Kategorier
Musiknyheder

X Factor-Martin og Discoormene

Kort tid efter premieren på Rejsen til Saturn er endnu en dansk tegnefilm klar til at indtage biograferne. Disco Ormene handler om regnormen Bjarne danner discobandet Solskins-Bjarne & Hans Discoorme, der skal deltage i et talentshow på tv. Filmen indeholder – naturligvis – nye udgaver af discohits som Le Freak, Blame It On The Boogie og I Will Survive. En fyr, der selv har deltaget i et tv-talentshow også er med på soundtracket, for det er X Factor-vinderen Martin, der synger Earth Wind & Fires gamle Boogie Wonderland.

Stik mod de flestes opfattelse er Boogie Wonderland en ret trist sang, der ifølge sangskriveren Allee Willis handler om de folk, der aften efter aften søger bekræftelse på diskoteker, mens resten af deres eget liv ligger i ruiner. Trods det indgår nummeret i festlige tegnefilm som Happy Feet, Madagascar og fra på fredag også Disco Ormene.

Kategorier
Musiknyheder

Oasis på banen igen

De var nogle af 90’ernes stærkeste leverandører af såvel rockhits som skandaler, og selvom succesen måske er på et andet niveau i dag, er de stadig aktive. I mandags udsendte brødrene Gallagher og deres musikere gruppens syvende studiealbum under navnet Oasis.

Det oprindelige fundament for Oasis hed The Rain, men da Liam erstattede gruppens første forsanger, foreslog han navnet Oasis, som han havde hentet fra en koncertplakat over sin seng. Her var nemlig annonceret en anden gruppes optræden i Oasis Leisure Centre i den engelske by Swindon. Senere kom også brormand Noel med i gruppen, der skabte hits som Wonderwall, Don’t Look Back in Anger og Some Might Say. Udgivelsen af den nye plade Dig Out Your Soul bringer dem også på turné med besøg i København den 8. november.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Classix Nouveaux

Hej Tor!
Jeg kunne se at du besvarer spørgsmål med en hvis sværhedsgrad, så jeg tænkte, du måske kunne hjælpe mig. Jeg søger et band der hed Classic Niveau (og det var ikke klassisk musik). Hvis jeg overhovedet husker korrekt, var det et tysk band, kom frem i de tidlige 1980’ere vil jeg tro, ejede en LP med dem. Hvis du kan hjælpe mig vil det være vildt, for har ledt min computer tynd og google med.
Med venlig hilsen
Jeannette

Hej Jeannette
Er du sikker på, at bandet hed Classic Niveau? For jeg har et spor, du kan følge, hvis gruppen, du husker, måske hed Classix Nouveaux? De var med i den første bølge af New Wave- og New Romantics-grupper, der også talte navne som Ultravox og Japan i starten af 80’erne. Et af deres mest kendte numre var Guilty, som du kan høre via her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kom hjem, Jensen

Hej!
Jeg har hørt en sang med omkvædet “Kom nu hjem Jensen, kom nu hjem Jensen”. Hvor søger man, for jeg skal til 40 års fødselsdag ved Jensen, og kunne godt bruge sangen.
Flemming

Hej Flemming
Sangen var et hit i 1960’erne med svenske Siw Malmquist, der udgav plader på både svensk, dansk og tysk. Jeg har ikke kunnet opspore en CD, hvor Siw Malmquists version kan købes, men der findes en kort udgave af nummeret i showet Musik & Fis med Finn Nørbygaard og Jette Torp, som gav nyt liv til Kom hjem, Jensen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Birthe Kjærs 40-års-jubilæum

Birthe Kjær kan i år fejre sit 40-års-jubilæum som ”Hele Danmarks Birthe” og har i den forbindelse netop udsendt en dobbelt-CD med numre fra hele karrieren. Selve årsdagen kan sættes til den 8. december 1968, hvor hun gik direkte ind som nr. 1 på Dansktoppen og vippede Johnny Reimar fra førstepladsen. Det var ellers netop Johnny Reimar, der gav Birthe Kjær chancen for en karriere, efter han en aften på spillestedet La Cabana i Århus havde oplevet hende som sanger i Peter Korys Kvintet. Han tilbød hende at indspille en dansk udgave af en tysk sang, hvilket gav hende det store gennembrud med Arrivederci Franz.

Den nye CD Birthe Kjær gennem 40 år indeholder også fire helt nye indspilninger, blandt andet en duet med Peter Frödin på klassikeren Can’t Take My Eyes Off Of You.

Kategorier
Musiknyheder

James Taylor i genbrugshumør

Hvis der er nogen, der gennem årene mere end andre har givet liv til begrebet singer/songwriter, må det være James Taylor. På trods af denne etiket udgiver den amerikanske sanger og guitarist nu en plade, hvor han synger andres sange, men det er dog ikke første gang, han låner fra andre. Hans formentlig største hit er indspilningen af You’ve Got a Friend, som han i 1969 hørte Carole King optræde med, mens han selv var backstage før en koncert. Carole King gav ham lov til at indspille sangen og blåstemplede endda senere de tekstændringer, han lavede i You’ve Got a Friend.

Den nye James Taylor-CD med den passende titel Covers udkom i mandags med nyfortolkninger af sange som Summertime Blues, Hound Dog og On Broadway.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sonofon-rapperen

Hej Tor
Jeg er ret vild med musikken fra Sonofons nye reklame med ham rapperen, men jeg kan ikke genkende ham. Er det en rigtig rapper eller en skuespiller?
Matthias

Hej Matthias
Det er skam en rigtig rapper – eller to, for at være helt præcis. Fyren, der agerer Sonofon-medarbejder, hedder USO (eller U$O) og er kendt for numre som Ikk’å og I går var det en vild nat. Ham, der ringer fra telefonboksen, er rapperen Jøden, der har udsendt blandt andet Hamrer løs, men også er kendt som konferencier til de årlige MC’s Fight Night-rapkonkurrencer.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Under Italiens himmel

Hej Tor
Kan du hjælpe min kone med en sang, der hedder “Den Italienske piges sang”/”Under Italiens himmel”. Den er skrevet af Lucrezia Borgia. Som barn i 50-erne havde vi den på 78-plade. Den var på dansk, men jeg ved ikke, hvem der sang den. Hun vil gerne downloade eller have den på CD.
På forhånd tak
Mvh. Willy

Kære Willy
Min bedste anbefaling er relativt simpel – at I skaffer den hjem via biblioteket. Under Italiens himmel findes nemlig på en CD med titlen Dansk refrainsang i efterkrigstiden. Versionen herpå er med Valdemar Davids, så jeg håber, at det også er denne, I husker fra den gamle 78’er. I kan enten spørge en lokal bibliotikar, eller I kan prøve at bestille den hjem her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger