Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sofus har været der

Hej Tor
Kan du hjælpe os med teksten til ”Sofus har været der”
Med venlig hilsen
Skomager Beck

Hej Beck
Man skulle tro, at det ville være let at finde “Sofus har været der” i en af de mange bøger med noder og tekster til gamle danske sange, men det er ikke tilfældet. Til gengæld har jeg fundet et sted, hvor du for blot 10 kr. kan købe Johnny Reimars indspilning af sangen og hente den ned på din computer. Så kan du i hvert fald høre teksten til “Sofus har været der”. Du kan hente den på http://www.gucca.dk/musik/album.php?productID=0000000011093376.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Sko/Torp er tilbage efter 14 år

Det er en af 1990’ernes mest populære duoer herhjemme, som i næste uge vender tilbage til musikbutikkerne. Sko/Torp har ikke udgivet et nyt album siden 1996, og i en årrække mente de to musikere heller ikke selv, at det nogensinde ville ske igen. Søren Sko blev for ti år siden spurgt i musikbladet Gaffa, om han nogensinde ville arbejde sammen med Palle Torp igen.

”Nej, det tror jeg ikke, at jeg vil. For at være helt ærlig, så ser vi ikke hinanden specielt meget, og jeg har det sgu fint med at være min egen herre. Jeg tror heller ikke, han vil”, svarede sangeren, men nu er tonen anderledes. Duoen, der er kendt for hits som ”On a Long Lonely Night” og ”Familiar Roads”, udsender på mandag albummet ”Heartland”, som endda er indspillet sammen med musikere, der også var med i de helt tidlige dage.

Kategorier
Musiknyheder

Vatikan-godkendte rockplader

Det sker jævnligt, at musikmagasiner laver lister over de bedste rockplader, de mest legendariske guitarsoloer, de største kærlighedssange osv. De færreste havde dog nok forestillet sig, at Vatikanets avis skulle agere guide ud i anbefalelsesværdig rock og pop. Ifølge austin360.com har avisen L’Osservatore Romano sammensat en liste med ti plader, der er værd at kende, blandt andre Michael Jacksons ”Thriller”, Pink Floyds ”The Dark Side of the Moon”, og ”Achtung Baby” med U2. Og selvom L’Osservatore Romano udgives i pave-staten, der er centrum for den katolske verden, så er der også blevet plads til det overnaturlige på listen – i form af Santana-albummet med titlen ”Supernatural”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra madprogram på TV3

Hej!
Hvem synger og har lavet titelmelodien til TV3’s program ”Til middag hos…”?
M.v.h Marianne

Hej Marianne
Sangen, der bruges både i reklamerne og undervejs i programmet, hedder Deep Sleep. Den er med sangerinden Nabiha, som er dansker med vestafrikanske rødder, og som tidligere har optrådt under navnet Tiger Lily. Du kan høre Deep Sleep på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jim Reeves på dansk

Hej Tor
Du har hjulpet så mange og nu håber jeg du også kan hjælpe mig. Det drejer sig om Jim Reeves gode værker. Han ville i dag, hvis han havde levet, måske have været een af verdens bedste contrysangere. Mit spørgsmål drejer sig om nogle af hans ting er oversat og indspillet på dansk og i så fald af hvem. Jeg læser dit område hver gang du er på bagsiden.
Med venlig hilsen “Vest”

Hej “Vest”
Jeg kan ikke pege på én samlet udgivelse med danske Jim Reeves-sange, men der findes flere enkeltstående eksempler, som er værd at nævne. For eksempel er Gustav Wincklers “Jeg vil vente med telefonen” en oversættelse af “He’ll Have to Go”. Jim Reeves indspillede i sin alt for korte karriere også sange, som også er kendt med kunstnere, og nogle af disse findes også på dansk. Blandt andet “Mona Lisa” med Bjørn Tidmand og “Danny Boy”, der i Dario Campeottos udgave hedder “Du lærte mig at elske”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Svensk Grand Prix-succes i Danmark og Norge

Godt nok skal Det internationale Melodi Grand Prix i år afholdes i Oslo, men på mange måder er det svenskerne, der er Skandinaviens Grand Prix-konger. Det svenske Grand Prix, Melodifestivalen, er en seks uger lang folkefest, som det danske knap nok tåler sammenligning med, men 2010 er også blevet året, hvor svenskerne har sat sig på hele Skandinavien.

Den danske vindermelodi ”In a Moment Like This” er nemlig skrevet af et hold svenskere, blandt andre Thomas G:son, som i forvejen har to Grand Prix-sejre i Sverige, en i Spanien og en i Norge på sit CV. Samme aften i Norge sejrede balladen ”My Heart Is Yours”, som er skrevet af svenske Fredrik Kempe, der har de seneste to svenske vindersange på samvittigheden. Sverige har således sendt to sange til Det Internationale Melodi Grand Prix 2010 allerede fem uger før deres egen finale.

Med til historien hører dog, at manden bag den danske vindersang har fået flotte placeringer i Eurovisionen med sine svenske bidrag, mens hans vinderbidrag for andre lande hidtil ikke har haft stor succes i Det internationale Melodi Grand Prix.

Kategorier
Brevkasse

Peter Gabriel med to-sidet kopiprojekt

Han er bestemt ikke den første musiker, der genindspiller andres numre, men Peter Gabriel er måske den første, der på forhånd har sørget for, at tjenesten går begge veje. På mandag udsender han nemlig albummet ”Scratch My Back” med sine egne fortolkninger af blandt andet Neil Young-, Lou Reed- og Paul Simon-sange, og senere udkommer pladen ”I’ll Scratch Yours”, hvor selvsamme kunstnere alle fortolker Peter Gabriel-numre.

Med på Gabriels nye coveralbum er Heroes, som han har hentet fra David Bowie – som oprindeligt hentede idéen til Heroes under sin tid i Berlin. Bowies producer og korsangerinde plejede mødes i smug ved Berlin-muren, og det gav ham idéen til den smukke sang om et elskende par ved Muren.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den lille skomager

Hej
Hvem sang “i en skomagerbutik, sad en…” og hvem har skrevet den?
Venlig hilsen
Flemming Franklin Fischer

Hej Flemming
Det er nok især Raquel Rastenni, der har gjort sangen kendt, men også bl.a. Blue Boys og Dorthe Kollo har indsunget nummeret. ”Den lille skomager”, som den hedder, er en dansk version af den franske sang ”Le petit cordonnnier”, der også findes på engelsk som ”The Little Shoemaker”. Melodien er af Rudy Revil, og så vidt jeg ved, er den danske tekst skrevet af Knud Pheiffer.
Med venlig hilsen
Tor Bagger