Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Julia – eller Giulia

Hej Musikbrevkassen
Jeg har igennem flere måneder gået og funderet og sonderet vidt omkring om en sang (dance/tecno nummer) måske 2-3 år gammelt og måske et sommerhit, hvor der i omkvædet synges “Oh julia oh julia” et virkeligt hurtigt nummer der får een helt op på dupperne. Kan I hjælpe mig med at finde solisten/DJ’en og hvad nummeret hedder?
Mvh Michael Danry

Hej Michael
Jeg tror, det er et italiensk dancehit, du tænker på. Det er egentlig fra 2003, men der gik et par år, før det for alvor nåede til Danmark. Sangen hedder ikke Julia, men Giulia, og er med DJ Lhasa, der også er kendt for coverversioner af blandt andet Heaven Is a Place On Earth og Together Forever. Du kan høre to forskellige versioner her og her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sir Henry på dansk

Hej Tor
Jeg har fået til opgave af en internetløs kammerat af find en udgivelse af Sir Henry (& His Butlers?), hvor der en sang med titlen “Karl Åge 40 år ” eller “Svend Åge 40 år” (han er ikke sikker på det). Jeg har googlet løs, men alle sangtitler på nær én er på engelsk. Kammeraten mener at det er en temmelig ny udgivelse af Sir Henry.
Mvh Jesper

Hej Jesper
Jeg har fået assistance af Ole Bredahl, der siden starten har været omdrejningspunktet i Sir Henry, og han peger på nummeret Orla Jensen Danmark, som gruppen indspillede for et par år siden. Den havde pæn succes på både Dansktoppen og Top Charlie-listen, og Orla Jensen Danmark findes på opsamlings-CD’en “Top Charlie” fra 2007.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Pearl Jams egen perle

Da der i starten af 1990’erne blev vendt op og ned på rocken, hed bannerførerne Nirvana. I slipstrømmen på dem kom et andet Seattle-band, hvis debutplade og mesterværk Ten med sange som Alive og Jeremy gjorde navnet Pearl Jam kendt. Tidligere havde de kaldt sig blandt andet Mookie Blaylock, og der gik flere historier om, hvor det nye navn stammede fra.

Forsanger Eddie Vedder fortalte – ukorrekt – i et tidligt interview, at det kom fra hans indianske bedstemor Pearl, der var kendt for at lave en særlig slags kaktussyltetøj, dvs. en “jam”. Senere erkendte bandmedlemmerne dog, at navnet blot var det simple ord ”pearl”, der efter en koncert med Neil Young, hvor musikerne improviserende jammede med hinanden, blev sat sammen med ”jam”. Gennembrudspladen Ten genudgives mandag d. 23. marts i fire versioner med DVD’er, notesbøger, ny produktionslyd og unplugged-optagelser.

Kategorier
Musiknyheder

John og Yokos bryllupssang

Det var en pludselig indskydelse den 14. marts 1969, der gjorde, at John Lennon og Yoko Ono få dage senere blev gift i Gibraltar, efterfulgt af hvedebrødsdage i Amsterdam. Tiden omkring brylluppet fik et blivende mindesmærke, for begivenhederne blev til sangen The Ballad of John and Yoko, som blev udsendt allerede i maj samme år.

Det var egentlig mere et John & Paul-nummer end en decideret Beatles-indspilning, for det hele gik så stærkt, at George og Ringo ikke nåede at være med i studiet. McCartney og Lennon indspillede derfor sangen på egen hånd, blandt andet med McCartney som trommeslager. John og Yoko ville på fredag have kunnet fejre deres 40 års bryllupsdag.

Kategorier
Musiknyheder

De store fede slangers slagsmål

Den seneste uge har man kunnet følge en bizar kamp i medierne mellem de hidtidige medlemmer af Big Fat Snake. De to stiftere Peter Viskinde og Anders Blichfeldt skændes om, hvem der har smidt hvem ud af bandet, og hvem der kan spille videre under navnet Big Fat Snake. En tidligere bassist har endda hævdet, at det er ham, der altid har haft tilnavnet Big Fat Snake på grund af venners kommentarer i diverse omklædningsrum. Gruppens navn kan dog også spores tilbage til Bob Dylan-sangen Wiggle Wiggle fra 1990, hvor han afslutningsvis synger ”Wiggle wiggle wiggle, rattle and shake, wiggle like a big fat snake”. Og for tiden spræller musikerne ganske som i Bob Dylans ”dåbssang”.

Kategorier
Musiknyheder

U2’s egen vej

Rockgruppen U2 har lige siden 1980’erne haft succes med at gå egne veje, og nu har de endda fået opkaldt en vej efter sig. I forbindelse med lanceringen af gruppens nye plade No Line in the Horizon fik U2 i sidste uge opkaldt en gade i New York efter sig – hvilket egentlig er lidt paradoksalt for en gruppe, der blandt sine største hits har Where the Streets Have No Name. Dengang var inspirationen for forsangeren Bono, at man i Belfast kan sige meget om folks religion og deres indtægt, så snart man ved, i hvilken gade og på hvilken side af vejen, folk bor. Det gav ham idéen om en by, der ikke stempler folk, fordi gaderne ingen navne har. Men lige for tiden bærer en lille gade på Manhattan navnet U2 Way.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den sidste mohikaner

Hej Tor
Jeg er vokset op med dansktoppen i 70erne, sad altid ved radioen om lørdagen. Nå, men spørgsmålet lyder sådan: Det var noget om den sidste mohikaner, jeg mener at omkvædet var ”Jeg er den sidste mohikaner, det er bare en hemmelighed” osv. På forhånd tak.
Venlig hilsen
Jens Jensen Snedsted

Hej Jens
Mon ikke det er det gamle nummer med Blue Boys, du tænker på. Den hedder netop Den sidste mohikaner, og du kan faktisk købe den på nettet – og høre en bid af den her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Asian Sensation

Hej Tor
I et af de første X Factor shows optrådte Asian Sensation med Staying Alive, men det var ikke Bee Gees. Jeg kan huske rapversionen, som de optrådte med, men jeg kan ikke huske, hvem der lavede den. Jeg skal ikke bruge det til noget, men det irriterer mig ikke at kunne komme i tanke om det. Kan du hjælpe?
F.L.

Hej F.L.
Ja, det kan jeg heldigvis. Det var Manchester-gruppen N-Trance, der i midten af 90’erne moderniserede det gamle Bee Gees-hit. Rapperen, der hjalp dem, var Ricardo Da Force, kendt fra technogruppen KLF. N-trance eksisterer stadig og udsender efter sigende nyt materiale senere i år.
Med venlig hilsen
Tor Bagger