Musikbrevkassen.dk

I USA udvælger det, der svarer det Det Kongelige Bibliotek herhjemme, hvert år 25 stykker musik, som kommer med i en samling af værker af stor kulturel betydning. Library of Congress, som det amerikanske nationalbibliotek hedder, afslørede i sidste uge hvilke 25 musikværker, der fremover også skal have plads i National Recording Registry, som nu tæller 625 værker. Og denne gang var en helt ny type en musikgenre repræsenteret. For udover blandt andet kendte popsange og nogle over 100 år gamle optagelser af mariachi-musik, er der nu for første gang inkluderet musik fra et computerspil i oversigten over både amerikansk og udenlandsk musik med betydning for den amerikanske kulturarv. Og hvis man skal indlemme spilmusik på listen, er det naturligt at starte med det velkendte og slidstærke hovedtema fra ”Super Mario”-spillene. ”Super Mario Bros. Theme” så dagens lys i 1985 og er siden blevet genbrugt, genskabt og genfortolket et utal af gange i serien af Mario-spil, og den store hæder fra nationalbiblioteket i Washington DC falder samtidig med, at det musikalske tema også indtager alverdens biografer.

Tegnefilmen ”The Super Mario Bros. Movie”, der havde dansk premiere i påsken, har allerede slået flere rekorder for billetsalg, og heri møder publikum selvfølgelig også variationer over det snart fyrre år gamle ”Super Mario Bros. Theme”. Det var komponisten Koji Kondo, der på et lille keyboard skabte temaet til det første Mario-spil, og Library of Congress citerer ham for, at den mængde data, der dengang kunne bruges på musik og lydeffekter var meget lille, så han var nødt til at være innovativ for at løse opgaven, men allerede i 1985 kunne han mærke, at der kunne være noget stort under opsejling: ”Jeg havde også en fornemmelse af, at dette spil kunne være noget, der kunne udvikle sig til en serie og køre videre i lang tid”.

61-årige Koji Kondo arbejder fortsat i spilfirmaet Nintendo, hvor han år efter år har været med til at lave musik til diverse Mario-spil. Derfor har han også været involveret i lydsiden til det nye filmhit om blikkenslagerbrødrene, Donkey Kong, prinsesse Peach og monsterskurken Bowser.

Helt almindelige borgere kan være med til at indstille musikværker til optagelse i National Recording Registry, som Library of Congress styrer. I år er listen blevet udvidet med blandt andet John Lennons ”Imagine”, Madonnas ”Like a Virgin”, Mariah Careys juleklassiker “All I Want For Christmas Is You”, “St. Louis Blues” fra 1922 og Jackie DeShannons indspilning af “What the World Needs Now is Love” fra 1965 – samt ikke mindst lyden af et japansk computerspil om to italienske brødre, der har gået sin sejrsgang over det meste af verden siden 1985.

Hej Tor
Nu prøver jeg her. Hvad hedder den sang der er i Oisters TV reklame. En sørøversang. Håber i kan hjælpe.
Vibeke

Hej Vibeke
Oister bruger en udgave af den newzealandske sømandssang “Wellerman”, som formentlig stammer fra 1800-tallet. Den blev for et par år siden meget kendt, da sangeren Nathan Evans og hans kærlighed til gamle søfareres musiktraditioner blev et stort hit på sociale medier. Du kan høre hans udgave af “Wellerman” på Youtube og læse mere om sangen her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Et hit fra slutningen af 90’erne baseret på en klassiker fra begyndelsen af 80’erne fik fornyet opmærksomhed for nogle dage siden, da de økonomiske aspekter i sangen kom til debat. Et sted på nettet var et klip dukket op med musikeren Sting, som i et radiointerview får spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt, at rapperen Diddy – tidligere kendt som Puff Daddy – skal betale Sting 2000 dollars om dagen for at have brugt sangen ”Every Breath You Take” som grundlag for hittet ”I’ll Be Missing You”. Til det svarer Sting ”Jep, resten af hans liv”. Efter det fire år gamle interview blev samlet op af flere netmedier, korrigerede Diddy i et opslag på Twitter: ”Niks. 5000 om dagen. Kærlighed til min broder Sting”.

