Kategorier
Musiknyheder

Phantom of the Opera tilbage i Danmark

Den største underholdningssucces i verdenshistorien vendte i sidste uge tilbage til Danmark, da Phantom of the Opera havde premiere på Det Ny Teater i København. Med en indtjening på langt over tre milliarder dollars på verdensplan overgår Andrew Lloyd Webbers fantastiske musical fra 1986 overgår selv de største filmsucceser.

For nogle år siden begyndte Lloyd Webber at arbejde på en fortsættelse til Phantom of the Opera. Projektet med titlen Phantom: Love Never Dies er dog blevet en del forsinket i forhold til den oprindelige plan. Musicalkomponisten havde samtlige sange og arrangementer liggende klar i sit elektroniske klaver, men en dag, da hans kat vandrede rundt på knapper og tangenter, lykkedes det den at slette hele værket. Forestillingen ventes dog at få international premiere til november.

Kategorier
Musiknyheder

Notorious B.I.G. i biografen

Rapperen Notorious B.I.G. blev i 1997 skudt og dræbt af en ukendt gerningsmand, og siden da er der udkommet adskillige hyldester og post mortem-produktioner. I fredags var der endvidere amerikansk biografpremiere på filmen Notorious om rapperens liv og død. Soundtracket indeholder naturligvis bidrag fra en lang række hiphop-stjerner, men ikke det nummer, der for alvor bragte hans navn til Danmark, nemlig Puff Daddys hyldestsang I’ll Be Missing You.

Puff Daddy fik ikke blot succes, men også problemer, for han havde ikke på forhånd fået Stings tilladelse til at bruge Police-hittet Every Breath You Take som grundlag for nummeret, og han måtte også bøde for at have lånt linjen ”Some glad morning when this life is over” fra den næsten 70 år gamle gospelsang I’ll Fly Away. Til gengæld fik han sat et varigt minde over sin gode ven Notorious B.I.G.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Aud Wilkens julesang

Hej Tor og godt nytår
Jeg hørte juleaften et nummer med Aud Wilken. Har jeg ret i, at det var det julenummer, P3 brugte i 1995, som hed December Days? Og hvis det er korrekt, hvor i alverden kan jeg finde det nummer? Har ledt med lys og lygte og håber, du kan hjælpe mig…
Med venlig hilsen
Bent Gregersen

Hej Bent (og godt nytår!)
Ja, du har også ret i, at Aud Wilkens julesang hedder December Days. Det var P3-programmet Popshop, der var fødselshjælper for sangen, men den er desværre ikke udgivet og findes derfor formentlig kun i DR’s arkiver. Nummeret var i øvrigt skrevet af Martin Hall, der senest har været i vælten som dommer i tv-showet Talent 2008.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: All Summer Long

Hej Tor
Jeg har flere gange her i 2008 hørt en sang, der bla. handler om Sweet Home Alabama (Lynyrd Skynyrd-sang). Jeg kan ikke finde ud af hvad sangen hedder og hvem der synger og spiller. Kan du hjælpe mig?
Med venlig hilsen
Niels Rasmussen

Hej Niels
Det er sangeren Kid Rock, der har hevet det gamle Lynyrd Skynyrd-hit frem og skrevet en ny sang henover den, i form af All Summer Long. Men det er faktisk ikke kun Sweet Home Alabama, han har lånt fra. Verset i sangen er bygget hen over Warren Zevons sang Werewolves of London. All Summer Long findes på Kid Rock-pladen Rock N Roll Jesus.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Barack og bossen

Under den amerikanske valgkamp stillede en lang række musikere sig skulder ved skulder med Barack Obama, så det er ikke så underligt, at der også er musik på programmet, når Obama indsættes som præsident i starten af næste uge. Aretha Franklin skal synge, og en klassisk kvartet fremfører et nyt værk af filmkomponisten John Williams.

Men derudover har Bruce Springsteen annonceret, at han på egen hånd holder ”forfest” for Obama. Bruce Springsteen og hans E Street Band giver nemlig gratis koncert i Washington allerede på søndag, formentlig med numre fra den nye plade, der udsendes 26. januar. Albummet får den Obama-passende titel Working On a Dream.

Kategorier
Musiknyheder

John Lennon-film på vej

Det er efterhånden lang tid siden, det blev annonceret, at manden bag Joy Division-filmen Control også ville prøve kræfter med historien om John Lennon. Nu har projektet ifølge gaffa.dk og The Guardian også fået en titel, Nowhere Boy, opkaldt efter Beatles-sangen Nowhere Man.

John Lennon skrev Nowhere Man en dag i 1965, hvor han havde komponeret sange i timevis og blev bange for, at han ikke ville være i stand til at færdiggøre en eneste sang herefter. Med dette som indadvendt inspiration blev Nowhere Man The Beatles’ første sang, der ikke handler om kærlighed. Filmoptagelserne starter i marts, og den meget unge John Lennon skal spilles af Aaron Johnson.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Guantanamera

Hej Musikbrevkasse
Jeg ville gerne skaffe sangteksten til en gammel populær sang på spansk, som alle kender (jeg tror den er latinamerikansk). Jeg har prøvet at skaffe den over internettet, på det dominerende omkvæd i sangen “quanta na mera”, men det er helt umuligt. I stedet kommer der mange på videoer der synger den, men det får jeg ikke teksten på tryk af (på spansk). Jeg håber I kan hjælpe?!
Tor E. Kaiser

Hej Tor
Problemet er, at sangen ikke hedder Quanta Na Mera, men Guantanamera. Det er formentlig den mest kendte cubanske sang, og den stammer helt tilbage fra 1920’erne. I 1960’erne hjalp blandt andre Pete Seeger med at udbrede den i ikke-spansktalende kredse. Du kan finde både de spanske vers og en engelsk forklaring af teksten her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Reklamemusik fra Spar Nord

Hej Tor
Jeg så dit svar på musikken på Nordjyske Bank. Var der ikke også en melodi på Spar Nord for nogle år siden, noget med Atlantis? Hvem sang den?
Hilsen Lone, Aalborg

Hej Lone
Spar Nords kommunikationsdirektør har fortalt mig, at nummeret hedder Stella Polaris og synges af sangerinden Jeanette Debb, der bl.a. også har deltaget i Melodi Grand Prix og sunget en kendingsmelodi til en af Big Brother-sæsonerne på TvDanmark.
Med venlig hilsen
Tor Bagger