Musikbrevkassen.dk

Nye plader udkommer året rundt, men man kan ikke ligefrem sige, at sommerferieperioden er en højtid for albumudgivelser. Alligevel er der om få dage 50-års-jubilæum for en af Danmarks mest kendte LP’er nogensinde, for i juli 1973 udkom Kim Larsens debutplade ”Værsgo”. Det er velkendt, at ”Værsgo” var et soloprojekt, der havde til formål at redde Gasolin’, for på det tidspunkt knagede det i fugerne på det populære band, som havde udgivet to LP’er. Der var blandt de andre i bandet ikke lydhørhed over for Kim Larsens flirt med visetraditioner og folkemusik, men han kunne heller ikke bare pakke denne interesse helt væk,og produceren Poul Bruun frygtede, at Gasolin’, som han også selv havde investeret tid og prestige i, skulle gå i stykker på grund af disse musikalske uoverensstemmelser. Han fik derfor etableret et kompromis, hvor Larsen på en soloplade kunne få afløb for sin indre trubadur, mens resten af Gasolin’ fik lovning på, at deres tredje album kunne udsendes både på dansk og i en international version på engelsk mod at de til gengæld ikke ville gøre modstand mod Larsens sidespring. På den måde håbede Poul Bruun og pladeselskabet, at man uden ikke for megen diskussion kunne komme tilbage på sporet med Gasolin’. Som forfatteren og musikeren Henrik Marstal opridser i den nye bog ”Kim Larsen: Værsgo” om pladen og tiden omkring den, så var der ikke mange, der forventede ret meget af Kim Larsens soloprojekt, og det kan også forklare, hvorfor ”Værsgo” udkom på et lidt besynderligt tidspunkt på året:

”Beslutningen var rent strategisk: Poul Bruun og pladeselskabet CBS vidste, at det ville kunne forvirre Gasolin’s fans med et soloalbum fra bandets forsanger så at sige i utide. At henlægge udgivelsen til sommeren var derfor en måde at signalere, at albummet da heller ikke skulle opfattes som en alt for seriøs udgivelse. I god tråd med den strategi udkom albummet ifølge Poul Bruun da også helt uden promotiontiltag, om end det blev sendt ud til anmeldelse, og der nu også blev lavet plakater, der reklamerede for albummet”, skriver Henrik Marstal i sin nye bog.

Men på trods af den begrænsede indsats for at slå på tromme for udgivelsen, tog interessen for ”Værsgo” alligevel lidt efter lidt fart blandt pladekøberne, og pludselig var LP’en med sange som ”Nanna”, ”Det er i dag et vejr”, ”Joanna”, ”Hvis din far gi’r dig lov” og ”Christianshavns kanal” en stor succes. Det har den været i et halvt århundrede nu, og den er både blevet kåret som den bedste danske plade nogensinde i en afstemning og er optaget i den Kulturministeriets kulturkanon med markante eksempler på dansk kulturarv, som blev præsenteret i 2006.

I 1994 modtog Paul McCartney to kassettebånd fra John Lennons enke Yoko Ono med fire sange, Lennon ikke selv havde nået at færdiggøre. The Beatles udgav deres sidste studiealbum i 1970, og efter John Lennon død i 1980 var det indlysende, at de fire musikere aldrig kunne samles igen. Men med teknisk assistance ændrede det sig i midten af 1990’erne, da Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr samlede tre dobbelt-CD’er i serien ”The Anthology” med demoversioner, alternative indspilninger og andre interessante ting fra arkiverne. I den forbindelse fik de med tilladelse fra Yoko Ono lov til at arbejde med uudgivne sange af John Lennon, som han havde skrevet i 1970’erne, men ikke nået at udgive, før han blev dræbt. En af dem var ”Grow Old With Me”, som dog havde været udsendt på et posthumt Lennon-album i 1984. Med på båndene var også ”Free As a Bird” og ”Real Love”, som de tre overlevende Beatles-medlemmer færdiggjorde i et mix af nye indspilninger og John Lennons demooptagelser, og midt i 1990’erne var det en musikalsk sensation at få lov til opleve nye Beatles-sange.

