Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Funky, funky?

Hej Tor
Fra halvfemserne husker jeg et ret fedt nummer med en slags blanding af jazz og hiphop. Der er en der rapper, noget trompetsolo, og så kan jeg ”høre” i mit hoved en stemme sige ”funky, funky”. Er det nok til dig?
Mvh. Andreas

Hej Andreas
Ja, det vil jeg mene, for det er nu nok den britiske gruppe US3’s udgivelse ”Cantaloop (Flip Fantasia)” fra 1992. Nummeret er baseret på brudstykker af jazzpianisten Herbie Hancocks ”Cantaloup Island” fra 1964, men er samtidig helt sin egen. Siden US3’s succes med nummeret i 1992 og 1993 er ”Cantaloop (Flip Fantasia)” blev brugt i et utal af film, tv-programmer og reklamer, så du er nok stødt på den jævnligt siden dengang.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

U2, Vegas og den rappende Hitler

Rockbandet U2 har i årtier været vant til give store stadionkoncerter verden over, men på fredag begynder et nyt kapitel i deres koncerthistorie. Bandet rykker i den kommende periode til Las Vegas i USA, hvor de skal være ”husorkester” i den nyåbnede, kugleformede arena The Sphere, som har kostet 1,8 milliarder dollars at bygge og har 20.000 siddepladser. U2 har ikke givet koncert siden 2019, men fra på fredag og frem til midten af december skal de irske rocklegender give intet mindre end 25 koncerter på det samme spillested i den samme by. Det bliver dog med en anden opstilling end normalt, for selv om forsangeren Bono, guitaristen The Edge og bassisten Adam Clayton står klar i Las Vegas, så har de ikke deres faste fjerdemand med sig i denne omgang. Trommeslager Larry Mullen skal gennemgå en planlagt operation, og i stedet har U2 allieret sig med den hollandske trommeslager Bram van den Berg til deres Las Vegas-koncerter.

Showet, publikum kan opleve i The Sphere i Las Vegas, hedder ”U2:UV Achtung Baby”, og titlen refererer naturligvis til bandets store album fra 1991 ”Achtung Baby” med sange som ”One”, ”Mysterious Ways” og ”Even Better Than the Real Thing”. Ifølge bogen ”U2: The Complete Guide to Their Music” stammer det pudsige udtryk i albumtitlen fra bandets tekniker Joe O’Herlihy, som ofte brugte det under pladeindspilningen, som foregik i Hansa-studierne i Berlin. Han var dog ikke den første, der brugte ”Achtung Baby”-udtrykket, for før ham var faktisk den nazistiske diktator Adolf Hitler – eller i hvert fald en parodi på Hitler.  I forbindelse med filmen ”To Be or Not to Be” i 1983 lavede komikeren Mel Brooks også nummeret ”To Be or Not to Be (The Hitler Rap)”, som inkluderer linjen “To all those mothers in the fatherland, I said: Achtung baby, I got me a plan”.

U2 har i en fælles udtalelse pointeret, at de “har brug for at komme tilbage på scenen og se vores fans’ ansigter. Og sikke en unik scene, de bygger til os ude i ørkenen. Vi er det rette band, Achtung Baby er det rette album, og Sphere er det rette spillested for at kunne tage oplevelsen af live-musik til et nyt niveau. Det er det, U2 altid har forsøgt at gøre med vores satellit-scener og video-installationer, mest mindeværdigt på ZOO TV-touren, som sluttede i Tokyo for 30 år siden til efteråret. The Sphere er mere end blot et spillested, det er et galleri, og U2’s musik komme til at hænge overalt på væggene”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sportsjubel

Hej Tor
Der kører for tiden en reklame for TV2 Sport med div sportsstjerner, der danser, når de scorer/jubler/osv. Hvad er musikken?
Mvh  Esther

Hej Esther
Det er et nummer fra 2020 med rapperen og sangeren Kidd, der ledsager de dansende sportsudøvere. Og det hedder helt enkelt ”Bare dans”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: TV i Tivoli

