Musikbrevkassen.dk

En 36 år gammel stilfærdig sang om et tungtvejende emne har fået en overrumplende genopblomstring efter den amerikanske Grammy-prisuddeling for lidt over en uge siden. Tracy Chapman, som man ikke har set meget til de sidste mange år, var på scenen for at fremføre sit gamle hit ”Fast Car” sammen med den unge countrysanger Luke Combs, og herefter tog Chapmans sang fra 1988 fart på streamingtjenester og i digitale musikbutikker.

Grunden til, at Tracy Chapman atter var at finde i rampelyset ved det store musikshow, var, at ”Fast Car” i det forgangne år har været et hit med Luke Combs, som har udgivet en version, der ligger forholdsvis tæt på den gamle sang om en ung kvinde, der drømmer om at stikke af fra sine usunde relationer og bryde familiens negative mønstre. Den 33-årige Combs har fortalt, at han plejede at høre Tracy Chapmans album fra 1988, når han kørte omkring med sin far. ”Der var en bestemt sang, der virkelig stak ud”, fortalte han om ”Fast Car” ved en koncert ifølge American Songwriter. ”Den sang har betydet meget for mig siden dengang – gennem hele mit liv. Jeg tænker altid på min far, når den kommer på, og på den tid, vi tilbragte sammen”. Derfor tog Combs sangen med på sit fjerde album, og natten til mandag i sidste uge fremførte de to sangere ”Fast Car” sammen ved Grammy-showet. I går blev ugens amerikanske hitliste offentliggjort, og ikke nok med at Luke Combs’ udgave bevægede sig fra nr. 20 til nr. 8, Tracy Chapmans originale indspilning var pludselig også at finde på plads nr. 42.

Nummeret stammer fra albummet ”Tracy Chapman”, som også indeholdt kendte sange som ”Baby Can I Hold You” og ”Talkin’Bout a Revolution”, og det blev for alvor et hit efter et teknisk uheld ved en stor koncert. I juni 1988 var en stribe verdensstjerner på plakaten ved en fødselsdagskoncert på Wembley i London for det fængslede frihedsikon Nelson Mandela fra Sydafrika. Den unge Tracy Chapman havde givet tre numre om eftermiddagen uden for den bedste sendetid ved den tv-transmitterede koncert, men om aftenen blev Stevie Wonder forsinket, fordi de afgørende computerdisketter med forproducerede elementer til hans optræden manglede, og for at showet ikke skulle gå i stå, blev den albumdebuterende Tracy Chapman med uhyre kort varsel atter sendt på scenen. Alene med sin guitar fremførte hun ”Fast Car”, mens tv-seere i 67 lande fulgte med – og en ny stjerne på folk-scenen var skabt.

Hej Tor
Jeg skal til et arrangement bruge musikken fra “Sportslørdag” på TV i gamle dage (80erne). Kan du hjælpe med det?
Hej fra Lauge

Hej Lauge
“Sportslørdag”-kendingsmelodien blev udskiftet flere gange, så det er op til dig at vælge hvad for en af dem, du synes emmer mest af Tommy Troelsen og Claus Borre. Mange ser nok “Reach Out” med George Duke som den rigtige kendingsmelodi fra “Sportslørdag”, men DR har også brugt numre som Mezzofortes “Garden Party”, Earth Wind & Fires “In The Stone”, Phil Collins’ “Something Happened On the Way to Heaven” og George Dukes “Overture”. God kamp!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det var lidt af en sensation, at Abba for nogle år siden pludselig udgav et nyt album efter næsten fyrre års stilhed, sidste års album fra The Rolling Stones kom efter mange års tørke, og det var helt uventet, at der i 2023 også blev færdiggjort et allersidste nummer med The Beatles. Graden af chok er måske mindre omkring Billy Joels nye udgivelse, men ikke desto mindre har den 74-årige sanger og pianist overrasket omverdenen ved i sidste uge at udsende en ny sang, “Turn the Lights Back On”. Han pensionerede ellers sig selv som sangskriver efter albummet ”River of Dreams” i 1993, fordi dets succes langt fra levede op til hans forventninger.

”Jeg kunne ikke være så god, som jeg gerne ville, og det var ved at drive mig til vanvid. Jeg var ved at drive mine kære til vanvid”, fortalte han til det amerikanske medie Vulture i 2018. ”Jeg tænkte: Det her er latterligt. Så jeg holdt op”. Han holdt dog ikke op med at optræde, for han vidste ikke, hvad han ellers skulle stille op med sig selv, og det har han gjort siden da. ”Jeg troede, at jeg måske kunne gøre det i et par år, så jeg klager ikke”. 

