Umiddelbart skulle man mene, at en god sang altid er værd at lytte til, men det kan åbenbart også blive for meget af det gode. Leonard Cohen har udtalt til den engelske avis The Guardian, at brugen af hans gamle sang Hallelujah efterhånden har taget overhånd. “Jeg læste en anmeldelse af filmen Watchmen, der bruger sangen, og anmelderen sagde, “Kan vi venligst få et midlertidigt forbud mod Hallelujah i film og tv-shows?”. Og jeg har det lidt på samme måde. Jeg synes det er en god sang, men jeg synes, der er alt for mange folk, der synger den”, forklarede Leonard Cohen ifølge gaffa.dk.
Det er 25 år siden, Hallelujah udkom – også selvom pladeselskabet egentlig ikke var begejstret for sangen, som det tog Cohen adskillige år at færdiggøre. Blandt de mest kendte genindspilninger er Jeff Buckleys version, udgaven med sidste års engelske X Factor-vinder Alexandra Burke og på dansk duetten mellem Steffen Brandt og Tina Dickow.