Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Deutschland über alles-rap

Hej
Tor

En
lang associationsrække, men… Alt det med det tyske valg fik mig til at tænke et
gammelt nummer (80erne) med ”Deutschland über alles” som pop og med rap på.
Hjælp mig lige videre her.

Mvh.
Claus

Hej
Claus

Lige
præcis den kombination findes der vist ikke mange af, så jeg vil tro, at din
hukommelse prøver at finde frem til ”To Be Or Not To Be (The Hitler Rap)”, hvor
komikeren og filmmanden Mel Brooks rapper sig igennem en frisk udlægning af
begivenhederne omkring nazismen og 2. verdenskrig. Nummeret blev udsendt i 1983
og findes blandt andet på soundtracket til hans film ”To Be Or Not To Be”, selvom
den ikke indgår i selve filmen.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Klassisk Abba-pop på flygel

Der
findes mange forskellige måder at fortolke gamle sange, men Benny Andersson fra
Abba har valgt en, man ikke oplever så tit. I sidste uge udsendte han et album
på Deutsche Grammophon, som er et af de store pladeselskaber, når det handler
om klassisk musik. Her fremfører han på sit flygel – helt uden assistance fra
sangere eller andre musikere – instrumentalversioner af 21 af sine gamle
kompositioner. Han læser ikke noder, men har spillet klaver i 60 år og øver
stadig stort set hver dag, og stemningen fra Anderssons flygel hjemme på
Skeppsholmen i Stockholm kan nu komme alle til del på den nye plade:
– Det er jo
det med musik, at det kan udtrykke så mange forskellige følelser og stemninger,
som er umulige at formulere med ord. Jeg ville ønske, at jeg kunne formulere,
hvad der skabte f.eks. ’Thank You for the Music’. Men det kan jeg ikke. Jeg kan
bare spille den, forklarede han for nylig til BT.

Blandt indspilningerne på
pladen med den passende titel ”Piano” er Abba-klassikere som ”Thank You For the
Music”, ”Happy New Year” og ”The Day Before You Came”, men også musicalværker
som ”Anthem” og ”Chess” og melodier fra andre projekter uden for Abba.

Kategorier
Musiknyheder

Da The Summer of Love blev til efterår

Som
nævnt tidligere her på siden er det i løbet af året blevet markeret på
forskellig vis, at det er 50 år siden den såkaldte Summer of Love, hvor ungdomsoprøret
tog fart, og hippierne sprang ud i fuldt flor. San Francisco på den amerikanske
vestkyst var centrum for mange af begivenhederne i 1967, og her kan man om et
par dage også markere 50 års-dagen for afslutningen på kærlighedens sommer. For
den 6. oktober 1967, hvor mange af sommerens tilrejsende blomsterbørn var taget
hjem igen, blev The Summer of Love afrundet med en begravelses-happening kaldet
The Death of a Hippie. Symbolikken var dog ikke, at
bevægelsen tog livet af sig selv, men at man skulle tage revolutionen med ud i
verden og ikke blot opsøge den i San Francisco. Netop det ønske blev opfyldt i
rigt mål, da musicalen ”Hair” havde premiere i New York blot elleve dage senere
og herefter gik sin sejrsgang over store dele af verden.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Metallica i Aalborg

Hej
Tor

I
går var jeg sammen med en ven som påstod, at Metallica havde spillet i
forbindelse med et Tall Ship arrangement i Ålborg for en hel del år siden. Kan
det virkelig passe? Eller har det været et kopiband som Metallica Jam? Eller
forveksling med et andet stort rockband.

Hilsen
Mads Nørgård, Hobro

Hej
Mads

Det
ville nok være husket vidt og bredt, hvis Metallica havde været blandt
trækplastrene til Tall Ships Races-arrangementerne i Aalborg gennem årene. Da Aalborg
i 1999 var værtsby for første gang – da det hed Cutty Sark Tall Ships Races og
i folkemunde blot Cutty Sark – var det samme år, som Metallica var blandt
hovednavnene på Roskilde Festival. Men markerne ved Roskilde er unægteligt
noget andet end havneområdet i Aalborg.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Musical om Seebach junior og senior

Når
kendte hits sættes sammen for at til en musical, er det ofte med en mere eller
mindre kunstigt konstrueret historie for at skabe en rød tråd mellem sangene.
Sagen er dog en lidt anden, når der i denne uge er premiere på musicalen
”Seebach” på Fredericia Teater, for det er ikke kun med sange af Tommy Seebach
og Rasmus Seebach, men også en dramatisering af familien Seebachs egne op- og
nedture. Andre børn af kendte musikere har på forskellig vis forsøgt at løsrive
sig fra deres fars skygge, men Rasmus Seebach har lige siden gennembruddet nærmest
omfavnet sin arv. På sit første album sang han den rørende hyldest ”Den jeg er”
til sin far, og i 2010 beskrev han den således i i Berlingske:
– Jeg håber, han
sidder deroppe i himlen og synes, det lyder fedt. Jeg håber virkelig, han er
stolt. Det tror jeg, han er, fordi det ikke er så langt fra hans ånd. Det har
selvfølgelig sin egen stil, men det er stadig en sang fra hjertet. Og det kunne
min far godt lide.

