Kategorier
Musiknyheder

En oldie fra år 1300

Ord
som klassiker, oldie og evergreen er alle betegnelser for ældre sange, som
stadig lever i bedste velgående, men den melodi, som markerer et 85-års-jubilæum
om nogle dage, har på den front en helt anden pondus end de fleste andre gamle
sange. Den 28. august 1931 kunne man nemlig på Statsradiofonien – som DR hed
dengang – for første gang høre folkevisen ”Drømte mig en drøm i nat” som
pausesignal. Stroferne, som med årene blev synonym med Danmarks Radio, blev
omkring år 1300 nedfældet i lovsamlingen kaldet Codex Runicus, som med
runeskrift også indeholder blandt andet Skånske Lov.

Nogle steder får
musikhistorikeren Jens Peter Larsen æren for idéen til, at det skulle være denne
den ældste, nedskrevne danske melodi, der skulle være pausesignal i
Statsradiofonien, andre steder krediteres tårnsursfabrikanten Fritjof
Bertram-Larsen
. Det var også Fritjof Bertram-Larsen, der fremstillede det
xylofon-apparat, som ”Drømte mig en drøm i nat” blev afspillet fra helt frem
til omkring 1970, hvorefter det blev afløst af en båndoptagelse med melodien.
Fra DR’s side har man beskrevet ”Drømte mig en drøm i nat” som verdens længst
brugte radiokending.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Robyn-hit som ballade

Hej
Tor

Jeg
er lige kommet hjem fra dejlig ferie i Edinburgh og ikke bare en, men hele tre
gange hørte jeg (dele af) af en meget smuk version af det jeg mener var ”I keep
dancing on my own” med Robyn. Jeg fangede bare aldrig, hvad sangeren hed.

Mvh
Johanne

Hej
Johanne

Sangeren
hedder Calum Scott, og han har begået en imponerende vellykket ballade-fortolkning
af Robyns ellers meget energiske ”Dancing On My Own”. Han var sidste år med i
talentshowet ”Britain’s Got Talent”, hvor han ved sin audition tog dommerne med
storm med netop denne sang, og tidligere i år udgav han den så i en egentlig
studieversion, blot akkompagneret af klaver.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens OL-sang: Barcelona

De Olympiske Lege fortsætter nogle dage endnu, og
det betyder, at der stadig er chance for at løbe ind i brudstykker af “Alma e
Coração”
, som er den officielle OL-sang i 2016. For 24 år siden var den mest
karakteristiske OL-sang ”Barcelona” med Queen-forsangeren Freddie Mercury og
operasangerinden Montserrat Caballe – men ”Barcelona” var faktisk ikke den
officielle OL-sang det år.

Den storladne duet blev oprindeligt udgivet i 1987,
og der var planer om at gøre den til den officielle sang for sommerlegene i
Barcelona i 1992, men på grund af Mercurys død året forinden, blev der sat
andre ting i værk, blandt andet fordi Mercury og Montserrat ikke ville kunne
optræde sammen ved åbnings- eller afslutningsceremonien. I stedet skrev
musicalmesteren Andrew Lloyd Webber ”Amigos Para Siempre (Friends Forever)” til
Sarah Brightman og José Carreras. ”Barcelona” blev dog brugt flittigt under OL
i ’92 og står nok for de fleste som det ”rigtige” OL-soundtrack for det år.

Kategorier
Musiknyheder

Trist mærkedag for Clapton

Den
verdensberømte guitarist Eric Clapton må i den kommende uge markere en fødselsdag på
en måde, han helst havde været foruden. På søndag kunne hans søn Conor nemlig
være fyldt 30 år, hvis ikke han som blot 4-årig var død under tragiske
omstændigheder. Conor boede hos sin mor i New York, og i forbindelse med rengøring
havde en af bygningens ansatte åbnet et stort glasparti, som ellers altid var
lukket. Den lille dreng ville lege gemmeleg med sin barnepige, og før nogen
kunne nå at reagere, var han faldet ud af det åbne vindue – fra 53. etage.

