Musikbrevkassen.dk

Det var lidt af en sensation, at Abba for nogle år siden pludselig udgav et nyt album efter næsten fyrre års stilhed, sidste års album fra The Rolling Stones kom efter mange års tørke, og det var helt uventet, at der i 2023 også blev færdiggjort et allersidste nummer med The Beatles. Graden af chok er måske mindre omkring Billy Joels nye udgivelse, men ikke desto mindre har den 74-årige sanger og pianist overrasket omverdenen ved i sidste uge at udsende en ny sang, “Turn the Lights Back On”. Han pensionerede ellers sig selv som sangskriver efter albummet ”River of Dreams” i 1993, fordi dets succes langt fra levede op til hans forventninger.

”Jeg kunne ikke være så god, som jeg gerne ville, og det var ved at drive mig til vanvid. Jeg var ved at drive mine kære til vanvid”, fortalte han til det amerikanske medie Vulture i 2018. ”Jeg tænkte: Det her er latterligt. Så jeg holdt op”. Han holdt dog ikke op med at optræde, for han vidste ikke, hvad han ellers skulle stille op med sig selv, og det har han gjort siden da. ”Jeg troede, at jeg måske kunne gøre det i et par år, så jeg klager ikke”. 

I 2001 skrev Billy Joel albummet ”Fantasies & Delusions” med klassik musik, og i 2007 udgav han sangen ”All My Life” og skrev den lidt specielle julemelodi ”Christmas in Fallujah”, som han lod sangeren Cass Dillon indspille til de amerikanske tropper i Irak. Med disse små undtagelser er “Turn the Lights Back On” Billy Joels første i næsten 30 år. Teksten handler en mand, der opdager, at han måske er for sent ude til at få genantændt den romantiske gnist, der mangler i parforholdet – men mellem linjerne kan den også sagtens læses som en hilsen eller undskyldning til de mange fans, der i årevis har ventet på og håbet på ny musik fra en af popmusikkens store mestre: ”Time can make you blind, but I see you now as we’re laying in the darkness. Did I wait too long to turn the lights back on?”

Natten til mandag dansk tid optrådte Billy Joel med “Turn the Lights Back On” ved den årlige Grammy-prisuddeling i USA.

Det er et stykke af musikhistorien, der er til salg i London onsdag d. 31 januar, når Mark Knopfler bortauktionerer flere end 120 guitarer fra sin private samling. Gennem et helt liv har Dire Straits-musikeren indkøbt og opsamlet de mange guitarer, men i virkeligheden har han ejet endnu flere instrumenter, for ifølge auktionshuset Christies har Knopfler i mange år haft for vane at forære nye samarbejdspartnere en guitar. Tanken bag denne gestus er om en overtroisk forestilling om, at ”alle guitarer har en sang i sig”, som Knopfler selv udlægger det. ”Hver gang jeg arbejdede med nye folk, forærede jeg dem en guitar for at give dem noget at tænke over: Værsgo, måske er der en sang til dig i den her”.

Samlingen i auktionshuset består især af Fender- og Gibson-guitarer, blandt andet en original Gibson Les Paul Standard fra 1959 og ikke mindst den Les Paul fra 1983, som Mark Knopfler brugte, da han indspillede det letgenkendelige og legendariske riff på Dire Straits-hittet ”Money for Nothing”. Den underligt sprøde guitarlyd på “Money for Nothing” skyldtes dog ikke udelukkende Les Paul-guitaren, men også et teknisk lykketræf. I det amerikanske musikermedie MIX har bandets lydtekniker Neil Dorfsman fortalt, at han som altid havde sat mikrofoner op foran guitarforstærkerne inden indspilningerne. Han fik placeret den ene mikrofon et uvant sted, mens han skulle indstille den anden, hvorefter kollegerne i kontrolrummet gav ham besked på ikke at pille mere ved tingene, fordi lyden ved et tilfælde var blevet vældigt interessant. Ingen kunne forklare den utilsigtede effekt, og af frygt for ikke at kunne genskabe den specielle lyd lavede de med det samme seks eller syv gennemspilninger af “Money for Nothing” med Mark Knopfler og hans Les Paul-guitar for at være sikre på at have det hele på bånd. En måned senere forsøgte de at gøre det samme i et andet studie, men det kom aldrig til at fungere lige så godt.