Men med på båndene fra boet efter John Lennon var en fjerde sang, som ikke nåede ud til offentligheden, og meget tyder på, at denne sang langt om længe bliver færdiggjort. Paul McCartney har tidligere fortalt om, at den fjerde sang, ”Now and Then”, har rumsteret i ham siden da, og der gættes på, at det var ”Now and Then”, McCartney talte om, da han i sidste uge overraskede alle ved at fortælle, at der er en sidste Beatles-sang på vej: ”Vi er lige blevet færdige med den, og den vil blive udgivet i år”, sagde han til BBC Radio 4 i sidste uge. Hvem ”vi” er, melder historien indtil videre ikke noget om, og der således heller ikke nogen informationer om, hvorvidt hans gamle kollega Ringo Starr er involveret, eller om indspilningen er lavet sammen med produceren Jeff Lynne, der også var med til at færdiggøre ”Free As a Bird” og ”Real Love” for snart 30 år siden. Dengang var problemet med ”Now and Then” ikke blot, at den ikke var færdigskrevet fra Lennons side, men også at lydkvaliteten af hans vokal var meget dårlig med en kraftig summen på kassettebåndet, som ikke var til stede på de andre tre sange. Det kunne man ikke kompensere for med de tekniske muligheder, der var til stede i 1990’erne, og blandt andet derfor var George Harrison modstander af, at de arbejdede videre med ”Now and Then”. Men kunstig intelligens og andre teknologier gør det i dag muligt at rense lyden på gamle optagelser på en ny måde og potentielt også at udfylde de huller, der måtte være i en optagelse. Paul McCartney fortalte til BBC Radio 4-programmet ”Today”, at de har arbejdet med kunstig intelligens for at vikle John Lennons stemme ud af en gammel indspilning for derigennem at færdiggøre den.

Om det vitterligt er ”Now and Then”, og hvordan denne sidste Beatles-sang lyder, får verden ifølge Paul McCartney at høre inden årets udgang.

Musikhistorikere og pigtrådsfans vil kunne diskutere længe, om det er Otto Brandenburg, Ib ”Rock” Jensen, Peter Belli eller en helt fjerde, der fortjener titlen som Danmarks første rockstjerne. Men uanset hvordan historien skrives, kan man nemt argumentere for, at Peter Belli var den største blandt de første, og hans stemme og stil var med til at etablere rock’n’roll-musikken på dansk grund. ”Ulven Peter” gik bort i sidste uge kort før sin 80-års-fødselsdag, og han har kunnet se tilbage på et langt liv som musiker og entertainer. Faktisk lavede han dette tilbageblik allerede i 1975, da han udgav sangen ”Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år”, blot elleve år efter gennembruddet med bandet Les Rivals. Sangen tog udgangspunkt i ”Rock and Roll (I Gave You the Best Years of My Life)”, som først Kevin Johnson og senere Mac Davis havde haft succes med, men det var ikke bare en simpel oversættelse af teksten, men derimod en tilpasset fortælling om netop Peter Bellis vej ind i musikken med Chuck Berry og The Beatles, om tiden på spillestedet Hithouse, og om det sporskifte han foretog, da han gik fra rock’n’roll til mere socialrealistisk pop og dansktop: ”Men se, tiderne de skiftede, og musikken skiftede med, jeg prøvede lidt forskelligt, til jeg fandt mit nye sted”. På pladecoveret kunne man læse, at teksten til ”Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år” var af Claus Lyne, som i virkeligheden var et pseudonym for Johnny Reimer og/eller Peer Juul, som under navnet Claus Lyne skrev en del af Peter Bellis tekster i de år. ”Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år” var en af flere sange, der mere eller mindre direkte handlede om Peter Bellis eget liv, og den nostalgiske sang om karrierens tidligste år fulgte ham helt til det sidste. Da Peter Belli i december 2017 gav sin afskedskoncert, var den faktisk det sidste af fire ekstranumre og dermed den allersidste sang ved den allersidste koncert.