I 2001 skrev Billy Joel albummet ”Fantasies & Delusions” med klassik musik, og i 2007 udgav han sangen ”All My Life” og skrev den lidt specielle julemelodi ”Christmas in Fallujah”, som han lod sangeren Cass Dillon indspille til de amerikanske tropper i Irak. Med disse små undtagelser er “Turn the Lights Back On” Billy Joels første i næsten 30 år. Teksten handler en mand, der opdager, at han måske er for sent ude til at få genantændt den romantiske gnist, der mangler i parforholdet – men mellem linjerne kan den også sagtens læses som en hilsen eller undskyldning til de mange fans, der i årevis har ventet på og håbet på ny musik fra en af popmusikkens store mestre: ”Time can make you blind, but I see you now as we’re laying in the darkness. Did I wait too long to turn the lights back on?”

Natten til mandag dansk tid optrådte Billy Joel med “Turn the Lights Back On” ved den årlige Grammy-prisuddeling i USA.

Det er et stykke af musikhistorien, der er til salg i London onsdag d. 31 januar, når Mark Knopfler bortauktionerer flere end 120 guitarer fra sin private samling. Gennem et helt liv har Dire Straits-musikeren indkøbt og opsamlet de mange guitarer, men i virkeligheden har han ejet endnu flere instrumenter, for ifølge auktionshuset Christies har Knopfler i mange år haft for vane at forære nye samarbejdspartnere en guitar. Tanken bag denne gestus er om en overtroisk forestilling om, at ”alle guitarer har en sang i sig”, som Knopfler selv udlægger det. ”Hver gang jeg arbejdede med nye folk, forærede jeg dem en guitar for at give dem noget at tænke over: Værsgo, måske er der en sang til dig i den her”.

Samlingen i auktionshuset består især af Fender- og Gibson-guitarer, blandt andet en original Gibson Les Paul Standard fra 1959 og ikke mindst den Les Paul fra 1983, som Mark Knopfler brugte, da han indspillede det letgenkendelige og legendariske riff på Dire Straits-hittet ”Money for Nothing”. Den underligt sprøde guitarlyd på “Money for Nothing” skyldtes dog ikke udelukkende Les Paul-guitaren, men også et teknisk lykketræf. I det amerikanske musikermedie MIX har bandets lydtekniker Neil Dorfsman fortalt, at han som altid havde sat mikrofoner op foran guitarforstærkerne inden indspilningerne. Han fik placeret den ene mikrofon et uvant sted, mens han skulle indstille den anden, hvorefter kollegerne i kontrolrummet gav ham besked på ikke at pille mere ved tingene, fordi lyden ved et tilfælde var blevet vældigt interessant. Ingen kunne forklare den utilsigtede effekt, og af frygt for ikke at kunne genskabe den specielle lyd lavede de med det samme seks eller syv gennemspilninger af “Money for Nothing” med Mark Knopfler og hans Les Paul-guitar for at være sikre på at have det hele på bånd. En måned senere forsøgte de at gøre det samme i et andet studie, men det kom aldrig til at fungere lige så godt.

Guitaren fra “Money for Nothing” forventes at blive solgt for mellem 85.000 og 130.000 kroner, mens den originale Les Paul fra 1959 er vurderet til mellem 2,6 og 4,3 millioner kroner. Om den har Mark Knopfler selv sagt, at han på grund af fattigdom kom sent i gang med de rigtigt gode guitarer: ”Så snart jeg spillede på Les Paul’en fra sidst i 1950’erne, erkendte jeg, hvad jeg var gået glip af”.

”Purple Rain” er navnet på et af musikeren Princes største hits, det er navnet på hans film fra 1984, og det er navnet på det soundtrack, der ledsagede filmen. Men inden længe vil ”Purple Rain” også være navnet på en sceneforestilling. Om det bliver en decideret musical eller en anden type musikalsk teaterforestilling, er der endnu ikke klare meldinger om, men for nylig kunne musikmediet Billboard via The Hollywood Reporter annoncere, at der er en Broadway-opsætning af ”Purple Rain” på vej. Nogle af USA’s mest succesfulde scenefolk er i gang med at omforme filmfortællingen til et teatermanuskript, og Londell McMillan fra selskabet bag den kommende forestilling har udtalt, at ”vi glæder os til, at en ny generation opdager Purple Rain, og at de, der elsker den oprindelige film og plade, skal opleve dens styrke endnu engang, denne gang live”.  

Titelsangen ”Purple Rain” er kendt som en stor rockballade med elementer, der kan minde om gospeltraditionen, men helt oprindeligt var den tænkt som en countrysang, som Prince gerne ville lave i samarbejde med Stevie Nicks fra gruppen Fleetwood Mac. Ifølge netmediet American Songwriter modtog Stevie Nicks en ti minutter lang instrumental version af Princes udkast til ”Purple Rain” med en opfordring til at skrive en tekst, men opgaven var alt for overvældende for hende. ”Jeg lyttede til den, og jeg blev lidt bange. Jeg ringede til ham og sagde: Jeg kan ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne. Det er for meget for mig”, har Nicks fortalt.

