Kategorier
Musiknyheder

Chicago og Earth Wind & Fire vil udgive album

Det sker af og til, at kendte solister slår sig sammen og udgiver et fælles album, men at to bands gør det samme, er et sjældent syn. 70’er- og 80’er-fænomenerne Chicago og Earth Wind & Fire har for nylig været på dobbeltturné sammen, og de har i fællesskab udgivet en velgørenhedssingle, hvor Chicago indspillede et af Earth Wind & Fires sange og omvendt – men nu er de klar til at tage skridtet fuldt ud.

”Begge bands sagde nærmest hver for sig og i fællesskab: Ville det ikke være fedt at lave et album sammen? Så det er noget, der har ligget i luften”, siger Chicago-medlemmet Robert Lamm til musiksiden Billboard.com. Han forventer, at et album bliver det næste fælles projekt for grupperne, der hver for sig har leveret hits som Boogie Wonderland, September, If You Leave Me Now og Hard to Say I’m Sorry.

Kategorier
Musiknyheder

Hvem ejer Black Sabbath?

Retten til at bruge navnet Big Fat Snake er kilde til skænderier herhjemme, men nu er en endnu større sag under opsejling. Heavy metal-legenden Ozzy Osbourne sagsøgte i sidste uge sin gamle makker i bandet Black Sabbath, guitaristen Tony Iommi. Guitaristen mener at have rettighederne til bandnavnet og dermed også til de indtægter, der kommer fra blandt andet salg af merchandise, men det er den gamle forsanger Ozzy langt fra enig i.

Gruppen, der oprindeligt kaldte sig Earth, inden de skiftede navn til Black Sabbath i 1969, havde i deres helt unge dage øvelokale over for en biograf. En dag kom de til at tale om, hvor besynderligt det er, at folk betaler penge for at blive skræmt fra vid og sans af gyserfilm, og efter at have set filmen Black Sabbath med Frankenstein-skuespilleren Boris Karloff blev de enige om at bruge filmtitlen som bandnavn. Men om der er nogen, der i dag har mere lov til at bruge navnet end andre, må en domstol altså nu afgøre.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sukiyaki

Til Tor Bagger
Mit spørgsmål drejer sig om en gammel sang fra dansktoppen (måske helt tilbage fra tresserne), hvor en kvinde synger om japansk pige. Men hvad hedder den og hvem er den med? Det er ikke mange oplysninger, men jeg håber du kan hjælpe mig.
Kærlig hilsen Gretha

Hej Gretha
Mit bedste bud er sangen om Sukiyaki, som Raquel Rastenni gjorde populær først i 1960’erne. Sukiyaki er faktisk en japansk sang – efter sigende den største i japansk musikhistorie – som er udgivet på mange sprog. Originalversionen med sangeren Kyu Sakamoto kan du høre på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Lindas debutplade

Hej Tor
Ved du hvornår Linda fra X Factor kommer med sin CD. Jeg glæder mig til at høre den.
Anja

Hej Anja
Ja, der er sat en udgivelsesdato på Lindas CD, og du skal ikke vente længe. Albummet Into the Light udkommer nemlig allerede tirsdag i næste uge.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Lenny Kravitz i bakspejlet

Da den debuterende rockmusiker Lenny Kravitz i 1989 udsendte pladen Let Love Rule, blev han fra nogle sider kritiseret for at hænge fast i en stil, der hørte til 20 år tidligere. Ikke desto mindre blev albummet en bragende succes, og i år er det netop 20 år, siden Let Love Rule udkom.

Lenny Kravitz har senere fortalt, at folk dengang ofte sagde til ham, at budskabet ”Let Love Rule” (lad kærligheden bestemme) var naivt, og han undrede sig over, hvorfor det åbenbart skulle være ugleset at synge om kærlighed. Det er heldigvis ikke alle, der har den holdning, og derfor fejrer Lenny Kravitz 20-året for gennembrudspladen ved at udsende Let Love Rule i en jubilæumsudgave med liveoptagelser og alternative versioner af numrene.

Kategorier
Musiknyheder

Eminem gør comeback

Han er formentlig den største rapstjerne nogensinde, og selvom han for nogle år siden trak sig tilbage, har Eminem ombestemt sig og udsendt et nyt album. Pladen Relapse, der udkom i sidste uge, er den første i fem år fra rapperen, der er kendt for hits som The Real Slim Shady, Stan og Lose Yourself. Egentlig er den 36-årige rapper døbt Marshall Bruce Mathers III, og det lidt prætentiøse borgerlige navn er grundlaget for hans alias, Eminem. I teenage-årene brugte han initialerne M&M som kunstnernavn, inden han omformede bogstaverne til lydordet ”Eminem”.

Den genopstandne rapstjerne og hans producer har i øvrigt været så produktive på det seneste, at der efter planen skulle udkomme en Relapse 2-plade allerede sidst på året.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Song for the Children

Hej Tor
Jeg har for mange år siden hørt den engelsksprogede version af Peter Bellis hit Kejserens soldater. Kan du hjælpe mig med at finde frem til hvem der sang den originale version på engelsk. På forhånd tak.
Lars Hauge Rodell

Hej Lars
Det var Keld Heick, der forfattede den danske tekst, som Peter Belli gjorde populær i 1982, men oprindeligt indspillede hollænderen Oscar Harris den som Song for the Children, som du kan høre på Youtube. Han udgav den også på tysk som Sing ein Lied für die Kinder.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Engelbert i Danmark?

Hej Tor
Kan du fortælle mig om Engelbert Humperdinck kommer til Danmark og giver koncert, og hvad årstal?
Hilsen Astrid

Hej Astrid
Det er der ikke planer om på nuværende tidspunkt, så vidt jeg har kunnet opspore. Det nærmeste, vi kommer det, er en række koncerter i Belgien, Frankrig og Storbritannien i september. Du kan se Engelbert Humperdincks tourplan her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger