De er indtil videre en smule kryptiske og tilbageholdende med oplysningerne, men der er meget, der tyder på, at Abba på torsdag udgiver ny musik. Det er 39 år siden, det er sket sidst, og det er tre år siden, de fire svenskere overraskede hele verden med beskeden om, at de havde været sammen i studiet igen, så en lancering af nye sange i morgen vil blive afslutningen på en lang ventetid, uanset hvordan man regner på det. Forleden annoncerede det nye website ABBAvoyage.com, at man skal holde øje med datoen 2. september, og man har kunnet registrere sig for at få direkte besked, når der er nyt at fortælle. Hvad det så er, der sker i morgen torsdag, er uvist, men der er god grund til at tro, at det handler om udgivelsen af nye sange fra Agnetha, Bjørn, Benny og Anni-Frid. Allerede i april 2018 annoncerede de nemlig, at det, ingen havde troet ville ske, rent faktisk havde fundet sted: At de havde været sammen og havde indspillet nye sange af Björn Ulvaeus og Benny Andersson.
”Det var, som om tiden havde stået stille, og at vi bare havde været væk på en lille ferie. Vi må være blevet ældre, men sangen er ny. Og det føles godt”, forklarede de dengang i en fælles pressemeddelelse.
Den såkaldte ferie siden sidste Abba-indspilning i 1982 havde godt nok været vældig lang, men med lidt god vilje kan man godt betragte det som en ferie. Gruppen gik nemlig aldrig officielt i opløsning, og nok fremstod det som Abbas endeligt i begyndelsen af 1980’erne, men der kom aldrig en besked om et egentlig brud. I stedet brugte Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad tid på at udvikle deres solokarrierer, mens Björn Ulvaeus og Benny Andersson i fællesskab kastede sig ud i arbejdet med at skrive musicals. Kvartetten var samlet for en kort stund, da de i programmet ”Her er dit liv” på svensk tv i 1986 optrådte med harmonika og guitar til ære for deres mangeårige manager Stig Anderson med en vise, han havde skrevet i sine unge dage. Men fansenes håb om ny musik forekom ganske urealistisk, indtil de i 2018 meddelte, at de var på vej med de to sange ”I Still Have Faith In You” og ”Don’t Shut Me Down”. Senere fik offentligheden at vide, at der var hele fem nye sange på vej, og verden venter også på et live-show med hologram-versioner af de fire medlemmer, men det er blevet forsinket af blandt andet pandemien. Dertil kommer, at det engelske medie The Sun viderebringer en oplysning om, at Abba Voyage-projektet også rummer en slags dokumentarfilm, der følger deres tilbagevenden til studiet – men hvor meget vi får i hvilken rækkefølge, bliver vi formentlig klogere på i løbet af torsdagen.