Hej Tor
I 1965 kørte Danmarks radio en række fjernsynsudsendelser fra Tivoli i København. Det var Volmer-Sørensen der havde tilrettelagt disse programmer. Som jeg husker det var introen Champagnegaloppen med en tekst. Mener noget af teksten lyder som følger: ”Kom her min ven, hvor tror du vi skal hen, vi skal i tivoli, skønt som’ren er forbi”. Er det noget der siger dig noget? Kan man finde den tekst? Volmer-Sørensen skrev mange tekster så det kunne godt være hans tekst.
MVH Bjarne

Hej Bjarne
Jeg har alderen imod mig i forhold til selv at huske sangen, så i første omgang forsøgte jeg mig hos den historiske formidler i Tivoli, som desværre ikke kunne hjælpe. Efterfølgende har jeg været i kontakt DR’s lytter- og seerservice i håbet om, at de kunne finde noget i arkiverne. Ifølge deres oplysninger blev programmet indledt med en vignet af Otto Francker, men oplysningen er baseret på musikrapporteringen fra ”TV i Tivoli” og ikke på gennemsyn af de gamle udsendelser, for de blev ikke optaget og findes derfor ikke i DR’s tv-arkiv. DR ligger dog inde med en smule radiolyd, men deres seerservice oplyser, at den, de har fra 1965, ikke indledes med ”Champagnegaloppen”, men derimod en velkomst af Blue Boys, der blandt andet synger ”Blue Boys ved mikrofonen, nu starter Nordvisionen, Blue Boys ved mikrofonen er kun introduktionen, kun en lille optaktssang si’r vel mødt til TV, TV i Tivoli”. Du kan meget vel have ret, men denne gang er arkiverne desværre ikke stærkere end hukommelsen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Fra Gøl til Hollywood endnu engang

Der er sket meget, siden Thomas Dam fra Gøl begyndte at producere sine troldefigurer af gummi, hvorefter Gøl-troldene – eller Lykketroldene – langsomt begyndte at gå deres sejrsgang verden over. Turen fra den lille by ved Limfjorden til den internationale berømmelse fik ekstra fart, da troldene gik til filmen i 2016 i tegnefilmen ”Trolls”, som i 2020 blev fulgt op af ”Trolls World Tour”. Snart er tredje film i troldeserien klar, og undertitlen ”Sammen igen” gælder ikke kun troldefigurer som Poppy, Kvist og Calle, men også drengebandet *NSYNC. Sangeren Justin Timberlake har både lagt stemme til filmene og indspillet sange til de hidtidige to film, blandt andet kæmpehittet ”Can’t Stop the Feeling”, men til ”Trolls 3: Sammen igen” har han samlet gruppen, som gjorde ham til en stjerne sidst i 1990’erne. Forleden blev det offentliggjort, at *NSYNC har indspillet deres første single i 21 år til troldefilmen, der blandt andet handler om trolde-boybandet BroZone. ”Better Place”, som den nye sang hedder, udkommer fredag i næste uge, men allerede nu er der frigivet en lille bid af comebacksinglen fra det, der engang var et af verdens bedst sælgende boybands.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tømmerjack

Hej Tor
Jeg leder efter en gammel sang, men er kommet dertil hvor amatøren må give op og spørge fagfolk om hjælp. Jeg tror, sangen hedder Tømmer Jack. Noget af teksten lyder sådan: ”Når dit job er endt og du kan rejse din vej, skynd dig hjem, skynd dig hjem, tømmer Jack”. Jeg har hverken kunne finde noder eller tekst. Det vil glæde mig meget hvis du kan hjælpe mig.
Venlig hilsen
Ib Mygind

Hej Ib
Hvis du har forsøgt at google dig frem til et svar, er der ikke meget hjælp at hente, kan jeg godt se. En søgning på “Tømmerjack” byder på et rigt mål af håndværkersider og andre vildspor på trods af, at din hukommelse ikke fejler noget med hensyn til titlen. For sangen hedder blot “Tømmer Jack” (nogle steder “Tømmerjack”). Oprindeligt hedder den på engelsk “Timberjack” og stammer fra western-filmen af samme navn fra 1955, som på dansk havde titlen “Duel i ødemarken”. Thøger Olesen gav den året efter en dansk tekst, som blev indspillet af både Blue Boys og Erik Michaelsen. Før sangen nåede til Danmark, udkom den også både på norsk som “Tømmer-Jon” og på svensk som “Kom igen”. Melodien er i øvrigt skrevet af Victor Young, som også komponerede blandt andet “When I Fall In Love” og “My Foolish Heart”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Gamle Fleetwood Mac-rygter på nye flasker