Guitaren fra “Money for Nothing” forventes at blive solgt for mellem 85.000 og 130.000 kroner, mens den originale Les Paul fra 1959 er vurderet til mellem 2,6 og 4,3 millioner kroner. Om den har Mark Knopfler selv sagt, at han på grund af fattigdom kom sent i gang med de rigtigt gode guitarer: ”Så snart jeg spillede på Les Paul’en fra sidst i 1950’erne, erkendte jeg, hvad jeg var gået glip af”.

”Purple Rain” er navnet på et af musikeren Princes største hits, det er navnet på hans film fra 1984, og det er navnet på det soundtrack, der ledsagede filmen. Men inden længe vil ”Purple Rain” også være navnet på en sceneforestilling. Om det bliver en decideret musical eller en anden type musikalsk teaterforestilling, er der endnu ikke klare meldinger om, men for nylig kunne musikmediet Billboard via The Hollywood Reporter annoncere, at der er en Broadway-opsætning af ”Purple Rain” på vej. Nogle af USA’s mest succesfulde scenefolk er i gang med at omforme filmfortællingen til et teatermanuskript, og Londell McMillan fra selskabet bag den kommende forestilling har udtalt, at ”vi glæder os til, at en ny generation opdager Purple Rain, og at de, der elsker den oprindelige film og plade, skal opleve dens styrke endnu engang, denne gang live”.  

Titelsangen ”Purple Rain” er kendt som en stor rockballade med elementer, der kan minde om gospeltraditionen, men helt oprindeligt var den tænkt som en countrysang, som Prince gerne ville lave i samarbejde med Stevie Nicks fra gruppen Fleetwood Mac. Ifølge netmediet American Songwriter modtog Stevie Nicks en ti minutter lang instrumental version af Princes udkast til ”Purple Rain” med en opfordring til at skrive en tekst, men opgaven var alt for overvældende for hende. ”Jeg lyttede til den, og jeg blev lidt bange. Jeg ringede til ham og sagde: Jeg kan ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne. Det er for meget for mig”, har Nicks fortalt.

Prince skrev derfor selv sangen færdig, men der var stadig et stykke vej fra hans country-inspirerede udkast til den storladne rockballade, vi har kendt de sidste 40 år. Men da hans guitarist Wendy Melvoin i øvelokalet slog akkorderne an, fik nummeret en helt anden klang. ”Det bragte den væk fra country-fornemmelsen. Så vi begyndte alle at spille lidt hårdere og at tage det mere seriøst. Vi spillede den seks timer i streg, og sidst på dagen havde vi stort set skrevet og arrangeret den”, har Lisa Coleman, der spillede keyboards i Princes band, fortalt.

”Purple Rain” blev – både som film, sang og album – en af Princes største succeser med store salgstal og flere Grammy- og Oscar-statuetter.

Hej Tor
Der er en sang på P3 eller P4 nogle gange (en ret ny sang på dansk), der handler om at møde en, forelske sig, måske stifte familie og den slags overvejelser oveni hinanden. Kan du afkode det?
Mvh. Linda

Hej Linda
Det lyder til at kunne være ”Godthåbsvej” med sangeren, der kalder sig Uro. Måske har du også hørt hans duet med sangerinden Mekdes, som hedder ”Føles godt”, og som må betragtes som hans største hit hidtil.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Før Danmark fik sin nye konge, bliv sagt tak til den afgående regent ved et stort show på DR1 og TV 2 fredag aften. På Kongens Nytorv i København optrådte blandt andre Anne, Sanne & Lis, Scarlet Pleasure og Mads Langer, og som et af de sidste indslag fremførte Peter A.G. den danmarkssang, han udgav med Gnags i 1986. Hen mod slutningen af ”Danmark” dukkede Søs Fenger op på scenen som korsanger ligesom i den originale version på albummet ”Plads til begejstring”. Sangen udkom fjorten år inde i dronning Margrethes regeringstid efter en periode, hvor tonen nogle steder var blevet hårdere over for flygtninge og indvandrere, og hvor der i 1985 endda havde været et angreb med blandt andet brandbomber mod et asylcenter i Kalundborg. Dronningen påtalte det allerede i sin nytårstale i 1984: ”Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt”.

