Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kellogg’s-musik

Hej Tor
Jeg så tilfældigt en tv-reklame for Kelloggs morgenmad for nogle dage siden og syntes, musiknummeret dertil var rigtig godt. Jeg vil rigtig gerne høre det i hele sin længde og har derfor ledt efter den på YouTube, hvor jeg har fundet reklamen (Publicité Kellogg’s – Janvier 2023), men så kan jeg ikke komme videre! Nu håber jeg på din hjælp til opklaring af, hvem der synger, og hvad nummeret hedder. På forhånd tak for hjælpen.
Kamma

Hej Kamma
Hvordan marketingafdelinger og reklamebureauer udvælger musik til deres kampagner, er ikke helt let at gennemskue, men hvad det er, de har valgt, kan jeg godt forklare i dette tilfælde. Sangen i den nye Kellogg’s-reklame er Etta James-sangen “Something’s Got a Hold On Me” fra 1962. Det indledende stykke fra sangen har i de seneste år været særligt kendt, da det blev samplet til den svenske DJ Aviciis hit “Levels” i 2011.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Hits med havudsigt

Det kan godt være, at tv-2 i mange år kaldte sig for Danmarks kedeligste orkester, men stillesiddende kan man ikke beskylde dem for at være. De var knapt nok færdige med deres 40-års-jubilæumsturné, før de satte gang i et stort projekt med Danmarks Underholdningsorkester, som har premiere i dag. I den kommende tid turnerer de rundt i landet med en symfonisk overbygning på de velkendte hits som en slags videreførelse af et lignende initiativ i 1999. Dengang lavede tv-2 sammen med DR’s Underholdningsorkester og Peter Schaufuss Balletten en musikalsk forestilling med titlen ”Manden, der ønskede sig en havudsigt”, der også blev udgivet på CD. Forsanger Steffen Brandt har op til den nye turné erklæret, at undertitlen denne gang sagtens kunne have været “Manden der ønskede sig en havudsigt – og fik den”. Faktisk luftede han idéen om en fortsættelse allerede i september 1999 i et interview med Jyllands-Posten forud for premieren på Aarhus Festuge: “Hvis ikke det bliver mere spændende end nu, altså spændende set med negative briller, så har det absolut været en god oplevelse, der får mig til at ønske, at der skal laves en del 2. Den kan eventuelt hedde Manden der ønskede sig en havudsigt – mere”, sagde Steffen Brandt dengang for snart 24 år siden, hvor balletmesteren Peter Schaufuss i samme ombæring foreslog en trilogi: ”Først ønskede han sig en havudsigt, så får han den i anden omgang, og så mister han den i tredje”. Hvis den model holder, er der mere arbejde forude for Steffen Brandt, hans band og deres medrejsende symfoniorkestre. Steffen Brandt bød også ind med idéen om en ekstra forestilling relateret til Aarhus Festuge med titlen ”Manden der ønskede sig et fadølsanlæg”. I år hedder koncertrækken blot ”tv-2 & Danmarks Underholdningsorkester”, og i aften er der i Vejle premiere på rock/symfoni-turnéen med tv-2’s sangskat, som i den kommende måned bevæger sig rundt i landet.

Kategorier
Musiknyheder

Et nyt solstrejf i en kendt vandpyt

I lørdags blev årets danske Melodi Grand Prix afholdt, og udover otte nye sange og en seerafstemning, der langt fra gik som planlagte, var der endnu en ting, der vakte opsigt. For undervejs stod også sangerinden Svea S på scenen som en del af underholdningen i ventetiden før afgørelsen. Hun fremførte sin nye fortolkning af Danmarks første vinder af det internationale Melodi Grand Prix, ”Dansevise”, som netop nu har 60 års-jubilæum. Det gjorde hun med en moderne lyd, men med respekt for den tone og stemning, der gjorde ”Dansevise” til noget særligt ikke bare i 1963, men også i alle årene siden da. ”Dansevise” blev skrevet af komponisten Otto Francker og tekstforfatteren Sejr Volmer-Sørensen, og det skete helt bogstaveligt i sidste øjeblik iforhold til at få den med i Grand Prixet. I forbindelse med sangens 50 års-dag havde Politiken en gennemgang af historien bag, og her genfortalte Jørgen de Mylius den historie, han havde fået fra Volmer-Sørensens hustru Grethe Sønck.