Gang på gang lander Fleetwood Mac-albummet ”Rumours” på lister over musikhistoriens største plader, og for de fans, der ikke kan få nok af bandets mesterværk, er der netop landet en særlig udgivelse. ”Rumours” udkom oprindeligt i 1977 i en meget speciel tid for bandets fem medlemmer, som havde været mere end bare musikalske kolleger. Christine og John McVie var blevet skilt, Stevie Nicks og Lindsey Buckingham var gået fra hinanden, og der var også skilsmisse i luften hjemme hos Mick Fleetwood, som senere på året indledte et forhold til Stevie Nicks. Men ud af følelseskaos og interne nedsmeltninger voksede et stort værk som meget passende er blevet kaldt en skilsmisse-LP, og som rummede sange som ”Dreams”, ”Go Your Own Way”, ”Don’t Stop” og ”Songbird”. Arbejdstitlen var i en periode ”Yesterdays’s Gone” opkaldt efter en linje i sangen ”Don’t Stop”, men i sidste ende faldt valget på ”Rumours” (”Rygter”, red.). Ifølge dokumentarprogrammet ”Classic Albums” var det John McVies forslag, fordi han følte, at medlemmerne skrev dagbøger om hinanden gennem deres sange.

46 år senere er ”Rumours Live” nu udkommet med en koncertoptagelse fra The Forum i Los Angeles i 1977 kun få måneder efter udgivelsen af ”Rumours”. Den nye, gamle udgivelse kan fås både digitalt, på CD og på LP og indeholder liveversioner af i alt 18 sange fra ”Rumours” og Fleetwood Macs foregående album, hvoraf kun en enkelt optagelse har været udgivet tidligere.

Kategorier
Musiknyheder

Freddie Mercurys luksusloppemarked

Hen over sommeren har man i auktionshuset Sotheby’s i London kunne besigtige en imponerende samling af kunst, antikviteter, kostumer og rock-relikvier, og netop i dag begynder auktionen over ca. 1500 genstande fra Freddie Mercurys liv. Forsangeren i rockgruppen Queen døde i 1991 og efterlod hus og inventar til veninden Mary Austin, som han havde kendt siden 1970, hvor hun var på date med Queen-guitaristen Brian May. Mercury omtalte Mary Austin som sin tætteste ven, og under hans AIDS-sygdomsforløb, var det også hende, der tog sig af ham. Nu er hun nået dertil i sit liv, hvor hun rydder op og rydder ud, og ifølge BBC har hun med undtagelse af nogle få meget personlige gaver fra Freddie Mercury sat det hele til salg. Det drejer sig blandt andet om dyre smykker, gamle vaser, kunstværker af Picasso, Dalí, Miro, Matisse og Chagall samt en Wurlitzer-jukebox fra 1941. For Queen-samlere er der blandt andet masser af tøj, som Freddie Mercury har optrådt i, og den håndskrevne skitse til ”We Are the Champions” med både tekst, akkorder og vokalharmonier fordelt over ni sider, som forventes at indbringe mellem 200.000 og 300.000 pund.

Hvis pengepungen er i orden, er det også muligt at erhverve sig det miniflygel, Freddie Mercury indkøbte i 1975 og efterfølgende skrev mange af sine sange ved. Mercury havde været på jagt efter et instrument, der passede bedre til hans voksende musikalske ambitioner end hans gamle klaver og samtidig kunne klemmes ind i den lejlighed, han delte med Mary Austin. Løsningen blev et Yamaha-miniflygel til ca. 1000 pund, som ved auktionen i dag forventes at blive solgt til 2-3 millioner pund.

“Freddie behandlede Yamaha-flyglet med stor respekt”, har Mary Austin fortalt til BBC. ”Han betragtede det som mere end et instrument. Det var en forlængelse af ham selv, udtryksmidlet for hans kreativitet. Han røg aldrig ved flyglet eller satte et glas på det, og han sikrede, at ingen andre gjorde det heller. Flyglet var altid uberørt”.