At beløbet overhovedet kunne blive et samtaleemne skyldes, at Diddy (og hans daværende alter ego Puff Daddy) i 1997 ikke på forhånd havde fået tilladelse af Sting og hans band The Police til at bruge deres hit fra 1983. Diddys ven, rapperen Notorious B.I.G., var blevet dræbt i et skyderi, og alle omkring ham var i sorg. I Netflix-serien ”Hip-Hop Evolution” fortæller Diddy, at han havde været nedtrykt og parat til at droppe sin karriere, da han en dag hørte ”Every Breath You Take” og tog det som et tegn: ”Nogle gange skal man bruge en smule lys for at kunne udtrykke sig. Jeg tænkte, at det bedste, jeg kunne gøre, var ikke at give op”, og at det var sådan, B.I.G ville havde ønsket det.

Sammen med Notoriuos B.I.G.s enke Faith Evans indspillede han hyldestsangen ”I’ll Be Missing You”, der blev et af verdens største hits i 1997. Han fik ikke indhentet de rette tilladelser til at bruge The Police-sangen som grundlag, men reelt betyder det faktisk ikke, at han skal betale hverken 2000 eller 5000 dollars dagligt til Sting. For nogle dage siden måtte Diddy nemlig til tasterne igen for at understrege, at det bare var for sjov, at han havde blandet sig: ”Sting og jeg har været venner længe. Han har aldrig afkrævet mig 2000 eller 5000 dollars om dagen for Missing You. Han tjener formentlig mere end 5000 om dagen på en af de største sange i historien”.

Igen i denne uge kan musikverdenen markere et stort 50-års-jubilæum – i hvert fald den danske musikverden. Shu-bi-dua eksisterer ikke længere, og forsanger Michael Bundesen gik bort i 2020, men hans mangeårige makker Michael Hardinger og to af de andre Shub’ere optræder fortsat med de gamle sange i Hardinger Band, og på fredag skyder de gang i en turné, der skal fejre et halvt århundrede med fest og fællessang siden den første radiooptræden i marts 1973.

Dengang arbejdede både Michael Bundesen og Michael Hardinger i Danmarks Radio, hvor de blandt andet lavede musikindslag og jingler til søndagsprogrammet ”Åbent Hus” på P3. De havde blandt andet omskrevet Birthe Kjærs populære ”Jeg går aldrig til bal uden trusser” til ”Jeg går aldrig til bal uden briller”, og en dag viste Bundesen P3-værten Benny G. Jensen en tekst, han havde skrevet sammen med sin kammerat Jens Tage Nielsen. Værten ville gerne bringe sangen i sit program, hvis de ihærdige radioassistenter kunne finde et sted at indspille den, så de samlede en gruppe musikere, Michael Hardinger spillede med, i en kollegiestue med god akustik og gik i gang med at optage det, der skulle blive den første amatørudgave af Shu-bi-duas gennembrudshit ”Fed rock”. I bogen ”Alting har en ende” fortalte Michael Bundesen, at de til radiopremieren havde overvejet Rock-Robert & Robotterne som bandnavn, men at han i sidste ende havde nedlagt veto, så da den humoristiske rocksang skulle præsenteres i radioen, måtte der findes på noget andet. Det blev P3-vært Benny G. Jensen, der leverede et bandnavn til dem, fortalte Bundesen i erindringsbogen: ”Måske kunne vi hedde det, som koret altid sang i Elvis-sangene: Shu-shub-bi-du-bi-du. Eller noget i den retning. Det var bare sådan en ting, man sagde. Det var en lyd, der flød virkelig godt i munden. Elvis sang det. John Mogensen havde nogle år forinden indspillet ’Fut i fejemøget’, hvor han halvt sang og halvt scattede ’shubidubi, shubidua’. Og vi sang det selv i koret i omkvædet på ’Fed rock’. Som de sagde i radioen i marts 1973, da Benny G. Jensen i ’Åbent Hus’ præsenterede ’Fed rock’ for første gang: ’Her er vores studiegruppe. Vi plejer at kalde dem Shu-Bi-Dua’. Okay. Så hed vi det.”

