Musikbrevkassen.dk

Udviklingen i musikhistorien handler ikke kun om kunstnerisk kreativitet, men også om teknologiske muligheder, og i den sammenhæng er denne dato lidt af en mærkedag. For præcis fyrre år siden – den 17. august 1982 – blev den første musik-CD trykt på Philips-fabrikken i Langenhagen lidt uden for den tyske storby Hannover. Udviklingen af de første compact disc, som de også blev kaldt, havde været undervejs i nogle år, efter at elektronik-giganterne Sony og Philips var gået sammen om at skabe en digital afløser for vinylplader og kassettebånd. I 1979 begyndte en arbejdsgruppe at se på, hvordan et nyt medie til musikafspilning skulle konstrueres og hvilke krav, det skulle leve op til. Oprindeligt var producenterne blevet enige om, at en digital disk skulle kunne rumme en times musik, men det blev undervejs udvidet til 74 minutter – efter sigende for at sikre, at man kunne udgive Beethovens niende symfoni i ét stykke.

Den første CD, der blev stanset ud på den tyske fabrik for nøjagtig fyrre år siden, var et eksemplar af Abba-albummet ”The Visitors”, som også var et af de første album, der var blevet indspillet og mixet digital. ”The Visitors” var udkommet på LP og kassette året forinden, men selvom den var først igennem CD-maskineriet i 1982, var det ikke den, der landede i butikkerne som den første. Det var derimod Billy Joel-albummet ”52nd Street”, som blev introduceret på CD til det japanske marked den 1. oktober 1982, samme dag som de første CD-afspillere blev sat til salg. Det var naturligvis en bekostelig affære at skulle være ”first mover” på den nye musikteknologi, og derfor blev CD-afspillere og -udgivelser i den første tid mest målrettet det klassiske musik-marked, da disse kunder formodedes at have flere penge og være mere optaget af den lydkvalitet, som det nye digitale format kunne tilbyde.

At CD’en, som fylder rundt i dag, på sine gamle dage er blevet overhalet indenom af både musikstreaming og ironisk nok også LP’er, er en helt anden historie.

Hej Tor
Kan det passe, at der findes en sang om Nørhalne? Eller rettere, jeg er ret sikker på, der er en sang om Nørhalne. Men kan du finde den?
Mvh Olsen

Hej Olsen
Det er det løsslupne musikfænomen Slåbrock Band, vi skal have fat i her. Sidst i 1970’erne og først i 1980’erne udgav de tre album – og senere også opsamlingspladen “Bundskrab: 16 ligegyldige og intetsigende hits”. Herpå findes perler som “Banko”, “To gears Disella” og naturligvis “Nørhalne”. Det var en fordanskning af countrystjernen Merle Haggards sang ”Okie from Muskogee”, som også var forlægget, da Jacob Haugaard nogle år senere indspillede “Malling” om at være ”en skalling ude fra Malling”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Der er stadig et par uger til den egentlige premiere på filmen om Flemming Bamse Jørgensen, men allerede nu pibler det frem med biografreklamer, interviews og forpremiere-arrangementer flere steder. Filmen om den folkekære sanger har været mange år undervejs, og det betyder blandt andet, at de første idéer er en del ældre end John Mogensen-filmen, der fik premiere i 2018. Manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen har fortalt i filmmagasinet Ekko, at da han blev præsenteret for det spirende Bamse-projekt, havde han ikke havde hørt, at der også var en anden musikerbiografi på vej i form af ”Så længe jeg lever” med Rasmus Bjerg i hovedrollen som John Mogensen – og derfor var Rasmus Bjerg på et tidspunkt også på tale som en mulighed til rollen som Bamse. ”Han er en fremragende skuespiller med dæmoner i øjnene. Han var rigtig som John Mogensen. John var den vilde. Bamse var den milde. Der skulle et andet sæt øjne til for at gestalte Flemming Bamse Jørgensen. At de tilhørte Anders W. Berthelsen, stod først klart mange år efter”, fortalte manuskriptforfatteren til Ekko.

Filmen med Anders W. Berthelsen som Bamse fortæller historien om adoptivbarnet, der er i konflikt med familien, fordi han ikke kan eller vil overtage farens virksomhed, og fordi han mod farens ønske kun brænder for at spille musik. Der er dermed også historien om Flemming Jørgensen, der blev til Bamse, både som solokunstner og som mangeårig orkesterleder i Bamses Venner. Kælenavnet havde han dog med sig, inden han for alvor trådte op på scenen på landets spillesteder, for historien fortæller, at det blev skabt, mens han aftjente sin værnepligt ved Søværnets Grundskole i Nordsjælland. Herefter hang Bamse-navnet ved, og faktisk endte han med at gøre det til en officiel del af sit navn, et par år før han døde, for i 2009 skiftede han navn til Flemming Bamse Duun Jørgensen.

”Bamse” har premiere den 25. august, men allerede i næste uge er der forpremiere-arrangementer i mange byer.

At skulle sammensætte lister over de bedste sange for eksempel inden for en bestemt genre eller periode kan være sjovt og interessant, men det er naturligvis også en helt urimelig opgave og vældig subjektivt. Ikke desto mindre har det store amerikanske musikmedie Rolling Stone kastet sig ud i at samle listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time”. I sig selv kan det være vanskeligt at definere, hvad dansemusik er, når man i princippet kan danse til hvad som helst, men Rolling Stone har afgrænset det til, at de udvalgte sange alle skal tilhøre dansemusik-kulturen, hvilket vil sige, at det er tiden fra omkring disco-musikkens opblomstring i 1970’erne og frem til i dag, det handler om. De udvalgte 200 sange ligger derfor primært inden for disco, house, techno og beslægtede genrer. Det er ikke svært at forestille sig diskussioner på redaktionen om den ene sangs placering på listen frem for den anden, men da den samlede Top 200 blev offentliggjort forleden, havde de valgt at placere et skelsættende Donna Summer-hit fra 1977 på førstepladsen.

I denne periode arbejdede Donna Summer sammen med producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte på konceptalbummet ”I Remember Yesterday”, der sang for sang bevægede sig gennem tidsperioder og genrer og lød mere og mere moderne undervejs. Som et afsluttende nummer på den ellers bagudskuende plade ville de gerne have noget, som pegede fremad, og som kunne signalere lyden af fremtiden. Giorgio Moroder fortalte for nogle år siden til avisen The Guardian, at en del af idéen kom, da han så den dengang helt nye ”Star Wars”-film:

– Jeg skelede til filmen Star Wars, der havde en scene kaldet La Cantina, hvor der tilsyneladende blev spillet fremtidens musik. Det lød slet ikke som fremtidens musik. Det så sådan ud, men det lød ikke sådan. Så jeg tænkte, at den eneste måde at gøre det på, var at gøre det med computere og udelukkende computere, sagde Moroder.

Med en Moog-synthesizer begyndte de derfor at skabe lyden af hvert enkelt instrument kunstigt lige fra hi-hat og stortromme til bas og strygere, hvilket var meget usædvanligt dengang. Resultatet blev en langstrakt og næsten hypnotisk diskoteksklassiker, der langsomt stiger i intensitet – ledsaget af en meget kortfattet tekst, sensuelt og næsten spirituelt fremført af Donna Summer. ”I Feel Love”, som nummeret hedder, vendte op og ned på, hvordan pophits kunne lyde og var med til at lægge vigtige grundsten til udviklingen inden for house og elektronisk musik i mange år efter.

”I Feel Love” er udvalgt til at ligge nr. 1 på Rolling Stone-listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time” efterfulgt af Daft Punks ”One More Time” fra 2000 som nr. 2 og ”Good Times” med Chic fra 1979 som nr. 3.

Siden 1970’erne har ”Grease”-universet begejstret publikum med musical, film og musikudgivelser, der alle kredser om ungdom, forelskelser og kappestrid på den amerikanske skole Rydell High. Den oprindelige musical er fra 1971, men rigtigt kendt blev ”Grease” for alvor i filmversionen fra 1978 med Olivia Newton-John som Sandy og John Travolta som Danny. Senere fulgte den mindre succesfulde ”Grease 2”, som med nye elever byggede videre på stemningen fra den oprindelige film, og nu er der hele to nye projekter på vej, som begge foregår før den populære film. Idéen har været luftet tidligere, men planerne har skullet skifte hænder, før de nu er sat rigtigt i søen. Det amerikanske medie Variety kunne forleden berette, at tv-tjeneste Paramount Plus har bestilt serien ”Grease: Rise of the Pink Ladies”, og Paramount Plus kommer også til at vise den nye Grease-film ”Summer Lovin”. Serien skal fortælle historien om, hvordan pigekliken Pink Ladies med Rizzo, Jan, Marty og Frenchy fra ”Grease”-filmen fandt sammen og blev det seje slæng på Rydell High, længe før den pæne pige Sandy ankom til skolen. Filmen ”Summer Lovin” bliver ligeledes en prequel, det vil sige en historie, der kronologisk går forud for den oprindelige film, men her er det Sandy og Dannys sommerferieforelskelse før skolestart, der er omdrejningspunktet.

Titlen ”Summer Lovin” er hentet fra sangen ”Summer Nights”, der modsat flere af filmens store hits som ”You’re the One That I Want” og ”Hopelessly Devoted to You” rent faktisk stammer fra den musical, der var forlæg til filmen. ”Summer Nights” tiltrak sig dog uheldig opmærksomhed for nogle år siden, for når tiderne skifter, er der visse sangtekster, der kommer til at stå i et andet skær. I 2016 viste den amerikanske tv-kanal Fox ”Grease” som live-transmitteret tv-musical fra ende til anden, og for at komme bornerte og mindreårige seere i møde var teksterne justeret en anelse her og der. For eksempel var sangen ”Greased Lightning” omskrevet flere steder, så linjen “the chicks’ll cream”, der bedst kan oversættes til “tøserne vil komme i bukserne” elegant blev ændret til “the chicks’ll scream”, så pigerne i stedet blot vil hvine af fryd – og fyrenes bil blev ikke kaldt en ”pussy wagon”, men en ”dragon wagon”. Og netop fordi en ny tid skulle afspejles i de modererede tekster, faldt det visse seere for brystet, at ikke også ”Summer Nights” fik en overhaling. Drengene tigger for at vide, om Danny har været i seng med sin sommerflirt og synger den velkendte linje “Tell me more, tell me more, did she put up a fight”. Spørgsmålet om, hvorvidt pigen gjorde modstand, emmer ikke ligefrem af samtykke og gensidig respekt fra fyrene i Dannys slæng, T-Birds, og det kunne man med fordel have omskrevet, når man nu alligevel var i gang, mente nogle Fox-seere dengang.