Senere har han indspillet både ”Under stjernerne på himlen”
og ”Du’ det dejligste” fra sin fars repertoire, men fra på fredag blandes far
og søns sange i én samlet forestilling, når musicalen ”Seebach” har premiere i
Fredericia.

Kategorier
Musiknyheder

Suzi Q i Aalborg

Det er en af
1970’ernes bølgebrydere for kvinder i rockmusik, der i denne uge inviterer til
fest i Nordjylland. Suzi Quatro blev kendt som både sangerinde, bassist og
slagkraftigt stilikon i glamrockens store år, og selvom efternavnet ligner et
selvvalgt kunstnernavn, som er det faktisk fornavnet Suzi, der er hjemmelavet.
Den nu 67-årige musiker er nemlig født Susan Kay Quatro, men det specielle
efternavn har en særlig forklaring. Hendes farfar var italiener, og som så
mange andre i sin generation drog han til USA for at søge lykken. Hans
efternavn var Quattrocchi, men var for langt og for
besværligt, syntes immigrationsmyndighederne, så i de officielle papirer blev
han noteret som Quatro.

Koncerten i
Aalborghallen på fredag er en dobbeltkoncert, hvor Suzi Quatro optræder med
numre som ”Can the Can”, ”She’s In Love With You” og ”Devil Gate Drive”, mens
bandet The Rubettes genopliver deres 1970’er-hits ”Sugar Baby Love”, ”I Can Do
It” og ”Juke Box Jive”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Har I læst den berlingske avis?

Hej
Tor

Jeg
savner titel og baggrund for en vise, som jeg vist har kendt helt fra min
barndom/ungdom (årgang ´38). Jeg kender til to indspilninger af visen: James
Last
, som spiller danske folkemelodier. Her følger visen lige efter ”Marken er
mejet”. Skuespilleren Paul Hüttel, som synger visen. Her kan jeg huske noget af
den første del af teksten: ”Jeg har læst i den Berlingske Avis (tralala tralala
la la) at en fornem herre i Paris, har sin kone myrdet!”

Venlig
hilsen, Hans Christian

Hej
Hans Christian

Hvis
du kan huske visen fra 1940’erne eller 1950’erne, har den allerede på det
tidspunkt været ca. 100 år gammel. Adolph von der Recke skrev viser og
teatersange i midten af 1800-tallet, heriblandt “Har I læst den Berlingske
Avis” fra 1948 om mordet på en fransk hertuginde. Hendes mand, den
betydningsfulde hertug Choiseul-Praslin, var mistænkt for det meget voldsomme
mord (og for at have et forhold til guvernanten i huset), og han tog senere sit
eget liv. Den drabelige og ganske kulørte sag fik i den periode også stor opmærksomhed
herhjemme, og det var det, Adolph von der Recke spillede på med visen “Har
I læst den Berlingske Avis”. Paul Hüttel indspillede den rigtigt nok på
pladen “Skillingsviser”, og også sangerinden Ann Liza udgav den i
1970’erne.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Musical med mange forældre

I år er
Aarhus europæisk kulturhovedstad, og der bliver taget nye metoder i brug for at
skabe anderledes forestillinger og oplevelser. Blandt andet bliver tre af
Susanne Biers film opført som en slags kunsttrilogi, hvor ”Brødre” er blevet en
opera og ”Elsker dig for evigt” en danseforestilling, mens ”Efter brylluppet”
lørdag har premiere som musical i Musikhuset Aarhus. Men nytænkningen stopper
ikke her, for det er ikke kun én komponists fortolkning af dramaet, man kan
opleve, men hele seks kendte komponister.

Hovedpersonerne i fortællingen har nemlig
fået hver deres sangskriver og på den måde hver deres særlige lyd i musicalen.
Erann Drori skal i rollen som Jacob synge sange af Tim Christensen med tekster
af Peter Sommer, mens Cecilie Stenspil får leveret sange af Anne Linnet, og
andre roller hjælpes på vej af så forskellige komponister som Sys Bjerre, Peter
A. G. og Mads Langer.