I første omgang var det ikke ment som mere end en enkeltgangsforeteelse på P3, men efter ”Fed rock” havde været i radioen, var der pludselig bud efter Shu-bi-dua – og resten er musikhistorie. Fredag aften går Hardinger Band på scenen i Ringsted Kongrescenter til det første af en stribe ”Shu-bi-læum”-koncerter, og til sommer markeres de 50 år også med et stort show i Aalborg. Den 15. juni står TV 2 og Musikkens Hus bag en stor koncert på havnefronten i Aalborg, hvor kendte musikere hylder orkestret. Her medvirker Hardinger Band også, for de kan aldrig få nok af den fede rock.

Jordskredsvalget, den danske indtræden i EF og loven om fri abort var nogle af de hjemlige begivenheder, som 1973 er husket for i eftertiden, og internationalt kan man pege på militærjuntaens magtovertagelse i Chile og åbningen af Operahuset i Sydney. På musikscenen er der også flere markante begivenheder, som i år kan fejre 50-års-jubilæum, blandt andet udgivelsen af Queens debutplade samt Elvis Presleys ”Aloha From Hawaii”-koncert, som blev live-transmitteret via satellit til store dele af verden. Men rockgenrens nok vigtigste udgivelse i 1973 kom den 24. marts, da gruppen Pink Floyd udsendte mesterværket ”Dark Side of the Moon”. Bandet havde arbejde på det store projekt i et par år, og de havde også optrådt med det live under titlen ”Dark Side of the Moon: A Piece for Assorted Lunatics”, som refererede til det overordnede tema om ting, der kan gøre folk skøre. Den i dag så velkendte titel var dog tæt på at blive ændret, fordi bandet Medicine Head i 1972 udgav albummet ”The Dark Side of the Moon”, og Pink Floyd-medlemmerne så sig nødsaget til at arbejde videre med deres projekt under den alternative titel ”Eclipse”. Men som Pink Floyd-guitarist David Gilmour forklarer i bogen ”Echoes”, kom den planlagte titel i spil igen, da Medicine Head-pladen ikke blev den store succes: ”Den solgte ikke særligt godt, så hva’ pokker. Jeg var modstander af Eclipse, og vi var en smule irriterede, fordi vi allerede havde planlagt titlen, før Medicine Head udkom. Ikke irriterede på dem, men fordi vi ville bruge den titel”.   Og sådan blev det. På fredag er det 50 år siden, resten af verden blev introduceret til numre som ”Money”, ”Time” og ”The Great Gig In the Sky” på albummet med det ikoniske coverbillede af en lysstråle, der brydes i et prisme. Det er måske ikke det lettest fordøjelige rockalbum nogensinde, men ”Dark Side of the Moon” endte med at blive en af de bedst sælgende plader nogensinde, kun overgået af Michael Jacksons ”Thriller”, AC/DC’s ”Back in Black” og soundtracket til Whitney Houston-filmen ”The Bodyguard”.  

Hej Tor
Jeg har set DR programmerne ”Støjbergs stemmer” som jeg synes var vældig gode. Der er et klip med fest på valgaftenen, hvor Inger Støjberg kommer ind til festen. Hvad er musikken, der spiller?
Kh. Heidi

Hej Heidi
Musikken, der blev spillet ved Danmarksdemokraternes valgfest lige på det tidspunkt (32:30 inde i afsnit 2), var ”Hun kommer tilbage” med gruppen Jung. Det var et af de store hits fra Jungs debutplade i 2020, og mon ikke ”Hun kommer tilbage” var valgt med tanke på Støjbergs tilbagevenden efter at være blevet kendt uværdig til at sidde i Folketinget i forlængelse af rigsretsdommen?
Med venlig hilsen
Tor Bagger