Reglerne i Danmarks Radio var dengang, at bidrag til Melodi Grand Prix skulle indleveres som tekst og noder på en bestemt dag senest klokken 12, hvorefter de indsendte sange skulle vurderes af en jury.

”Først ved 10-tiden om formiddagen, den dag der var deadline, kom Otto Francker op i den lejlighed på Gråbrødre Torv i København, hvor sangerinden Grethe Sønck boede sammen med sin mand Volmer-Sørensen”, fortalte Jørgen de Mylius. Otto Francker havde komponeret en melodi, som han ville høre den erfarne tekstforfatters vurdering af på trods af, at der kun var et par timer til, at der ville blive lukket for indlevering af sange. Volmer-Sørensen var positiv, og historien går på, at han lagde sig på køkkengulvet derhjemme og meget hurtigt skrev ordene til det, der skulle blive en sand evergreen: ”Et solstrejf i en vandpyt, et lille kindkys af en vind og sivet, der nynner, at livet begynder sit spind i dit sind”. Alt faldt på plads, og to minutter i 12 blev en kuvert med tekst og noder til en såkaldt ”Dansevise” afleveret på Danmarks Radio.

Da sangen var blevet udvalgt til at deltage i Melodi Grand Prix, blev det kendte musikerægtepar Grethe og Jørgen Ingmann bedt om at fremføre ”Dansevise”, og i Jørgen de Mylius’ bog ”Det danske Melodi Grand Prix” kan man læse, at de faktisk ikke spåede sangen nogen særlige chancer, fordi den var for god og ikke banal nok til at kunne begå sig i Grand Prix. Sangen var rigtigt nok god og ikke banal, men det viste sig ikke at være et problem, og i næste uge er det 60 år siden, at ”Dansevise” vandt i Danmark. En måned senere sejrede den også ved den europæiske finale i London, og i lørdags fik Francker og Volmer-Sørensens lille mesterværk nyt liv med den unge sangerinde Svea S.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Billig VVS

Hej Tor
Hvad hedder sangen fra Billig VVS?
Tonni S.

Hej Tonni
Jeg husker ikke selv at have set en sådan reklame, så jeg har været en tur omkring kontoret hos Billig VVS. De har dog ikke lanceret nye kampagner for nylig, men de har i en tidligere reklame brugt “Don’t Give Up On Love” med James Knight & Daniel Farrant feat. Hayley Sanderson. Det lyder måske som en gammel sag, men den stammer fra James Knight & Daniel Farrants album “Crooners & Swooners” fra 2014.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Sommerhit i februar

Det må være en kandidat til titlen som musikhistoriens mærkeligste timing for et sommerhit, men i dag er det 60 år siden, Cliff Richard udsendte singlen ”Summer Holiday”. Siden dengang er den år efter år dukket op i sommerperioden, men selve udgivelsen skete på en februardag i 1963. Den mærkværdige timing for en sommerferiesang skyldtes, at den var en del af filmen ”Summer Holiday”, som Cliff Richard spillede hovedrollen i, og som havde premiere i januar 1963. To år forinden havde Cliff Richard høstet stor popularitet med filmen ”The Young Ones” og sangene herfra, så succesformlen skulle gentages i 1963. Musikerne fra hans band The Shadows blev bedt om at skrive sange, som kunne passe til den nye film, selvom de ikke kendte meget til handlingen. Guitarist Bruce Welch fortalte for et par år siden til avisen Daily Mail, at de på det tidspunkt kun havde fået en synopsis, der kortfattet udstak hovedlinjerne: Fire eller fem fyre lejer en London-bus og kører gennem Europa på en sommerferie og møder piger. Arbejdet gik i gang med det samme, og Welch leverede straks den nu så kendte linje ”We’re all going on a summer holiday, no more working for a week or two”, mens trommeslager Brian Bennett bød ind med linjen ”We’re going where the sun shines brightly, we’re going where the sea is blue”. Det store hit blev skrevet lynhurtigt. ”Det tog os en halv times tid. Vi skrev sange, der ændrede samfundet. Det var fantastisk”, fortalte Bruce Welch til Daily Mail i efteråret 2020. I filmen endte deres ven Cliff Richard med at skulle synge ”Summer Holiday”, mens han sad ved rattet i den ombyggede dobbeltdækkerbus med kurs mod Paris.

Filmen havde verdenspremiere i London i januar 1963, hvor Cliff Richards popularitet var så stor, at den var skyld i, at han ikke kunne overvære den første fremvisning. Ved Warner Theatre på Leicester Square var der nemlig mødt 3000 mennesker op for at se giraffen, og den store folkemængde betød, at det ikke var muligt for hovedrolleindehaveren Cliff Richard at stige ud af bilen for at komme ind i biografen.

Kategorier
Musiknyheder

Anne Linnets sang til Ritt – og hendes træer

Når Ritt Bjerregaard i dag bliver begravet, skal en af hendes veninder synge en sang, som er skrevet særligt til hende. Ritt Bjerregaard og musikeren Anne Linnet har kendt hinanden gennem mange år, og til ”Aftenshowet” på DR1 fortalte Linnet, at hun var til stede, da den 81-årige politiker udåndede lørdag den 21. januar. I dag skal hun indfri det løfte, hun for flere år siden gav Ritt Bjerregaard om at synge ved hendes begravelse. Sangen ”Hun fletter sit hår”, som Anne Linnet skal fremføre i kapellet på Vestre Kirkegård i København, er ikke en af hendes mest kendte, men til gengæld handler den om netop Ritt Bjerregaard. Den stammer fra Anne Linnets album ”Her hos mig” fra 2005, og i 2015 fortalte hun i musikbladet Gaffa om sangens tilblivelse:

”Jeg havde været ude at arbejde hele dagen i hendes æbleplantage, og da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg “hvad er det egentlig, træer kan?” Det er helt centralt i slægtsforskning, og når moderkagen skvatter ud, efter et barn er født, så ligner den et træ. Jeg tænkte på, at Ritt igennem hele sit liv har haft op- og nedture, som vi alle sammen har, og på hvordan et menneske holde til så ekstreme opture og nedture. Det er måske bare vigtigt, at man er ekstremt god til at holde fast i sit træ. Se, hvor man kommer fra og sørge for, at træet bliver stående. Teksten siger det hele. Den er om Ritt, men er et billede på både mænd og kvinders opture og nedture, og jeg har da også selv været der. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver fascineret af stærke kvinder, fordi dialogen er så givende”.

Ritt Bjerregaard havde udadtil et ry som netop en stærk kvinde og ikke mindst som foregangskvinde for andre kvinder i politik. Måske med hjælp fra de træer, hun også var optaget af:

”Jeg er godt klar over, at selv meget stærke mennesker har tidspunkter i livet, hvor de er svage. Det er så der, man skal være god til at holde fast i sit træ eller have mennesker omkring en, som hjælper en med at holde fast i det træ”, forklarede Anne Linnet i Gaffa.

I dag kl. 13 samles familie, venner og gamle kolleger til en ikke-kirkelig begravelse på Vestre Kirkegård i København. Efter seancen i det store kapel, hvor Anne Linnet skal synge ”Hun fletter sit hår”, bliver Ritt Bjerregård begravet i et område, der i folkemunde kaldes Det Røde Hav, fordi en lang række prominente navne fra Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen ligger begravet ved en lille sø på kirkegården. Traditionen startede med Thorvald Stauning i 1942, og i nærheden af ham ligger blandt andre Jens Otto Krag, K.K. Steincke, H.C. Hansen, Hans Hedtoft, Anker Jørgensen og den allerførste socialdemokratiske borgmester Jens Jensen. I et nyt område, der støder op til gravstederne for fortidens store socialdemokrater, har Ritt Bjerregaard fået plantet fem æbletræer, og her skal hun begraves.

Kategorier
Musiknyheder

Jagger og djævlen går på TikTok

Det sociale medie TikTok er først og fremmest samlingssted for børn og unge, som deler små videoklip med især musik og dansetrin, men en øvre aldersgrænse er der ikke for brugerne. Derfor var der i sidste uge også plads til, at en mand, som snart fylder 80 år, dansende og hujende kunne gøre sin entré på TikTok. Den 79-årige TikTok-debutant er dog ikke hvem som helst, for det er sangeren Mick Jagger (@jagger), der er gået ombord i de unges kanal, samtidig med at hans band The Rolling Stones også har fået oprettet en officiel profil (@therollingstones). I sin første lille video på TikTok siger Jagger ”Hej TikTok, vi har sluttet os til jeres verden” og ”Vi er så spændte på at se, hvad I kan gøre med vores musik”, mens han vrikker til en sang, der er mere end et halvt århundrede gammel. Fordi The Rolling Stones nu er på TikTok, bliver det også muligt at anvende deres musik på app’en, som gang på gang har vist sig at kunne bære morgendagens hits frem eller genoplive sange, som ellers var gledet i baggrunden.