Årene herefter var naturligt nok præget af chok og sorg, og Eric Clapton skrev
flere sange om savnet, hvoraf den mest kendte er balladen ”Tears In Heaven”.
Han havde kun dele af sangen på plads, da holdet bag filmen ”Rush” kontaktede
ham med henblik på at få en nyskrevet Clapton-sang til filmen. I et interview
med bladet Guitar World
i 1993 forklarede Eric Clapton, at havde det ikke været
for filmen, havde han nok aldrig fået færdiggjort ”Tears In Heaven” eller følt
sig motiveret til at indspille den.

”Tears In Heaven” blev udgivet i 1992 og
blev en stor succes, både i studieversion fra ”Rush” og i den akustiske liveudgave
fra Claptons ”MTV Unplugged”-plade senere samme år.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: tv-2/Blondie-fusion

Hej
Tor

I
aftes (søndag, red.) så jeg TV2 på SmukFest. Da de spillede ”Popmusikerens vise”
var der en grønlandsk rapper med, men derudover fik de det blandet sammen med
at deres korsangerinde sang en engelsk sang, som lød vildt fed. Men jeg ved
ikke, hvad det var (det var ikke et TV2-nummer tror jeg). Kan du hjælpe?

Mvh
Karina

Hej
Karina

Jeg
var – desværre – ikke selv i Skanderborg, men jeg fulgte faktisk tv-2’s koncert,
som blev streamet på dr.dk. Nummeret, de så elegant fik flettet sammen med ”Popmusikerens
vise”, var Blondies ”Rapture” fra 1980.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jydeman-rap

Hej
Tor

Der
dukker på min Facebook tit nogle sjove klip op med en der kalder sig ”Jydeman”
og laver sjov med forskellen på mænd og kvinder. De slutter altid med et stykke
fra en sang, ”Jeg er fra Jylland!”. Den vil jeg gerne finde, så hvad sige du?

Kh.
John

Hej
John

Når
komikeren Mark le Fêvre lægger små film ud med figuren Jyde-man, afrundes de af
et nummer med den sønderjyske rapper L:Ron:Harald. Han fik en del opmærksomhed
med debutpladen ”Pornogangster” i 1998, men nummeret ”Æ’ fra Jylland” stammer
fra albummet ”Vi’ fra Jylland” fra 2006.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

OL-sangen over dem alle

I fredags blev De Olympiske Lege
skudt i gang, og som så mange andre store sportsarrangementer har også OL i Rio
sin egen sang. Tiden vil vise, om “Alma e Coração” med sambastjernen Thiaquinho
og rapperen Projota vil blive husket, men under alle omstændigheder ligger den
langt fra ”One Moment In Time”, der må betragtes som OL-hittet over dem alle.

Den
svulstige ballade blev skrevet af blandt andre Albert Hammond, som især er
kendt for ”It Never Rains In Southern California”, og historien fortæller, at
han havde skrevet den med en tanke om, hvordan det ville lyde, hvis Elvis
Presley skulle fremføre en sang ved en OL-åbningsceremoni. Af naturlige årsager
blev det ikke Presley, der fremførte ”One Moment In Time”, men stedet Whitney
Houston, da sangen i 1988 blev en del af den amerikanske tv-kanal NBC’s
OL-dækning.

Det var således ikke ”One Moment In Time”, der var den officielle sang
ved OL i Seoul i 1988, men derimod ”Hand in Hand” med Koreana.

Kategorier
Musiknyheder

Et halvt århundredes somre med Lovin’ Spoonful

Her i sommeren 2016 er det 50 år siden verden første
gang hørte en særligt kreativ udlægning af, hvordan en storby føles og lyder i
sommervarmen. Brødrene Mark og John Sebastian skrev sangen, efter at Mark
som 15-årig for første gang tilbragte en hel
sommer i New York. Han
fortalte sin bror om sine oplevelser, og resultatet blev ”Summer In the City”. De
mange indtryk, han havde med hjem, blev ved indspilningen understreget af lyden af motorer, dyttende biler og trykluftsbor, og i juli 1966
udgav John Sebastians
band The Lovin’ Spoonful “Summer in the City” på single. Og på lørdag er det præcis 50 år siden,
denne sommerklassiker indtog førstepladsen på den amerikanske singlehitliste.