Kategorier
Musiknyheder

Guns N’ Roses – med forsinkelse

Nogle Guns N’ Roses-fans vil formentlig ikke tro på det, før de står med pladen i hånden, men nu skulle den være god nok: Det efterhånden sagnomspundne album Chinese Democracy udkommer om få dage! Det er seks år, siden forsanger Axl Rose første gang annoncerede, at han arbejdede på Chinese Democracy, som bliver Guns N’ Roses’ første plade med nyt, originalt materiale siden 1991.

Gruppen så dagens lys i 1985 og tog sit navn efter de to bands, som musikerne tidligere havde spillet i, L.A. Guns og Hollywood Rose. Axl Roses bandkolleger fra dengang er for længst trådt ud af bandet, men da forsangeren ejer rettighederne til Guns N’ Roses-navnet, har han kunnet fortsætte på egen hånd – dog med voldsomme forsinkelser i Chinese Democracy-projektet.

Kategorier
Musiknyheder

40 år med The White Album

Den 22. november 1968 blev en af rockhistoriens helt store plader udgivet, og 40-års-fødselsdagen fejres blandt andet af en lang række danske og udenlandske musikere i Forum Horsens. Arrangementet kaldes The White Concert, da fødselaren er det Beatles-album, der egentlig hedder The Beatles, men er bedst kendt som The White Album.

Oprindeligt var det ellers planen, at dobbelt-LP’en skulle have heddet A Doll’s House, men gruppen valgte den simple titel og det minimalistiske hvide omslag, for at pladen ville stå i kontrast til den lange titel og det detaljerige cover på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året forinden. DR1 sender lørdagens hyldestkoncert, hvor de gamle sange fremføres af så forskellige kunstnere som Gavin DiGraw, Bo Kaspers Orkester Michael Falch, Eric Gadd, Lars Lilholt, Outlandish og Mike Sheridan

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sento på italiensk

Hej Tor
Jeg så udsendelsen i søndags Kult am Sonntag på ZDF, som udelukkende beskæftigede sig med italiensk pop. Her hørte jeg en sang hvor der blev sunget noget lignende ”i canto” eller ”i santo” flere gange. Mit italiensk er ikke så godt. Kan du hjælpe mig med solist og titel?
Hilsen Lone, Aalborg

Hej Lone
Jeg har ikke selv set Kult am Sonntag, men jeg tror godt jeg ved, hvad det er, du har oplevet på tysk tv. Sangeren Nevio Passaro er halvt tysk og halvt italiensk, og han blev berømt i Tyskland via tv-talentshowet Deutschland sucht ein Superstar. Du kan se hans hit Sento her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vennemindevej

Hej Tor
Jeg skriver til dig for at høre om du kan hjælpe mig med en dansk tekst til en melodi fra Tyskland, en jazz melodi fra 30erne. Den skulle hedde noget med Vennemindevej? Mon du kan hjælpe med hvem der har lavet den på dansk. Hvis du kan hjælpe vil jeg blive meget glad.
De bedste hilsener fra musiker
Villy Bendiksen i Hals

Hej Villy
Jeg vil tro, at du tænker på Lille Vennemindevej, der blev lanceret herhjemme allerede i 1920’erne. Så vidt jeg har kunnet opspore blev den danske version med tekst af Hans Hartwig Seedorf oprindeligt fremført i Scala Revuen i 1921 eller 1922 af Kiss Andersen og Harry Komdrup. Det er muligt at bestille både noder/tekst og grammofonplade hjem via biblioteket.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Simone på scenen igen

Der er gået fire år, siden Simone vandt TV2-konkurrencen Scenen er din, og i mellemtiden er pigen med den imponerende stemme blevet 16 år. I denne uge har hun udsendt en ny CD fyldt med ballader og opkaldt den efter Grease-sjæleren Hopelessly Devoted to You.

Sangen var ikke med i den oprindelige Grease-musical, men blev skrevet til filmen, fordi det i Olivia Newton-Johns kontrakt var understreget, at hun kunne få en solosang i filmen. Filmholdet var i vildrede, indtil Olivia Newton-Johns faste producer smed den smukke ballade på bordet. Efter de øvrige optagelser var afsluttet, måtte der derfor skrives en ny scene ind i filmen, så Sandy kunne få lov til at synge Hopelessly Devoted to You, ganske som Simone nu gør det.

Kategorier
Musiknyheder

Gasolin’ på tryk

For fem år siden blev de samlede Gasolin’-udgivelser, The Black Box, en voldsomt stor succes, og nu udkommer de samme sange på tryk i The Black Song Book. I forordet til den nye nodesamling fortæller guitaristen Franz Beckerlee, at bandets gamle ven Peter Ingemann havde fået en e-mail fra en mand i fyrrerne, der endelig havde fået købt den guitar, han længe havde drømt om. Næste stop var biblioteket, hvor han ville låne ”Gasolin’-sangbogen” – men til sin store overraskelse fik han at vide, at den ikke fandtes.

Backerlee & Co. tog fat i problemet, som er løst fra på mandag, hvor noder, akkorder, tekster og masser af gamle billeder er samlet i The Black Song Book.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dave Clark Five

Hej!
Jeg er fan af mange af de kendte gamle grupper og de fleste med respekt for sig selv har lavet efterhånden mindst 5-10 forskellige udgaver af Greatest Hits. Sådan er det tilsyneladende ikke med Dave Clark Five, for hverken i New York, London, Paris, Hamborg, København, Manchester osv. er det lykkedes mig at finde bare én opsamlings CD med den pågældende gruppe. Findes der slet ingen?
Med venlig hilsen
Kjeld Mølbæk

Hej Kjeld
Jo, der gør der skam – og det kunne da også lige passe, at en gruppe som DC5 ikke havde samlet deres største succeser! Jeg vil anbefale dig opsamlingen Glad All Over Again, der blev udsendt i 1993. Og hvis du ikke kan finde den andre steder, fås den i hvert fald på Amazon.com.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Himlen har sit lys tændt

Hej Tor
Jeg efterlyser en sang med teksten: “Himlen sit lys har tændt, lillebrors dag er endt” og “Hvis du ser Ole Lukøje på din vej, så sig, han skal komme til mig”. Jeg kan ikke huske hele sangen, men har et barnebarn, som gerne vil høre den, så jeg håber, du kan hjælpe. Den er sandsynligvis sunget af Birthe Wilcke eller Grethe Klitgård.
Med venlig hilsen Anni Johansen

Hej Anni
Sangen er både kendt som Ole Lukøje og som Himlen har sit lys tændt. Det var oprindeligt en svensk sang, der fik dansk tekst af Otto Leisner, og den er indspillet af flere kunstnere, bl.a. Raquel Rastenni. Hendes version kan du bl.a. finde på CD’en De største hits.
Med venlig hilsen
Tor Bagger