Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kassettebånd med Trine Dyrholm

Hej musikbrevkasse
Jeg er en ung kvinde på 23 år der er desperat efter at få fingrene i musikken fra et gammelt kassettebånd med Trine Dyrholm. Sangene handler om tidstypiske emner som atomkraft, kærlighed, cirkus, den første kærlighed, den sidste dans osv. Jeg har mistet båndet i mine teenageår, men det betyder meget for mig, da jeg elsker sangene og har kunnet dem uden af siden jeg var ca. fire år gammel. Har i mulighed for på nogen måde at hjælpe mig med enten at skaffe musikken, tekster, eller anden form for hjælp? Det ville være en pige drøm der går i opfyldelse
Med venlig hilsen
Chamilla lund

Hej Chamilla
Jeg kan ikke levere pladen med Trine & Moonlighters, som de faktisk kaldte sig, direkte til din dør. Men jeg kan fortælle, at det er muligt at bestille plader fra ét bibliotek hjem til et andet, og på bibliotek.dk kan man søge i hele landets beholdning. Du kan således få adgang til de mange sange, du har savnet så længe, lige her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens julesang: Den Himmelblå

Shu-bi-dua har gennem årene leveret flere julesange, blandt andet Rap jul, Ønskelisten og reggae-fortolkninger af juleklassikere under pseudonymet Shu-bi-40. Deres mest elskede julesang er dog nok Den himmelblå, som trods sin popularitet faktisk også skabte utilfredshed i visse kredse.

I det seneste nummer af bladet Koda/DK fortæller det gamle bandmedlem Michael Hardinger, at Den himmelblå affødte et oprørt læserbrev fra en religiøst fanatiker, der påpegede, at shubberne løj, når de i nummerets første linje sang ”Jesus bli’r født på 2. sal”, eftersom der ikke fandtes etagebyggeri i Betlehem på Jesu tid. Den himmelblå har været en fast del af julerepertoiret siden 1980.

Kategorier
Musiknyheder

Fire broderlige CD’er fra familien Gibb

Når der udgives en Greatest Hits-CD, er det ikke i sig selv nogen nyhed, og oftest følger opsamlingerne den faste skabelon, hvor en kunstners populære sange samles på ét album. Op til jul er der dog udkommet en anderledes boks med brødrene Gibb, som ikke blot er en Bee Gee-opsamling. Mythology, som den firedobbelte CD hedder, er opdelt med én CD for hvert af Bee Gees-medlemmerne Robin, Maurice og Barry samt én for deres bror Andy. Hver CD indeholder både Bee Gees- og solomateriale fra de fire sangere, inddelt så CD’erne repræsenterer hver af brødrenes egne favoritter. Mythology er udsendt i anledning af Bee Gees’ 50 års jubilæum.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musicfinder på keyboard

Hej!
Først tak for din gode brevkasse. Jeg har købt en keyboard, hvori der er noget som hedder “Musicfinder”. Når man trykker på denne knap, kommer en lang liste af sange frem på displayet. Problemet er bare de har ikke måttet skrive original-titlerne. De er omskrevet så man skal “gætte” hvad originaltitlerne er. Eks: Blue eyes in Spain = Spanish eyes. Meningen er at når man trykker, en titel frem i denne, så er forslag til rytme, tempo, og instrumenter tilføjet som forslag. Så er det op til en selv at lære sangen og noderne til denne. Men der er mange. Kan du hjælpe? Der er 1430 titler, indtil nu har jeg skrevet de 600 over, som blot venter på knappen “udskriv”. (forkortet, red.)
Mvh Uno

Hej Uno
Ja, det lyder til at være en stor opgave, hvis man selv vi “oversætte” navnene i keyboardet til de korrekte sangtitler. Hvis du har lidt teknisk snilde, har jeg derfor fundet en løsning, som betyder, at hverken du eller jeg skal gætte i øst og vest på de mange rytmeboks-indstilninger. På siden http://www.yamahapkowner.com/?page_id=15 kan man hente en fil og instruktioner til, hvordan man lægger den ind i keyboardet, så Musicfinder viser de RIGTIGE titler i stedet for de lidt mere kryptiske.
Jeg håber, du kan bruge svaret.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Take That og Chopin

Hej Tor
Kan det passe at Take That har brugt temaet fra Chopin præludie i c-mol op 28 nr. 20 til en af deres sange, i så fald hvilken?
Pft Walther

Hej Walther
Ja, det er rigtigt nok, men det er nu ikke Take That selv, der har fundet på det. Chopin-referencen findes nemlig i nummeret Could It Be Magic, som oprindeligt er fra 1975 med Barry Manilow. Idéen til at skive sangen henover præludiet er altså Manilows, mens Take That blot genindspillede sangen i 1992. Du kan på Youtube høre Barry Manilow, Take That og Chopin-stykket.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens julesang: Elvis’ White Christmas

På lørdag er det 52 år, siden den amerikanske radiovært Al Priddy blev fyret. Umiddelbart skulle man tro, at en sådan afskedigelse ikke skulle kunne få en plads i julemusikkens historiebøger, men Priddy fik sparket fra radiostationen KEX, fordi han havde spillet Elvis Presleys udgave af White Christmas. Ledelsen havde ellers nedlagt forbud mod julesange med Elvis, da de mente, at den unge rockstjerne med den provokerende, seksuelle aura skulle holde fingrene fra noget så religiøst som julens sange. Derfor blev radioværten Al Priddy fyret på gråt papir, da han ikke kunne stå for fristelsen og afspillede Elvis Presley-versionen af Irving Berlins juleklassiker, der oprindeligt udkom med Bing Crosby i 1942.

Kategorier
Bag hittet

Garth Brooks klar til comeback

Kort tid efter årtusindskiftet trak en af 90’erne allerstørste countrystjerner sig tilbage for at være helt tæt på sine tre døtres opvækst, men i denne uge gør Garth Brooks comeback. Den amerikanske sanger står bag hits som If Tomorrow Never Comes, The Thunder Rolls og Friends in Low Places, og han har ladet sig overtale til at give faste shows i Las Vegas – men ikke på helt almindelige vilkår. Aftalen med spillestedet Wynn indebærer nemlig, at han udelukkende optræder fredag, lørdag og søndag 15 uger om året, at han med et privatfly kan være tilbage i hjemmet mandag morgen, og at han kan tage sit engagement op til overvejelse hver tredje måned. Den første Garth Brooks-koncert i årevis finder sted på fredag i Las Vegas.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Juletestamentet

Hej Tor
Vi var nogle venner, der forleden talte om gamle julekalendere, og det fik mig senere til at tænke på en meget smuk sang, der blev brugt i en julekalender, men jeg ved ikke hvad nogen af delene hedder. Kan du hjælpe? Det var en ”voksenjulekalender”, vist nok på TV2, hvor Paprika Steen og andre sneede inde på en slags hotel, og sangen blev spillet i hvert afsnit.
Gabriel

Hej Gabriel
Serien hed Juletestamentet og blev vist på TV2 i 1995. Der var flere melodier med i serien, men temasangen var den smukke Vil du være min i nat, sunget af Caroline Henderson. Nummeret har i sig selv intet med jul at gøre, men findes blandt andet på juleopsamlingen Vi lover hinanden.
Med venlig hilsen
Tor Bagger