Hvor meget der rent faktisk skete eller ikke skete mellem Sandy og Danny i den famøse sommerferie, får vi måske svar på, når forløberfilmen ”Summer Lovin” er klar.

På søndag slutter årets Tour de France, som herhjemme vil blive husket både for folkefesten langs de indledende etaper i Danmark, for de danske etapesejre og for Jonas Vingegaard i den gule førertrøje. Der har næppe været så stor dansk begejstring, siden Bjarne Riis i 1996 vandt Tour de France, hvor musikeren Anne Dorte Michelsen tilføjede sin egen hyldest til den massive fejring med sangen ”Bjarne i den gule trøje”. I bogen ”Under en åben himmel” fortæller den musikalske Tour de France-entusiast, at det sjoveste, hun har oplevet i sin karriere, faktisk ikke handlede om musik, men om den opgave hun fik i 1996, da Berlingske Tidende hyrede hende til at rapportere fra Frankrig under Tour de France. Bjarne Riis vandt niende etape og erobrede samtidig den gule førertrøje, som han beholdt hele vejen til Paris i 21. etape. Selvom Anne Dorte Michelsen ikke var sendt til Frankrig som musiker, men som cykelsportsbegejstret tekstforfatter, så kunne sangskriveren i hende ikke holdes i ro den dag, fortalte hun forleden til BT:

”Han kom i gult oppe i Sestriere, og det var der, jeg skrev sangen. En aften skulle vi hen til rytternes hotel, og der havde jeg sagt det til en af journalisterne: ‘Jeg har sgu skrevet en sang’. Og så var der en, der havde taget en guitar med. ‘Kan du ikke lige synge den sang, du har lavet til Bjarne?’ Så spillede jeg den der”.

At få udgivet en sang tog dengang længere tid end her i streamingens tidsalder, men Berlingske Tidende bragte teksten til hendes sang på forsiden af avisen, den dag Bjarne Riis kom hjem, og da han blev hyldet i Tivoli, gik Anne Dorte Michelsen også på scenen og sang ”Bjarne i den gule trøje”.

”Det var så sindssygt, fordi alle folk sang med, selvom ingen kendte den. Den var aldrig blevet udgivet eller spillet for nogen. Den blev først indspillet året efter. Det var utroligt, den kunne blive så sort et hit uden at eksistere som en indspillet sang. Jeg har tit undret mig”, forklarede hun i BT.

I år har Jacob Haugaard til Ekstra Bladet fortalt, at han har skrevet en ny sang på melodien til sit gamle hit ”Ingeborg” – fordi det ligger så dejlig tæt på ”Vingegaard”.

Hej Tor
På P4 i lørdags d. 9.7 mellem kl 11 og 12 hørte jeg en dejlig sang på svensk. Omkvædet var : Tá mig tilbage (på svensk) – tror jeg. Da jeg søgte på den, kom bla Nik og Jay op. Jeg tror, at programmet var en ferieafløser for Sara og monopolet, men der var nogle tekniske problemer, så måske var nummeret ikke på den oprindelige playliste. Jeg synes, at der er nogle nye svenske supernumre ,der bliver spillet en del for tiden. Jeg håber, at du kan hjælpe mig.
Mvh Grethe Buus Christensen

Hej Grethe
Det kan jeg heldigvis godt – selvom jeg ikke kan forklare, hvorfor netop den sang ikke figurerer på listen over musik, P4 spillede den dag. Det er sangeren Darin, som i mere end 15 år har været et af de store navne i Sverige, og af og til er hans musik også dukket op her i Danmark. Nummeret, du hørte, er fra 2015 og hedder helt simpelt “Ta mig tillbaka”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hej Tor
Ganske få ledetråde, men jeg håber du husker bedre end jeg: Ca. 1990, en lidt jazzet sang om ikke at gide spise kartofler hele tiden, men savne kød. Vil gerne finde den for at drille min kone, der prøver at ”tage kødet fra mig”.
Mvh. John

Hej John
Der er nok grænser for hvor mange sange, der kan passe på den beskrivelse, så det er formentlig den danske jive-gruppe Tintin og Hårtørrerne, du leder efter. De udgav i 1989 singlen ”Meat”, som blandt andet rummer linjerne ”I wanna eat meat, put it in my stomach seven days a week eight hours a day. I wanna eat meat, put it in my stomach, if you serve potatoes I’ll throw it away”. Du kan høre en liveversion af sangen på denne gamle tv-optagelse.
Med venlig hilsen
Tor Bagger