoffer og heraf følgende skandaleoptrædener var ganske velkendte. Selv hendes største hit kredsede om emnet. Historien fortæller, at hun under en gåtur med sin producer Mark Ronson improviserede linjen ”They tried to make me go to rehab, but I said no, no, no” (”de prøvede at få mig til at gå på afvænning, men jeg sagde nej, nej, nej”, red.). I første omgang troede Ronson, at det var en linje fra et nummer med en anden kunstner, men da det gik op for ham, at det var Winehouses egne ord, opfordrede han hende til at udbygge idéen til en hel sang, og ”Rehab” blev en slags signatursang for Amy Winehouse.

Der findes allerede en meget rost dokumentarfilm med titlen ”Amy”, men i anledning af tiårsdagen for hendes død lancerer britiske BBC denne sommer endnu en film. I “Amy Winehouse: 10 Years On” fortæller blandt andre hendes egen mor om datterens liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *