Kategorier
Musiknyheder

Ny 007-musik offentliggjort

Der er en lang tradition for stærke temasange i James Bond-filmene, og i den nye film Quantum of Solace kan man for første gang nogensinde opleve en 007-duet. Sangen Another Way to Die, der kan høres her, er netop blevet offentliggjort med det lidt umage par Alicia Keys og Jack Black. Hun er R’n’B-sangerinde, og han er med i det alternative rockband The White Stripes – men hans kærlighed til James Bond-musikken har altid været til stede. Ifølge magasinet Rolling Stone lyttede Jack Black i de tidlige år ofte til de gamle soundtracks i White Stripes-tourbussen, specielt den dramatiske musik fra filmen On Her Majesty’s Secret Service. Den nye Bond-film får premiere den 7. november.

Kategorier
Musiknyheder

Cliff Richards halve århundrede

I år kan Cliff Richard fejre sit 50-års-jubilæum i musikbranchen, og det markeres med en opsamlingsboks, der udkom i sidste uge. Selve debuthittet, der skød karrieren i gang for et halvt århundrede siden, udkom den 29. august 1958 og regnes af mange for at være det første britiske rock’n’roll-hit. Sangen Move It var skrevet af guitaristen fra Cliff Richards band på vej i en bus til Cliffs hjem, og den fik lov at komme på B-siden af sangerens første single, Schoolboy Crush, som pladeselskabet havde valgt. Men en tv-producer fattede større interesse for B-siden, og da Cliff Richard gik på tv og sang Move It, blev karrieren skudt i gang med raketfart.

Cliff Richard er i dag den eneste popstjerne, der kan bryste sig af at have haft hits på den engelske liste i seks årtier, og de sange er samlet på jubilæumsudgivelsen med den pudsige titel They Said It Wouldn’t Last (My 50 Years in Music).

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Too Many Rules

Hej Tor.
I begyndelsen af tresserne, var jeg nyindkaldt soldat. I messen var den mest spillede melodi en sang med omkvædet “Too many rules”, hvilket der vel ikke var noget at sige til. Hvem sang den og hvad hed den? Det var en dame som sang.
H. Nielsen

Hej H. Nielsen
Det er Connie Francis, du kan høre for dit indre øre – og hvis du gerne vil høre den igen, kan du gøre det her. Ud over Too Many Rules fra 1961 blev Connie Francis især kendt for sange som Who’s Sorry Now og Stupid Cupid.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Kontrol kontrolleres…”

Hey Tor
Forleden fandt jeg en kasse af mine gamle kassettebånd, helt tilbage fra de glade dage i 80’erne. For sjov smed jeg nogle af båndene i mit konfirmationsanlæg, som jeg havde fundet frem fra gemmerne i kælderen. På et af båndene fandt jeg et musiknummer, som jeg gerne vil bede om din hjælp til at identificere. Nummeret har en meget futuristisk lyd, der ligger ret tæt på Anne Linnets “Nattog”. Rent tidsmæssigt vil jeg tro nummeret ligger omkring 1982-1983. Jeg har afskrevet teksten: ”Kontrol kontrolleres, Kontrol registreres, Systemer systematiseres, lidt efter lidt automatiseres mit blik, lidt efter lidt, mister jeg totalt min logik” (forkortet, red.).
Med venlig hilsen
Jesper Larsen

Hej Jesper
Nogle numre overlever let tidens tand, andre dukker først op igen den dag, man rydder op i sit gamle inventar. Sangen hedder ganske enkelt Kontrol, og din tidsfornemmelse er helt fin, for den stammer fra 1983. Gruppen hed Baby Band og blev bl.a. ført frem i radioen af Kim Schumacher – du kan læse et gammelt interview med dem her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Stevie Wonder indtager Aalborg

I aften giver en af poppens ”grand old men” i Gigantium i Aalborg en af sine sjældne koncerter. Stort set alle, der kender til Stevie Wonder, ved, at han er blind, men synet er faktisk ikke den eneste sans, stjernen må undvære. I 1973 udtrykte han i et interview en angst for, at nogen eller noget ville bringe hans liv i fare. Få dage senere var han udsat for en trafikulykke, hvor en træstamme løsrev sig fra en lastbil og ramte Stevie Wonders bil (hvor han var passager, naturligvis). Popstjernen lå i koma i fire dage og mistede sin lugtesans fuldstændig. Hans næse for at skrive langtidsholdbare hits tog dog ikke skade, hvilket han beviser i aften ved sin eneste koncert i Danmark i denne omgang.

Kategorier
Musiknyheder

The Twist til tops som største Billboard-hit

Den toneangivende amerikanske singlehitliste Billboard Hot 100 kan fejre sit 50-års-jubilæum og i den anledning har folkene bag haft de avancerede lommeregnere fremme. Resultatet er en liste over de mest populære sange på listen nogensinde – ikke nødvendigvis de samlet set bedst sælgende eller mest mindeværdige numre, men dem, der over tid har haft de bedste placeringer på listen.

Det allerstørste Billboard-hit gennem årene er The Twist med Chubby Checker fra 1960, blandt andet fordi den lå nr. 1 på listen to gange med et års mellemrum. Chubby Checker selv betragter The Twist som kulturelt banebrydende, fordi sangen og den medfølgende dans tillod folk at danse hver for sig. ”Hvor som helst på planeten, når en sang har et beat, danser folk hver for sig til det beat, og før Chubby Checker var det ikke sådan, og jeg tror, at min plads på hitlisterne har haft stor betydning for det”, siger han til Billboard.com.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Meteoren er landet

Hey!
DR kører i øjeblikket nogle tv-spots for det nye koncerthus, hvor man ser Steffen Brandt og en række andre danske musikere. Jeg er ret vild med baggrundsmusikken til spottet, men kan ikke lige gennemskue, hvem der står bag den. Måske du kan? Man kan se spottet på dr.dk/koncerthuset under overskriften “Meteoren er landet”.
Mvh Morten

Hej Morten
Nummeret hedder Teardrops og er oprindeligt med Massive Attack, og selvom jeg tidligere har givet æren for den flotte version i tv-spottet til Newton Faulkner, så er det altså versionen med svenske José Gonzales, der bruges (hør den her). Det er også ham, der har lavet den meget stemningsfulde musik til Sonys reklame med hoppeboldene i San Fransiscos gader.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sommerferiebussen

Hej Tor
For 30-40 år siden var der flere år i træk i DR TV et eftermiddagsprogram. Jeg tror det hed Sommerferie og værten hed vistnok Elith Nørreholm. Programmet havde en meget iørefaldende kendingsmelodi, men hvad hed melodien, hvem var kunstneren og kan versionen evt. stadig købes/skaffes?
Med venlig hilsen
Jens L

Hej Jens
Mon ikke du tænker på Elith Nørreholms Sommerferiebussen, der kørte rundt i landet i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Den kække temamelodi var Magic Trumpet, også kaldet Happy Trumpeter (Magic Trumpet). Versionen fra Sommerferiebussen var med Los Mejicos, som jeg dog ikke har kunnet opdrive, men du kan købe komponisten Bert Kaempferts egen indspilning her samt høre en bid af en helt tredje version her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger