Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Freddie Mercury og Ensueno

Hej!
Håber du kan hjælpe mig? Mener, at jeg engang har hørt Freddie Mercury nynne “Ensueno”. Muligvis stammer den fra en single-bagside.
Med venlig hilsen
Bettina Nielsen

Hej Bettina
Freddie Mercury blev bedt om at skrive en slags titelmelodi til OL i Barcelona i 1988, og idéen var at fremføre den sammen med operasangerinden Montserrat Caballé fra netop Barcelona. Samarbejdet udviklede sig dog til et helt album, og herpå findes også Ensueno, hvor Caballé hjalp med den spanske tekst. Udkastet til Ensueno, der hed Exercises in Free Love, er også indspillet af Freddie Mercury, så det må være denne nært beslægtede sang, du har hørt. Du kan høre en bid af Ensueno her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

John Mogensen mindes på 80-års-dag

Mandag d. 5. maj kunne vi have holdt rund fødselsdag for en af Danmarks mest folkekære sangere nogensinde. John Mogensen, der døde i 1977, ville være fyldt 80 år, og det markeres med en opsamlingsplade med den særprægede titel ”Livet skal jo leves – vil du ha’ en skrå”. Her findes hans mest elskede sange i digitalt restaurerede versioner samt to remix, da John Mogensens enke mod sædvane har tilladt pladeselskabet at remixe blandt andet Det er noget galt i Danmark.

Efter sigende indspillede Mogensen sangen for at være sikker på, at den i det mindste ikke bare ville ende sine dage i skrivebordsskuffen, men nummeret skulle vise sig at have langt større potentiale, end han havde troet. Der er noget galt i Danmark skabte både en langtidsholdbar vending i det danske sprog, et stort hit for Mogensen selv og en debat, der endda fik politikeren Erhard Jakobsen til at indsynge et modsvar i form af sangen Dybbøl Mølle maler stadig. Den nye opsamlingsplade udkommer netop mandag den 5. maj.

Kategorier
Musiknyheder

Give Peace a Chance til salg

John Lennon fik ret, da han i 1969 stak en lap papir i hånden på teenageren Gail Renard og ifølge Billboard sagde, at den en dag ville blive noget værd. Dette skete nemlig under John Lennon og Yoko Onos happening, hvor de i otte dage blev i sengen på et hotel i Canada, og på papiret var Lennons håndskrevne tekst til den dengang nyskrevne Give Peace a Chance.

Gail Renard havde sneget sig forbi vagterne og blev venner med Lennon, barnepige for Yoko Onos datter og sørgede for at skrive flere tekst-ark med Give Peace a Chance, så alle tilstedeværende kunne synge med. Nu sætter hun Lennons originaltekst til salg, og skulle du komme forbi New York, kan du få den håndskrevne tekst at se, inden den bortauktioneres den 10. juli.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Anne Linnet-sang i Album

Hej Tor
Jeg har et spørgsmål om en Anne Linnet sang. Jeg vil rigtig gerne vide, hvilken cd, jeg kan finde den på. Jeg kan kun brudstykker af teksten. Jeg hørte den for nyligt i TV-serien ”Album” i afsnittet fra 1982. Omkvædet lyder: ”Luk foråret ude og lad mig i fred, lad mig synke i mørkets uendelighed”. På forhånd tak for hjælpen og mange hilsner fra
Ina

Hej Ina
Album-afsnittet foregik i starten af 1980’erne, men sangen fra 1978, for det var et nummer fra albummet Tak for sidst med Anne Linnets gruppe Shit & Chanel. Sangen hedder Forår Fatale og findes også på opsamlingen “16 største succes’er 1”, der er udgivet som Shit & Chalou, da parfumeproducenten Chanel på et tidspunkt tvang dem til at skifte navn.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Når det kommer til stykket

Hej Tor
Kan du fortælle mig hvem der var på dansktoppen i 1973 med en melodi der hedder “Når det kommer til stykket”?
Mvh Finn

Hej Finn
Når du ligefrem har både titel og årstal rigtigt, kan jeg godt forstå, at det er irriterende at mangle navnet på kunstneren. Det var Eugen Tajmer, der indspillede Når det kommer til stykket, som i øvrigt havde tekst af Thøger Olesen. Nummeret findes blandt andet på Tajmers CD Tænk hvor lidt man dog forstår.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Def Leppard er tilbage

I de seneste år har der ikke været megen opmærksomhed omkring et af historiens bedst sælgende heavyrock-bands, men det ændrer sig måske nu. Def Leppard har nemlig nu udsendt deres første plade med helt nye sange i seks år. Gruppen blev dannet i 1977 under navnet Atomic Mass, men det blev ændret på opfordring fra forsanger Joe Elliott. Han havde lavet en tegning af en leopard uden ører og syntes, at Deaf Leopard (døv leopard) kunne være et fedt navn til et rockband. Stavemåden blev dog ændret, før gruppen fik succes med hits som Pour Some Sugar On Me, Let’s Get Rocked og Love Bites.

Det nye album Songs From the Sparkle Lounge udkommer mandag d. 28. april, og den 14. juni optræder Def Leppard også til Rock under broen i Middelfart.

Kategorier
Musiknyheder

Leroy Brown går til filmen

Mange har gennem årene moret sig over historien om Bad Bad Leroy Brown, både i Frank Sinatras version af sangen og i originalen med Jim Croce, men nu er den slemme fyr også til filmen. For 35 år efter Jim Croce udsendte sin sang om Leroy Brown, er der ifølge Reuters udsigt til en filmatisering af fortællingen om Leroy Brown, der stor i slaget lægger an på en pige, men ender med at få bank af hendes mand.

Jim Croce kendte faktisk selv en mand ved navn Leroy Brown. De var venner i militæret, men i en periode blev Brown væk uden tilladelse. Da han kom tilbage for alligevel at hæve sin løn, blev han arresteret, og da Leroy Brown råbende og brovtende blev ført væk, vidste Croce med det samme, at han skulle skrive en sang om den ”slemme, slemme Leroy Brown”. Nu har filmproduceren Warren Zide købt rettighederne til at lave en film om sangens Leroy Brown.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Roxy Music på hotel

Hej!
Jeg mener at der engang sidst i 70’erne eller først i 80’erne var en tv-udsendelse(DR1), hvor Roxy Music boede på en hotel/pensionat, men jeg kan ikke huske hvad serien hed – kan du måske hjælpe.
P.f.t Jette Ax

Hej Jette
Jeg har desværre ingen erindring om en decideret “hotel-udsendelse” med Roxy Music, men forsanger Bryan Ferry har haft skuespillerroller. Hvis man skal gå efter årstallet, kan det sagtens være den franske serie Petit déjeuner compris fra 1980, du har i tankerne.
Med venlig hilsen
Tor Bagger