Som musiker og sangskriver reagerede Peter A.G. Nielsen på udviklingen på sin egen måde, og resultatet blev ”Danmark”. Han fortalte for nogle år siden til Kristeligt Dagblad, at begivenhederne i Kalundborg forfærdede han, ”men jeg forstod også godt, at de mennesker, der var så vrede, måtte føle sig meget oversete, uelskede og ensomme – ligesom den fortabte søns storebror. For forsmåethed og griskhed er altid et skrig efter kærlighed. Men jeg forstod altså også de fremmede, fordi jeg selv har prøvet at være fremmed. Da jeg kom til København fra Vestjylland, følte jeg mig meget fremmed, så jeg genkendte godt den følelse af ikke at føle sig velkommen, men udenfor. Hvordan tror du, at det er at komme ind i kunstens verden i København, når man kommer fra Vestjylland? Jeg ved sandelig godt, hvad det vil sige at være underhund. Og det var derfor lige så meget en sang til den forskellighed mellem udkant og centrum”.

”Danmark” blev et bud på en moderne fædrelandssang med en løftet pegefinger og et ønske om at holde fast i den side af den svært definerbare danskhed, som nogle steder kaldes humanisme. ”Danskhed er ligesom et parforhold. Det giver kun mening for mig, hvis det ikke lukker sig om sig selv, men tværtimod giver nye kræfter til at være noget for andre”, forklarede Gnags-sangeren til Kristeligt Dagblad i 2015.

Fredag aften fik han lejlighed til at genoplive det gamle budskab, og han fik publikum på Kongens Nytorv og tv-seere i stuerne til at synge med på det kendte omkvæd ”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her”.

Hej Tor
Når man “i gamle dage” hørte ”Beautiful, beautiful brown eyes, I’ll never love blue eyes again”, hvem var det så?
Venlig hilsen Ulla

Hej Ulla
Det er et spørgsmål med potentielt mange forskellige svar. Internationalt er den mest kendte version af “Beautiful Brown Eyes” nok Rosemary Clooneys fra 1951, men herhjemme indspillede Sir Henry and His Butlers den i 1966, og det kan meget vel være den, du tænker på. Derudover har kunstnere som Solomon Burke, Chet Atkins og Gene Vincent indspillet “Beautiful Brown Eyes”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Der er mange ting, vi endnu ikke ved om tronskiftet på søndag. Musikkens rolle er en del af det, men vi kan dog godt forvente, at kongesangen ”Kong Christian stod ved højen mast” vil dukke op i løbet af dagen. Det er også sandsynligt, at de kongelige marcher spiller en rolle, før og efter den nye regent viser sig på balkonen på Christiansborg Slot. De kongelige marcher er en særlig dansk musiktradition fra midten af 1800-tallet med marcher, der er komponeret særligt til monarken og andre medlemmer af kongefamilien. Ved dronning Margrethes tiltræden i 1972 blev den allerede eksisterende ”Prinsesse Margrethes Honnørmarch” den nye regents officielle honnørmarch, og nogle år senere fik hun også en såkaldt parademarch. Kronprins Frederik har også allerede ”H.K.H. Kronprinsens Honnørmarch”, som komponisten Jens Vilhelm Pedersen – bedre kendt som Fuzzy – udviklede sammen med kronprinsen.

