Kategorier
Musiknyheder

Mamma Mia! i Aalborg

Mange har nok for nylig set den succesfulde musical Mamma Mia! i biografen eller på DVD, men når ABBA-forestillingen på onsdag indtager Aalborg, er det med den originale London-opsætning. Historien er bundet sammen af nogle af den svenske supergruppes mest elskede sange og opkaldt efter et nummer, der faktisk blev et større hit end forventet.

I 1974 og 1975 var der blevet udsendt tre singler fra ABBAs seneste LP – So Long, I Do I Do I Do I Do I Do og S.O.S. – og det måtte være rigeligt, mente pladeselskabets topfolk i Sverige. Men i Australien var et videoklip med netop Mamma Mia! blevet så populært, at det australske pladeselskab efter lang tids plagen fik tilladelse til også at udsende Mamma Mia! som single. Succesen var enorm og gav så stor genlyd, at Europa også tog sangen til sig og gjorde Mamma Mia! til en af de største popklassikere. Musicalen med samme titel, der er set af flere end 32 millioner over hele verden, spiller i Gigantium i Aalborg fra onsdag til fredag.

Kategorier
Musiknyheder

Madness er tilbage

Du troede måske, at gruppen bag store 80’er-hits som Our House og It Must Be Love for længst var opløst og forsvundet – men det er langt fra tilfældet. Madness udsender i denne uge et helt nyt album, der samtidig markerer gruppens 30-års-jubilæum.

Før de for alvor så dagens lys i 1979, havde de optrådt under navne som The Invaders og Morris & the Minors, men til sidst lod de sig ”døbe” af sangen Madness fra et af deres store idoler, den jamaicanske reggae- og ska-stjerne Prince Buster. Det nye album The Liberty Of Norton Folgate udkom i mandags, og gruppens forestående turné bringer dem også til Roskilde Festival i starten af juli.

Kategorier
Musiknyheder

Norske Alexander er Grand Prix-favorit

Tirsdag afholdes den første semifinale, og torsdag skal der ogsp kæmpes om finalepladserne til det internationale Melodi Grand Prix, blandt andet med det norske bidrag, som af mange bookmakere er spået en god vinderchance. Den kun 22-årige Alexander Rybak slog for et par år siden igennem i et talentshow på tv, og i det norske Grand Prix fik hans sang Fairytale seks gange så mange stemmer som andenpladsen. Sangen har han skrevet til en eks-kæreste, og til norske VG fortalte han efter sejren, at hun ikke havde kontaktet ham trods succesen: ”Og det håber jeg ikke, hun gør. Tager hun kontakt til mig, er det for at give mig tæsk”, fortalte Alexander Rybak. Både den unge nordmand med hviderussiske rødder og danske Brinck kæmper i morgen om at få lov til at være blandt lørdagens 25 lande ved finalen i årets internationale Melodi Grand Prix lørdag.

Kategorier
Musiknyheder

Roxette genopstår

Det er otte år, siden Per Gessle og Marie Fredriksson sidst stod på en scene sammen, men den svenske popduo Roxette gør comeback, når de medvirker i en traditionsrig serie koncerter ved navn Night of the Proms i en række europæiske byer.

Duoen kan i år fejre 20-års-jubilæet for deres store internationale gennembrud, som faktisk opstod ad omveje. En amerikansk udvekslingsstudent tog Roxettes album Look Sharp med hjem fra Sverige, og via en radiostation i hans hjemby Minneapolis var han årsagen til, at Roxette pludselig var et stort hit i USA. Da Per Gessle første gang hørte om succesen, var han sikker på, at det var Dressed for Succes eller Listen to Your Heart, der var slået igennem i USA, og han blev ret overrasket, da det gik op for ham, at det store hit var The Look – som han selv var forsanger på. En af årsagerne, til at han overhovedet havde dannet Roxette, var, at han kunne slippe for selv at skulle synge.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: California Blue

Hej Tor!
Vil du venligst fortælle os, hvornår California Blue blev sunget/spillet første gang. På forhånd tak! Esther

Hej Esther
California Blue blev udsendt på Roy Orbison-pladen Mystery Girl i begyndelsen af 1989, få måneder efter sangerens død. Nummeret er skrevet af Roy Orbison selv sammen med Tom Petty og Electric Light Orchestra-musikeren Jeff Lynne. Disse tre var i samme periode med i gruppen Traveling Wilburys sammen med George Harrison og Bob Dylan.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: There Goes My Everything – på dansk

Hej Tor
Kan du hjælpe mig med den danske tekst til “There goes my everything”. Tekst og musik af Dallas Frazier. Jeg husker lidt af omkvædet fra den danske tekst: “Du er min grund til at leve”.
På forhånd tak.

(3. maj) Hej!
Her er en af de sager, der generer mig, for jeg synes at kunne høre den danske version for mit indre øre, men kan ikke nå frem til et svar. Jeg kaster derfor spørgsmålet videre til de altid årvågne læsere. Den engelske There Goes My Everything kan høres her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

(10. maj) Der er kommet en del input. Svarene har peget i flere retninger, men et par præcise oplysninger fra bl.a. Agnes og Joan har gjort det klart, at nummeret er indspillet af Eugen Tajmer. Han udsendte “Der går mit et og alt” i 1979, men den findes også på hans CD “Tænk hvor lidt man dog forstår” fra 1998. Nummeret kan endda købes på nettet i bl.a. TDC’s musikbutik. Tak for de mange henvendelser!

Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra Tavse vidner

Til Tor Bagger
Jeg har et spørgsmål om navn og sanger på en melodi, som er titelmelodien i serien Tavse Vidner, som lige nu kører over Charlie hver fredag aften. Meget svært at fange teksten, men melodien er bare god. På forhånd tak.
Krimielskeren

Hej Krimielsker
Tavse vidner er en BBC-serie, der på engelsk hedder Silent Witness, og intromelodien hedder derfor Silencium. Musikken er skrevet af John Harle, som i mange år har arbejdet med forskellige typer musikprojekter, blandt andet med opsætning af Paul McCartneys klassiske kompositioner. Temamusikken fra Tavse vidner kan høres på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Billy Joel fylder 60 år

Det er et af poppens helt store navne, der har rund fødselsdag i denne uge, når William Martin Joel fylder år. Under kælenavnet Billy Joel har han siden 1970’erne stået bag hits som Uptown Girl, Just the Way You Are, The Longest Time og Piano Man. Sangene har gjort ham til en af historiens mest populære ”klaverboksere”, men også som rigtig bokser har han gjort sig bemærket. Som teenager var han en ganske habil amatørbokser med 24 sejre, men da han brækkede næsen i den 24. match, lagde han handskerne på hylden for at koncentrere sig om skolen og musikken. På lørdag bliver pianisten og popstjernen Billy Joel 60 år.