Musikken, der er valgt til Jaggers første video, er introsekvensen fra ”Sympathy For the Devil” fra 1968. Sangen stammer fra den periode, hvor Mick Jagger var kæreste med sangerinden Marianne Faithfull, som på et tidspunkt forærede ham romanen “Mesteren og Margarita” af Mikhail Bulgakov. Den sovjetiske forfatter arbejdede på den omfattende historie i mere end ti år frem til sin død i 1940, hvorefter hans kone samlede de sidste tråde i Bulgakovs hovedværk, så den endelig kunne udkomme i 1966 – i en censureret version. “Mesteren og Margarita” var blandt andet en satirisk og kritisk skildring af Stalins Sovjetunionen mellem de to verdenskrige, hvor Satan selv ankommer til Moskva og mænger sig med eliten. Jagger og Faithfulls samtaler om bogen, om Satan i menneskeskikkelse og om menneskets skyggesider dannede grundlag for ”Sympathy For the Devil”, hvor Den Onde Selv ligesom i romanen fremstår som “a man of wealth and taste”.

Siden debutvideoen i torsdags har Mick Jagger også postet et sammenklip af koncertoptagelser, hvor han danser til henholdsvis ”Start Me Up” og ”Mixed Emotions”, og på The Rolling Stones’ TikTok-profil kan yngre årgange bliver introduceret til blandt andet vilde outfits fra 1970’erne og et interviewklip fra 1965, hvor Mick Jagger bliver spurgt, hvor længe han tror, bandet vil blive ved. ”Da vi begyndte, regnede jeg alligevel ikke med, at vi ville slå igennem, og nu hvor det er sket, har vi lavet plader i to år, og alle kalder os en ret ny gruppe”, fortæller Jagger og fortsætter sit svar på spørgsmålet om langtidsholdbarheden i The Rolling Stones: ”Jeg ved helt det ærligt talt ikke. Jeg tror, vi er godt kørende i hvert fald et års tid mere”.

Det er nu 58 år siden, men det er selvfølgelig ikke sikkert, det holder i længden.

Kategorier
Musiknyheder

40 år på de syv verdenshave

”Sange er som skibe. De har deres egne særlige ruter og destinationer”. Ordene kommer fra en verdenskendt sangerinde, som på sin Instagram-profil har markeret, at det er fyrre år siden, den vel nok mest afgørende sang i hendes karriere udkom. Den 21. januar 1983 søsatte duoen Eurythmics singlen ”Sweet Dreams (Are Made of This)”, og forleden kommenterede sangerinden Annie Lennox jubilæet således: “Det er nærmest umuligt at forstå, at ‘Sweet Dreams Are Made of This’ blev udgivet for fyrre år siden! Den er fortsat med at rejse verden og de syv have rundt siden da, hvilket i sig selv er en vidunderlig og mirakuløs historie. Sange er som skibe. De har deres egne særlige ruter og destinationer. Når de først er blevet sendt af sted, er der ingen vej tilbage. Du er bare nødt til at følge med på rejsen”.

Sammen med Dave Stewart havde Annie Lennox tidligere været med i bandet The Tourists, som gik i opløsning, hvorefter de to fortsatte på egen hånd under navnet Eurythmics. De var også kærester på det tidspunkt, men selv da forholdet gik i stykker, forsøgte de at holde fast i det musikalske samarbejde. Det var selvsagt ikke nemt hele tiden, og for femten år siden fortalte Annie Lennox i avisen The New York Times, at ”Sweet Dreams (Are Made of This)” blev til efter et stort skænderi mellem Lennox og Stewart, der kæmpede med både at være ekskærester og bandkolleger: ”Jeg troede, at vi var nået til vejs ende, og at nu var det slut. Vi forsøgte at skrive musik, og jeg havde det elendigt. Og han sagde bare: Nå, men jeg arbejder videre uanset hvad”. I denne svære stund fik Dave Stewart konstrueret en grundrytme, som fængede hos Annie Lennox. Hun improviserede et nu udødeligt synthesizer-riff henover beatet, og med det samme stod det klart for dem, at de havde fat i noget interessant. Hurtigt faldt de første dele af teksten også på plads, og i januar 1983 blev singlen søsat, så den med Eurythmics’ ord kunne ”travel the world and the seven seas” – og det er jo nok sandt, at ”everybody’s looking for something”.