Et interessant tvist kunne være at inddrage en sang fra Disney-tegnefilmen ”Løvernes konge”, som løveungen Simba synger: ”Jeg bli’r meget snart majestæt”. Det første udkast til historien om tronarvingen i dyreriget inkluderede en sang, hvor Simbas far Mufasa belærer sin søn om en konges opgaver, men den blev undervejs i filmens tilblivelse udskiftet med den noget mere barnligt muntre ”I Just Can’t Wait To Be King” med melodi af Elton John. Teksten handler om det sjove i at kunne få lov til at bestemme over alt og alle, men tænker man tanken til ende, handler den reelt samtidig om sønnen, der muntert ser frem til sin fars død. Tekstforfatter Tim Rice har til mediet Vulture dog fortalt, at udgangspunktet bare var den form for sjov, børn laver med hinanden, og at den skulle være munter og let for børn at synge: ”Som konge bli’r jeg verdenskendt, den største vi har haft, jeg øver mig i fornem gang og i et brøl med kraft”.

Og i kronprins Frederiks tilfælde er det endt med, at han kan nynne sangen og øve sig i et brøl med kraft, uden at det samtidig handler om, at hans mor skal dø, før han kan blive majestæt.

Dronning Margrethe overraskede alle, da hun nytårsaften annoncerede sin afgang, for efter mere end et halvt århundrede har hun været regent, og mange husker ikke et Danmark uden dronningen. Den slags sætter naturligvis også spor i populærkulturen med både hyldester og kærlige parodier, og blandt de mest kendte er Shu-bi-duas sang ”Sorgenfri”. Det skete kun sjældent, at Shu-bi-dua i deres satiriske tekster skrev om navngivne personer, men i ”Sorgenfri” fra 1980 var der ingen tvivl om, at det handlede om den unge dronning. Teksten blev til i forsanger Michael Bundesens forældres sommerhus på Sjællands Odde, hvor musikerne ofte tog hen for at skrive nye sange. Kun få havde telefonnummeret til huset, så der var ikke mange afbrydelser, når de stak af til Sejerøbugten. I bogen ”Alting har en ende” forklarede Bundesen, at der ofte var skrevet nogle melodier hjemmefra, og rundt om bordet i sommerhuset kom alle på skift med idéer, rim og tekstbidder. “Vi begyndte ofte med et klart emne for en sang, og så arbejdede vi stille og roligt ud fra det: Okay, hvis sangen skulle handle om Daisy, der var blevet dronning i 1972, så måtte vi tegne et billede af alternativet – det kunne være en præsident. Hvad rimer på præsident? Det blev til følgende linje i sangen ‘Sorgenfri’: ‘Hva’ sku’ vi med en præsident, sådan en folkepolitibetjent, med støvler og hjelm og skrårem på, som stikker sin næse i alt’. Vi var meget inspirerede af revytekster. Jeg havde hørt dem gennem min opvækst og på P3, og jeg havde altid været vild med opbygningen af de gode gamle viser.”

Men blot fordi melodien og teksten var på plads, var det ikke ensbetydende med, at en sang ville fungere i den sidste ende. For nogle år siden var komponist og guitarist Michael Hardinger gæst i podcasten Mediano Music (ca. 57 min. inde), hvor han blandt fortalte om kvalerne med netop ”Sorgenfri”. Han havde selv skrevet musikken til sangen, men når bandet spillede den, lød det fladt og uden nerve: ”Det er det tætteste, jeg har været på en depression i min tilværelse. Vi spillede, og den gik sådan tra-la-la-la, og det lød simpelthen som Lis & Per på en dårlig dag”, fortalte Hardinger. Derhjemme lyttede han igen og igen til et kassettebånd med deres optagelser, og da han næste dag mødtes med de andre i studiet, sagde han: ”Der er kun én måde, vi kan gøre det her på: Vi lytter til Beatles! Vi tager ‘It’s getting better all the time’, dak-dak-dak-dak, og så kører vi op i dét tempo der og laver dén rytme i gulvet. Så fungerede det”.

Der er halvanden uge tilbage af dronningens 52 år lange regeringsperiode, hvorefter kong Frederik d. 10. overtager posten. Herefter må vi se, om Shu-bi-dua havde ret, da de i ”Sorgenfri” sang, at ”hele folket ville være på’en fra Dronningmølle lige til Kongeåen, hvis hun en dag faldt ned af tronen, åh Daisy”.