Mange har nok for nylig set den succesfulde musical Mamma Mia! i biografen eller på DVD, men når ABBA-forestillingen på onsdag indtager Aalborg, er det med den originale London-opsætning. Historien er bundet sammen af nogle af den svenske supergruppes mest elskede sange og opkaldt efter et nummer, der faktisk blev et større hit end forventet.
I 1974 og 1975 var der blevet udsendt tre singler fra ABBAs seneste LP – So Long, I Do I Do I Do I Do I Do og S.O.S. – og det måtte være rigeligt, mente pladeselskabets topfolk i Sverige. Men i Australien var et videoklip med netop Mamma Mia! blevet så populært, at det australske pladeselskab efter lang tids plagen fik tilladelse til også at udsende Mamma Mia! som single. Succesen var enorm og gav så stor genlyd, at Europa også tog sangen til sig og gjorde Mamma Mia! til en af de største popklassikere. Musicalen med samme titel, der er set af flere end 32 millioner over hele verden, spiller i Gigantium i Aalborg fra onsdag til fredag.