Prince skrev derfor selv sangen færdig, men der var stadig et stykke vej fra hans country-inspirerede udkast til den storladne rockballade, vi har kendt de sidste 40 år. Men da hans guitarist Wendy Melvoin i øvelokalet slog akkorderne an, fik nummeret en helt anden klang. ”Det bragte den væk fra country-fornemmelsen. Så vi begyndte alle at spille lidt hårdere og at tage det mere seriøst. Vi spillede den seks timer i streg, og sidst på dagen havde vi stort set skrevet og arrangeret den”, har Lisa Coleman, der spillede keyboards i Princes band, fortalt.

”Purple Rain” blev – både som film, sang og album – en af Princes største succeser med store salgstal og flere Grammy- og Oscar-statuetter.

Hej Tor
Der er en sang på P3 eller P4 nogle gange (en ret ny sang på dansk), der handler om at møde en, forelske sig, måske stifte familie og den slags overvejelser oveni hinanden. Kan du afkode det?
Mvh. Linda

Hej Linda
Det lyder til at kunne være ”Godthåbsvej” med sangeren, der kalder sig Uro. Måske har du også hørt hans duet med sangerinden Mekdes, som hedder ”Føles godt”, og som må betragtes som hans største hit hidtil.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Før Danmark fik sin nye konge, bliv sagt tak til den afgående regent ved et stort show på DR1 og TV 2 fredag aften. På Kongens Nytorv i København optrådte blandt andre Anne, Sanne & Lis, Scarlet Pleasure og Mads Langer, og som et af de sidste indslag fremførte Peter A.G. den danmarkssang, han udgav med Gnags i 1986. Hen mod slutningen af ”Danmark” dukkede Søs Fenger op på scenen som korsanger ligesom i den originale version på albummet ”Plads til begejstring”. Sangen udkom fjorten år inde i dronning Margrethes regeringstid efter en periode, hvor tonen nogle steder var blevet hårdere over for flygtninge og indvandrere, og hvor der i 1985 endda havde været et angreb med blandt andet brandbomber mod et asylcenter i Kalundborg. Dronningen påtalte det allerede i sin nytårstale i 1984: ”Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt”.

Som musiker og sangskriver reagerede Peter A.G. Nielsen på udviklingen på sin egen måde, og resultatet blev ”Danmark”. Han fortalte for nogle år siden til Kristeligt Dagblad, at begivenhederne i Kalundborg forfærdede han, ”men jeg forstod også godt, at de mennesker, der var så vrede, måtte føle sig meget oversete, uelskede og ensomme – ligesom den fortabte søns storebror. For forsmåethed og griskhed er altid et skrig efter kærlighed. Men jeg forstod altså også de fremmede, fordi jeg selv har prøvet at være fremmed. Da jeg kom til København fra Vestjylland, følte jeg mig meget fremmed, så jeg genkendte godt den følelse af ikke at føle sig velkommen, men udenfor. Hvordan tror du, at det er at komme ind i kunstens verden i København, når man kommer fra Vestjylland? Jeg ved sandelig godt, hvad det vil sige at være underhund. Og det var derfor lige så meget en sang til den forskellighed mellem udkant og centrum”.

”Danmark” blev et bud på en moderne fædrelandssang med en løftet pegefinger og et ønske om at holde fast i den side af den svært definerbare danskhed, som nogle steder kaldes humanisme. ”Danskhed er ligesom et parforhold. Det giver kun mening for mig, hvis det ikke lukker sig om sig selv, men tværtimod giver nye kræfter til at være noget for andre”, forklarede Gnags-sangeren til Kristeligt Dagblad i 2015.

Fredag aften fik han lejlighed til at genoplive det gamle budskab, og han fik publikum på Kongens Nytorv og tv-seere i stuerne til at synge med på det kendte omkvæd ”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her”.

Hej Tor
Når man “i gamle dage” hørte ”Beautiful, beautiful brown eyes, I’ll never love blue eyes again”, hvem var det så?
Venlig hilsen Ulla

Hej Ulla
Det er et spørgsmål med potentielt mange forskellige svar. Internationalt er den mest kendte version af “Beautiful Brown Eyes” nok Rosemary Clooneys fra 1951, men herhjemme indspillede Sir Henry and His Butlers den i 1966, og det kan meget vel være den, du tænker på. Derudover har kunstnere som Solomon Burke, Chet Atkins og Gene Vincent indspillet “Beautiful Brown Eyes”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger