Musikbrevkassen.dk

Det er intet mindre end en verdenspremiere, der rammer Danmark i denne uge, når musicalen ”She Loves You” åbner – men en voldsomt forsinket verdenspremiere. Det er nemlig efterhånden nogle år siden, holdet bag ”She Loves You” fik tilladelse til at bruge John Lennon og Paul McCartneys sange til at skabe den første Beatles-musical nogensinde. Der er tidligere lavet både musikfilm og teaterkoncerter med de gamle sange, men ifølge folkene bag ”She Loves You” er der aldrig tidligere lavet en såkaldt jukebox-musical, dvs. en musical, hvor eksisterende sange danner grundlag for en nyskrevet musicalhistorie, sådan som det for eksempel er tilfældet i Abba-musicalen ”Mamma Mia”. Premieren skulle stå i 2020, men inden da nåede Fredericia Teater at gå konkurs, og med en pandemi oveni tog det noget tid, før ”She Loves You” kunne leve videre et nyt sted. På fredag er der endelig premiere i Tivolis Koncertsal i København, og en måneds tid senere rykker forestillingen videre til Musikhuset i Aarhus.

Historien i ”She Loves You” handler om tre par, som på hver sin måde kæmper med kærligheden, og blandt hovedrollerne er Maria Lucia, Birgitte Raaberg og Karsten Jansfort. De tre fortællinger bindes sammen af flere end fyrre Beatles-sange, heriblandt naturligvis titelnummeret ”She Loves You”, som i 1963 var afgørende for, at det store Beatles-hysteri for alvor tog fart. John Lennon og Paul McCartney skrev sangen i fællesskab, dels på et hotelværelse i Newscastle forud for en koncert, dels i McCartneys barndomshjem på Forthlin Road i Liverpool. I biografien ”Many Years From Now” fortæller Paul McCartney, at da de var færdige med sangen, gik de ind i stuen, hvor hans far sad og så fjernsyn, for at præsentere det helt nye værk for ham: ”Far, hør lige den her. Hvad synes du? Så spillede vi den for min far, og han sagde: Det er meget nydeligt, min dreng, men der er rigeligt med amerikanske udtryk for tiden. Kunne I ikke synge She loves you, yes, yes, yes? På det tidspunkt rullede vi rundt på gulvet og sagde: Nej far, du forstår det ikke”. Heldigvis havde den gamle James McCartney ikke noget at skulle have sagt på dette område, så den nyskrevne sang fik lov at beholde det amerikansk klingende og meget karakteristiske udråb ”Yeah, yeah, yeah”.

Der er mange planer, der må ændres eller aflyses på grund af krigen i Ukraine, men at den danske forårsturné for et poporkester skulle komme til at hænge i en tynd tråd af den årsag, var der nok ikke mange, der havde forestillet sig. Gruppen Danser med Drenge skulle åbne koncertsæsonen 1. april, men om det bliver til noget, er lige nu usikkert, da det er svært at gennemskue, om bandet eksisterer og i så fald i hvilken form. Danser med Drenge har ellers været et populært liveband, siden debuten i 1993, hvor gruppen først fik sit besynderlige navn, efter at alle sange til det første album lå klar. Historien går på, at pladeselskabsmanden Jan Degner udlovede en kasse dyr rødvin til den, der kunne finde på et godt navn til bandet, men for at undgå rent faktisk at skulle af med denne kasse rødvin annoncerede Degner i samme ombæring, at han selv havde fundet et passende navn, og at gruppen skulle hedde Danser med Drenge. Klaus Kjellerup og resten af bandet købte idéen, og siden blev Danser med Drenge kendt for sange som ”Hvor længe vil du ydmyge dig”, ”Er der nogen i himlen”, ”Aldrig undvære dig”, ”Kolde hjerter” og ”En dejlig morgen”. Danser med Drenges pludselige sammenbrud kom for få dage siden i forlængelse af, at stifteren Klaus Kjellerup gik til tasterne og blandede sig i en Twitter-tråd om Ruslands invasion af Ukraine. ”Du er vildledt af Vestens medier, som lyver konsekvent om Ukraine, præcis ligesom de gjorde om Corona”, skrev musikeren og fortsatte: ”Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine. Russerne betragter sig slet ikke som fjender af Ukraine eller af det ukrainske folk”. Denne udlægning af virkeligheden var dråben, der fik bægeret til at flyde over for fire af bandets medlemmer, som ifølge egne udsagn tidligere har forsøgt at tale med Kjellerup om hans syn på verden. Da rygeloven blev indført, var Klaus Kjellerup stor modstander og fremførte blandt andet, at det ikke kan bevises, at passiv rygning er farlig. Under pandemien har han har kaldt coronapasset for ”medicinsk apartheid” og generelt været en meget stærk kritiker af den førte politik.  Men med den russiske propaganda-logik på Twitter blev det for meget for fire af bandkollegerne, som i et Facebook-opslag skrev, at hans holdninger uimodsagt vil fremstå som Danser med Drenges holdninger, at de ikke ser det som en mulighed at gennemføre den kommende turné sammen med Kjellerup, og at de vil træde ud af et fremtidigt samarbejde. Sidenhen har Kjellerup tilbudt selv at trække sig, og til tv2.dk har han sagt, at ”turnéen gennemføres, men det bliver formentlig uden mig”, mens det sjette og sidste medlem af gruppen, Kjellerups barndomskammerat Stanley Møller, på Facebook forsøger at mane til besindighed og håber, at Kjellerup stadig kan komme på scenen på forårsturnéen. Men hvordan en sådan turné kommer til at se ud, er således noget usikkert lige nu.

Hej Tor

For måske 10-12 år siden sendte Zulu en amerikansk komedieserie, hvor der hver gang var et par sange med. En af dem var på vrøvlefransk, der lød som ”Fa-fa fa-fa”. Vil gerne finde den igen.

Mvh. Lotta

Hej Lotta

Det lyder unægtelig som ”Flight of the Concordes” om de uheldige newzealændere Bret og Jemaine, der prøver lykken i New York. I et af afsnittene indgår sangen ”Foux Da Fa Fa” med kliché-fransk stemning og tekstlinjer som ”Soupe du jour, Camembert, Jacques Cousteau, baguette, hon”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Siden Ruslands invasion af Ukraine for knap to uger siden er støtten til ukrainerne strømmet ind på mange forskellige måder. Det handler både om helt konkret assistance i form af penge, nødhjælp og frivilligt mandskab og om mere symbolske handlinger, der skal vise, at det meste af verden er på Ukraines side i denne svære tid. Forleden gik radiostationer i hele Europa sammen om en af disse symbolske støtteerklæringer, da de alle spillede John Lennon-sangen ”Give Peace a Chance” på præcis samme tid fredag morgen. Initiativet blev også bakket op af den statslige Radio Ukraine, og herhjemme deltog blandt andre flere af DR’s radiokanaler.

”Give Peace a Chance” så dagens lys på Queen Elizabeth Hotel i den canadiske by Montreal under en af John Lennon og Yoko Onos ”Bed In”-happenings, hvor de under massiv medieopmærksomhed opholdt sig i sengen på et hotel i dagevis for blandt andet at advokere for fred. Lennon havde haft en idé om at skrive en sang, der kunne bruges ved antikrigsdemonstrationer, fordi der var brug for et nyt alternativ til salmen “We Shall Overcome”, som både borgerrettighedsgrupper og fredsaktivister ofte brugte. Historien fortæller også, at John Lennon betragtede det som et af de største øjeblikke i sit liv, da han i november 1969 så tv-optagelserne af næsten en halv million modstandere af Vietnam-krigen synge ”Give Peace a Chance” ved Det Hvide Hus i Washington DC.

Mere end 50 år senere er ”Give Peace a Chance” fortsat en af de mest anvendte antikrigshymner, og selvom der ikke er offentliggjort mange detaljer endnu, er det ikke svært at forestille sig, at sangen også et på repertoiret ved den danske tv-koncert på lørdag. DR1 og TV 2 har i fællesskab arrangeret støttekoncerten ”Sammen for Ukraine”, som afholdes lørdag aften på Rådhuspladsen i København med det mål at indsamle penge til hjælpen til Ukraine. Udover at koncerten sendes i tv på begge kanaler, vil man også kunne følge med på storskærme i Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg.

Hej Tor
Jeg sidder og skriver på en lokalrevy, hvor en joke er, at vi i år har lavet revyen om til en “sportsbegivenhed” for at undgå fremtidige nedlukninger. Ouverturen skal være en kort sammensætning af noget “sportsagtigt” musik, måske referencer til jingler fra gamle sportsprogrammer. Ét af mine minder fra barndommen var den der lyd af min far, der sad og så fodbold om søndagen. Men jeg kan ikke huske om der var en jingle?
Mvh. Morten

Hej Morten
Hvis vi skal ud i ”sportsmusik”, der er letgenkendelig i hvert fald for folk over 40, er det nemt at pege på en af de kendingsmelodier, som DR’s ”Sportslørdag” brugte i 1980’erne. De mest kendte er “Reach Out” med George Duke og “Garden Party” med Mezzoforte – og lidt senere også “Yéké Yéké” med Mory Kante. Held og lykke med revyen!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

For snart tyve år siden blev der med sange som ”Leave the Light On” og ”Learning to Live” og samarbejder med danske musikere skabt et særligt bånd mellem den amerikanske sangerinde Beth Hart og det danske publikum. Beth Hart er stadig aktiv og udgav forleden et album udelukkende med Led Zeppelin-sange, hvilket har krævet både nogle års tilløb og en god portion vrede. Under optagelserne til hendes forrige album sang Beth Hart i en pause i studiet Led Zeppelin-klassikeren ”Whole Lotta Love”, og hendes producer foreslog hende at lave en hel plade med Led Zeppelin-fortolkninger. Efter sigende afslog Beth Hart med den begrundelse, at hun havde brug for at være i et helt særligt humør for at kunne synge deres sange: ”Man er nødt til at være gal i skralden for at ramme dem rigtigt”. Corona-pandemien gjorde hende dog så sur, at hun gik ombord i projektet, og i sidste uge landede albummet ”A Tribute to Led Zeppelin”.

Åbningsnummeret er naturligvis ”Whole Lotta Love”, som hos Led Zeppelin faktisk også byggede videre på en anden sang, da den udkom i 1969. En del af teksten og i et vist omfang også energien har nemlig klar inspiration fra et nummer med blues-mesteren Muddy Waters, ”You Need Love” fra 1962. Muddy Waters sang ”I ain’t fooling, you need schooling, baby you know you need cooling, Woman, way down inside, woman you need love, you’ve got to have some love”. Hos Led Zeppelin blev det til “You need cooling, baby I’m not fooling, I’m gonna send ya back to schooling. Way down inside, honey you need it, I’m gonna give you my love”. Den slags kan man selvfølgelig ikke slippe gratis af sted med, så Led Zeppelin indgik et forlig med komponisten Willie Dixon, og pengene fra den aftale kanaliserede han ind i et projekt, der købte musikinstrumenter til skoler. Mens Led Zeppelin kun lånte delvist fra Muddy Waters-sangen, så har Beth Hart overtaget hele ”Whole Lotta Love”, og generelt lægger hendes fortolkninger sig tæt op ad den originale stemning. Udover ”Whole Lotta Love” indeholder ”A Tribute to Led Zeppelin” også klassikere som “Stairway to Heaven”, “Kashmir” og “Black Dog”. 

Den amerikanske psykolog og psykoterapeut Arthur Janov havde i 1960’erne næppe forestillet sig, at hans terapeutiske arbejde og hans begreber ville sætte spor i rock- og popmusik langt ind i det følgende århundrede, men ikke desto mindre udkommer der i denne uge endnu et album fra et par musikere, der trækker på Janovs tanker og teorier. Arthur Janov var manden bag den såkaldte primalterapi, der mener, at mennesket helt fra barndomsårene lever hæmmet i en neurotisk følelsesverden, men at man kan frigøres fra sit fødselstraume gennem terapi. Bogen ”Primalskriget – Primalterapi: Kuren mod neurose” udkom i 1970, og dengang var Janov selv ansvarlig for at skabe forbindelsen til pop- og rockkulturen. Han sendte nemlig et eksemplar til John Lennon, der blev så interesseret i den nye terapiform, at han og hans kone Yoko Ono gik i primalterapi på Arthur Janovs institut i Los Angeles. Forløbet smittede af på LP’en ”John Lennon/Plastic Ono Band” med ”Mother” som en af de mest berømte sange, og det er ikke svært at læse hele sangen – fra indledningen ”Mother, you had me but I never had you” til slutningen ”Mama don’t go, daddy come home” – ind i John Lennons interesse for primalterapien og arbejdet med fødselstraumer.

Et årti senere dukkede et engelsk band op, som også lånte fra Arthur Janovs virke. Roland Orzabal og Curt Smith havde tidligere spillet sammen, da de dannede deres eget band History of Headaches, men navnet blev hurtigt ændret med inspiration fra Janovs primalterapi, hvor man blandt andet konfronterer sin inderste frygt ved at råbe og skrige. Curt Smith havde i Janovs bog ”Prisoners of Pain” læst om, hvordan man kunne udskifte frygt med tårer, og begrebet ”tears for fears” klingede så godt for ham, at det nyetablerede band skiftede navn. Mange har også peget på, at et af de første store hits for Tears For Fears kan referere til primalterapien, eftersom de på sangen ”Shout” fra 1984 synger ”Shout, shout, let it all out”.

Efter en succesfuld periode med hits som “Everybody Wants to Rule the World” og “Sowing the Seeds of Love” gik Roland Orzabal og Curt Smith fra hinanden, men omkring årtusindskiftet fandt de atter sammen og udgav et nyt album i 2004. Atten år senere er Tears For Fears igen klar med nyt materiale, og på fredag udsender de albummet ”The Tipping Point”.

Hej Tor
En duet eller ligefrem duel mellem en saxofon og en guitar. Siger det dig noget? Nok fra firserne eller halvfemser.
R.L.

Hej R.L.
Det er formentlig “Lily Was Here”, du tænker på. Manden med guitaren er David A. Stewart fra Eurythmics, og saxofonisten er hollandske Candy Dulfer, som tidligere havde arbejdet med både Madonna og Prince. “Lily Was Here” er fra 1989.
Med venlig hilsen
Tor Bagger