Kunstnere så forskellige som Kirsten Siggaard og Cher har prøvet kræfter med hendes musik, og nu er sangene fra Edith Piafs karriere atter genstand for nyfortolkning. Denne gang er det sangerinden Martha Wainwright, der giver et bud på, hvordan ”Spurvens” sange kan lyde i 2009.
Wainwright er vokset op i Canada, hvor hun gik på en fransksproget skole, og allerede som otte-årig blev hun tryllebundet af Edith Piafs stemme og musik. På den nye plade fortolker hun femten Piaf-sange, men ikke den formentlig mest kendte, Milord. Den synges ofte på dansk med den lumre tekst ”Vi vil ha’ flere mænd”, men handler egentlig om en kvinde, der forelsker sig i en mand, der ikke ænser hende et blik. Den er derfor også kendt som Ombre de la Rue (Gadens skygge, red.), men lige præcis denne kendte melodi er Martha Wainwright gået uden om på sin nye Piaf-plade Sans fusils ni souliers a Paris.