Kategorier
Musiknyheder

Robbies indre chimpanse

Da en spillefilm om popstjernen Robbie Williams blev annonceret, var der nok ikke mange, der ville have gættet på, at hovedrollen skulle spilles af en computeranimeret abe – men sådan er det i den film, som i dag har premiere i de danske biografer. De seneste år har der været masser af såkaldte biopics om musikere, hvor en persons liv eller et bands tilblivelse præsenteres i dramatiseret form. Nogle af de mest kendte er ”Rocketman” om Elton John, ”Bohemian Rhapsody” om Queen, ”Så længe mit hjerte slår” om John Mogensen, og på vej er også film om blandt andre Bob Dylan, Bruce Springsteen, Tommy Seebach og fire film om de fire Beatles-medlemmer. Mængden af musikerfilm skubber formentlig til behovet for at præsentere historierne på en opsigtsvækkende måde, og i den nye Robbie Williams-film ”Better Man” har man således valgt ikke at hyre en skuespiller til at spille hovedrollen, men har placeret en computeranimeret chimpanse mellem de menneskelige skuespillere. Robbie Williams selv lægger fortællerstemme til filmen, og i traileren forklarer han selv valget af en abe: ”Jeg er en af verdens største popstjerner, men jeg altid set mig selv som lidt mindre udviklet”.

Filmen ”Better Man” er opkaldt efter et af numrene på Robbie Williams’ album fra 2000, “Sing When You’re Winning”, som han skrev, mens han på trods af succes, penge og masser af hits var hårdt ramt af ensomhed og depression. I forbindelse med udgivelsen af pladen fortalte han magasinet Q, at han bad til sangskrivningens højere magter om en sang, der kunne hjælpe ham med at få styr på tanker og følelser. ”Jeg sagde til mig selv: ’Jeg beder bare til John Lennon, og hvis han lytter, forærer han mig måske noget’. Se, det kan man betragte som voldsomt arrogant eller helt tosset, men så begyndte jeg at slå nogle akkorder an, som blev til verset, og det hele var skrevet færdigt på en time. Og jeg mener den sang alvorligt. Det er mig, der er ærlig. Jeg er ikke ironisk eller spiller smart, det er bare mig”. Filmen “Better Man” har premiere landet over i dag, og både computerchimpanse og mennesker er instrueret af Michael Gracey, der før har været involveret i musikfilm som “The Greatest Showman” og “Rocketman” samt Pink-dokumentaren “All I Know So Far”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *