Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: California Blue

Hej Tor
Hvornår skrev Roy Orbinson California Blue?
Erling

Hej Erling
Sangen blev skrevet i 1988, men California Blue blev først udsendt i 1989 – både som single og på albummet Mystery Girl, der udkom umiddelbart efter Roy Orbisons død i december 1988. Han var dog ikke alene om at skrive sangen, men arbejdede her sammen med Tom Petty og Jeff Lynne, som han blandt andet kendte fra arbejdet med deres fælles gruppe Traveling Wilburys. Det var i øvrigt også denne sangskrivertrio, der skrev hittet You Got It til den samme plade.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

tv-2 tager toget

Bandet, der vel næppe længere med berettigelse kan kalde sig ”Danmarks kedeligste orkester”, indleder på lørdag deres turné på utraditionel vis. Heldige rejsende i toget mellem Århus og København kan nemlig opleve en anderledes koncert med tv-2, der forlader perronen i Århus kl. 14:54. Idéen udspringer af gruppens seneste hit Randers Station, men på trods af dette gør Intercity-toget mellem Århus og København ikke stop i Randers – naturligt nok.

Stationsfakta betyder tilsyneladende heller ikke det helt store, da musikvideoen til Randers Station alligevel også er optaget på togstationen under Kastrup Lufthavn. Til gengæld passerer rocktoget Skanderborg Station, der deler navn med en tv-2-sang fra 1985. Gruppens egentlige turné indledes den 25. januar i Odense.

Kategorier
Musiknyheder

Peggy Sue taler ud

De fleste folk med kendskab til rock’n’roll-musikkens barndom kender nok bedst Peggy Sue som titlen på et udødeligt hit med Buddy Holly, men den virkelige Peggy Sue lever også stadig i bedste velgående. Faktisk er Peggy Sue Gerron i denne tid hovedperson i en strid om rettigheder, eftermæle og indtægter, da hun inden længe udgiver erindringsbogen Whatever Happened to Peggy Sue om hendes venskab med Buddy Holly.

Rocklegendens enke Maria Elena Holly, der ejer rettighederne til Buddy Holly-navnet og alt omkring det, er ifølge CNN klar til at lægge sag an, hvis bogen udkommer, fordi virkelighedens Peggy Sue ikke har fået tilladelse til at udnytte minderne om Buddy Holly, og fordi Peggy Sue angiveligt skulle fordreje sandheden. Sangen om Peggy Sue skulle i øvrigt have heddet Cindy Lou, men Buddy Hollys trommeslager, der var lun på Peggy Sue Gerron, overtalte ham til at ændre teksten for at gøre indtryk på Peggy Sue. Det lykkedes tilsyneladende, for to blev senere gift.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sad Sad X-mas

Hej Tor!
Jeg har flere gange på P4 Nordjylland, hørt en sang, hvor en far og en søn/datter synger sammen. Noget af sangen lyder “it is a sad sad christmas”, og så svarer barnet, “no daddy, i love you twice as much on christmas day”, eller noget i den stil. Kan du evt. hjælpe mig med en titel og hvem der synger den?
Venlig hilsen
Bettina

Hej Bettina
Nummeret, du hørte i december, er blevet hentet frem hvert år siden 1986. Sad Sad X-mas er et af de mere spøjse påfund fra rockgruppen D.A.D., som på det tidspunkt hed Disneyland After Dark. De udsendte den oprindeligt som B-side til singlen It’s After Dark, men i 1989 kom den med på opsamlingen D.A.D. Special. Du kan se hele teksten her.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: En kold, kold X-mas

Hej Tor
I strømmen af julemusik i december måned hørte jeg pludselig i radioen en sang, som jeg aldrig havde hørt før. Sweat Heart med Pernille Højmark ved mikrofonen havde et nyt morsomt bud på ”Jeg tror det bliver en kold, kold vinter, der kommer” med noget i retning af: ”Jeg drømmer om en stor, stor X-mas, der skummer”. Jeg kunne godt tænke mig at høre den igen eller læse teksten. Den var virkelig sjov – og det undrer mig, at den ikke hører til blandt klassikerne i julemåneden.
Godt Nytår
Ole

Hej Ole
Nej, det er ikke altid til at forudsige hvilke sange, der får lov til at være en fast del af “julepynten”. Nummeret, du har hørt, er nu ikke så nyt endda, for det er fra Sweethearts’ juleplade Sikken en julefest fra 1999. Fordanskningen af Cold Cold Christmas hedder Kold, kold X-mas, og du kan høre en bid af den under “Diskografi” på sweethearts.dk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Tv-serien Californication sagsøgt

Når TV2 i aften viser endnu et afsnit af deres nyindkøbte komedieserie, er det samtidig andet afsnit i en serie, der har skabt opmærksomhed via sit navn. Folkene bag tv-serien Californication har nemlig været lige lovlig langfingrede, synes Red Hot Chili Peppers.

Rockgruppen fra Los Angeles mener, at de har retten til at bruge ordet Californication, som de opfandt til deres hit og deres album af samme navn i 1999. Derfor har de anlagt sag mod tv-produktionsselskabet for upassende brug af ordet, der som ordspil ikke blot kan oversættes til ”californisering”. Den sidste del af ordet, fornication, betyder nemlig ”at bedrive hor” eller ”utugt” – og det passer fint til en del af komedieseriens omdrejningspunkt.

Kategorier
Musiknyheder

Klar til Kinks-comeback?

Nyere popgrupper som Take That og Spice Girls og ældre rockbands som The Police og Led Zeppelin er blevet gendannet, og nu følger et af 60’ernes store grupper måske efter. Frontmanden i The Kinks afviste ikke tanken, da han for nylig blev interviewet til et engelsk musikmagasin.

”Jeg talte med Quaife for cirka en måned siden, og han vil meget gerne lave en plade mere sammen med mig. Jeg tror, Dave er ved at få det bedre, og Mick spiller stadig. Det ville være fedt at samles igen bare for at se, hvilke musikalske idéer, vi har, og hvad der kunne ske”, fortalte Ray Davies til Record Collector. Før gennembruddet You Really Got Me i 1964 optrådte de under mange forskellige navne som The Ray Davies Quartet, The Bo-Weevils og The Ravens. Det endelige navn The Kinks hentede de fra slangordet kinky (sær, fræk), som blev brugt flittigt i tv-serien The Avengers.

The Kinks, der også blev kendt for sange som Lola, Sunny Afternoon og Waterloo Sunset, har ikke optrådt sammen siden 1996.

Kategorier
Musiknyheder

Nytårssangen Happy New Year

Mens der hvert år udgives nye julesange med kendte kunstnere, er nytårssange lidt af en sjældenhed. Til at markere indgangen til det nye år vælger de fleste radio- og tv-stationer derfor hvert år at bruge ABBAs Happy New Year, som egentlig blev skrevet som en del af en musical. Happy New Year er meget kendt, men blev faktisk ikke udsendt som single, da den udkom i 1980 – i hvert fald ikke i den version, vi kender herhjemme. I de spansktalende lande blev den lanceret på single med titlen Felicidad, men først i forbindelse med årtusindskiftet blev den ”originale” Happy New Year udgivet som single. Til gengæld blev Björn og Bennys idé om den nytårsmusical, hvor Happy New Year skulle indgå, aldrig til noget.