Selvom Peter Belli egentlig var gået på pension udgav han tidligere i år udgav nummeret ”En sidste sang” sammen med sin søn Michel Belli og Michels band Den Syvende Søn, hvor fortid og nutid også mødes: ”Når lyset brænder ud, og natten den bliver ved, og takten går i stå, så er det helt okay, for publikum var med, og stemningen var høj og sættet det var langt – der er altid en sidste sang”. Michel Belli fortalte til Gaffa, at det var far Peter, der selv havde foreslået en duet på Den Syvende Søns kommende album, og Michel gik i gang med arbejdet. “Jeg havde fået en idé der tog mig lang tid at gøre færdig, for jeg havde fået en ide der ikke var lige til. Min fars forespørgsel havde startet den tanke, at vi en dag skal sige farvel for sidste gang, men vi ved ikke hvornår. Jeg præsenterede min far for sangen, og den sidste dag i studiet indspillede vi sangen – En sidste sang”.

Hej Tor
Fra lokalradioernes barndom kan jeg huske en virkelig underlig sang, ”Vil du ikke se mit drivhus”, men det er evigheder siden jeg har hørt den. Jeg kan huske, at det lød lidt som Lars Lilholt (altså stemmen), men det tror jeg nu ikke det var. Jeg håber, det siger dig noget.
Mvh Benni

Hej Benni
Tænk at noget, der har været pakket væk i min hukommelse i årtier, står helt klart for mig, når du bringer det på bane i et spørgsmål. For jeg kan godt huske den underlige sang om drivhuset, Lille Karen og Steen med stikkelsbærben. Kunstneren kaldte sig Velo Vagn, og selvom omkvædet (eller hvad man nu skal kalde det) i hans sang fra 1989 lægger op til, at nummeret burde hedde ”Vil du ikke se mit drivhus”, så var titlen faktisk ”Har do lyst te’ å bli’ kyst”. Velo Vagn udgav to singler med i alt fire sange, og på Youtube kan du se en slags kortfilm om Velo Vagn og hans musikalske univers, inkl. ”Har do lyst te’ å bli’ kyst”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I næste uge kommer en af det seneste årtis absolut største popstjerner til Danmark, når The Weeknd giver koncert i Horsens onsdag. Den canadiske sanger Abel Tesfaye kommer med store hits som “Blinding Lights”, “Can’t Feel My Face”, “I Feel It Coming”, “Starboy” og “Save Your Tears” i bagagen til Nordstern Arena i Horsens, og måske bliver det sidste chance for at opleve den populære sanger i Danmark under navnet The Weeknd. Abel Tesfaye tog kunstnernavnet The Weeknd, da han begyndte at lave musik, og han har ad flere omgange forklaret, hvordan navnet opstod. Som 17-årig droppede han ud af gymnasiet, og sammen med en kammerat smed han et par madrasser og de mest nødvendige ting i en varevogn og stak af. Den weekend flyttede han hjemmefra uden varsel og kom aldrig tilbage, og begivenheden ophøjede han til at være et kunstnernavn. Der fandtes dog allerede et canadisk rockband ved navn The Weekend, så for at undgå rettighedskonflikter ændrede Abel Tesfaye sin stavemåde til The Weeknd.

Nu er der dog noget, der tyder på, at Tesfaye er ved at være nået til vejs ende som The Weeknd. For nylig ændrede sangeren på sociale medier sit navn tilbage til det mere borgerlige Abel Tesfaye, og i begyndelsen af maj fortalte han til W Magazine, at han er i gang med en renselsesproces. ”Det er på vej mod et sted og et tidspunkt, hvor jeg gør klar til at lukke The Weeknd-kapitlet. Jeg vil stadig lave musik, måske som Abel, måske som The Weeknd. Men jeg har stadig lyst til at slå The Weeknd ihjel. Og det gør jeg. På et tidspunkt. Jeg forsøger helt klart at smide hammen og blive genfødt”. I interviewet fortæller han også, at han arbejder på et nyt album, der formentlig bliver det sidste under navnet The Weeknd, fordi han er ved at have sagt alt, hvad han kan sige som The Weeknd.

Hej Tor
I januar 1978 var jeg på studietur i England, og sangen Funkytown blev spillet en del gange på et diskotek I Birmingham. Det tænkte jeg ikke mere over, før jeg hørte versionen med Lipps Inc., da den blev et hit. Men husker jeg forkert? Angiveligt skulle den være skrevet af Steven Greenberg fra Lipps Inc. og udgivet i 1979/80. De to versioner husker jeg som temmelig ens, dog havde førstnævnte en noget mere fyldig instrumentallyd.
Med venlig hilsen
Steen

Hej Steen
Jeg er fristet af blot at sige, at du husker forkert – enten hvad angår den musik, du har hørt på studieturen, eller hvornår du var i England. Sagen er den, at jeg ikke kan finde noget som helst, der knytter “Funkytown” til 1978. Steven Greenburg skrev selv sangen til sin gruppe Lipps Inc., som udgav den på deres debutalbum i efteråret 1979 og som single i marts 1980, og der er ingen spor af, at den har været udgivet af andre tidligere af andre. Det er selvfølgelig ikke helt utænkeligt, at der har floreret en demoversion blandt DJ’s allerede i begyndelsen 1978, selvom der er langt fra Steven Greenburgs hjemby Minneapolis og hans funky drømmeby New York til engelske Birmingham. Og hvis ikke jeg skal afveje din hukommelse, er det faktisk mit bedste bud på et svar.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I sidste uge mistede musikken en af sine største stjerner, da en sangerinde med musikalske aktiviteter gennem syv årtier forlod denne verden. Tina Turner blev 83 år gammel, og hun vil blive husket for ikke blot en kraftfuld stemme og udvalgte hits, men også for et af musikhistoriens mest overrumplende comebacks og for at rejse sig som succesfuld solokunstner efter bruddet med sin voldelige ægtemand og musikalske partner, Ike Turner. Hun begyndte i hans band i slutningen af 1950’erne, og i årene derefter optrådte de som Ike & Tina Turner, indtil både ægteskabet og samarbejdet gik i stykker i 1976. Tina Turners tid som rockstjerne så ud til at være slut, men otte år senere sprængte hun alle rammer og blev en superstjerne i egen ret med hits som ”Private Dancer” og ”What’s Love Got To Do With It”.

Hendes store signatursang udkom dog først i 1989, da hun samlede en stærk sang med manglende succes op. Kollegaen Bonnie Tyler havde udgivet sangen ”The Best” uden rigtigt at nå nogen vegne med den, men Tina Turner hørte potentialet i ”The Best”. Hun havde dog også klare holdninger til sangens styrker og svagheder, så hun bad Mike Chapman og Holly Knight, der havde skrevet ”The Best”, sløjfe en guitarsolo til fordel for et C-stykke, hvilket blev til den nu så velkendte passage med ”Each time you leave me, I start losing control”. Tina Turner formåede at gøre ”The Best” til et gigantisk hit, og i de mange år, der fulgte, kom sangen også til at referere til Tina Turner selv: På mange områder var hun simply the best.  

Hej Tor
Jeg synger ofte “Jeg ved en lærkerede” som godnatsang for min datter, men af og til får jeg lyst til at synge den på en jazzet melodi, der passer til teksten. Jeg mindes at have hørt en indspilning af den, men i hvert fald falder det mig helt naturligt (også) at bruge denne hurtigere melodi. Mon det siger dig noget?
Chr.

Hej Chr.
Selve melodien, der er i spil i denne sammenhæng, er Horace Silvers komposition “The Preacher” fra 1955. Herhjemme blev melodien især kendt i 1959 som “Jazzbacillen” med den svenske sangerinde Siw Malmkvist, der indspillede den på både svensk og dansk, og der skal ikke mange justeringer til, før man kan synge teksten til “Jeg ved en lærkerede” hen over melodien. Jeg er ikke klar over, om det var De Nattergale, der fik idéen til at kombinere teksten fra den gamle børnesang med den muntre jazzmelodi, men de havde den i hvert fald med på deres første plade “Hva’ har vi da gjort… siden vi ska’ ha’et så godt”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger