Kategorier
Uncategorised

Sukkerfri Stones

Selvom Rolling Stones for to måneder siden mistede deres trommeslager Charlie Watts, der døde 80 år gammel, er bandet i øjeblikket på turné. På grund af sygdom havde Watts bedt de gamle venner tage af sted uden ham, så det er ikke en overraskelse, at turnéen fortsætter, men det er naturligvis et forandret Rolling Stones, publikum møder uden Watts ved trommerne. Noget andet, der også er ændret, er, at en af gruppens mest kendte sange, ”Brown Sugar”, er blevet pillet ud af setlisten. Det har medført spekulationer om, hvorvidt de aldrende musikere er bekymrede for at havne i en shitstorm i forlængelse af de seneste års debat om synet på sorte mennesker. På trods af den festlige rocklyd er historien, der fortælles i ”Brown Sugar”, ganske ubehagelig. De første linjer lyder ”Gold Coast slave ship bound for cotton fields sold in the market down in New Orleans”, så hvis man synger med i festligt lag, så deltager man altså i fortællingen om et slaveskib med kurs fra Guldkysten mod Amerika, hvor slaverne sælges for at arbejde i bomuldsmarkerne, og senere handler det blandt andet om pisk til kvinderne ved midnatstid.

Det vil være forkert at sige, at sangen direkte forherliger slaveri eller opfordrer til racisme, men skildringen af fortidens voldelige udnyttelse af sorte og antydningerne af seksuelle overgreb mod disse kvinder er heller ikke ligefrem tynget af anger og afsky fra de hvide mænd, der indspillede sangen – og 50 år efter sangens udgivelse kan den slags give kritik fra samtiden. Mediet Los Angeles Times konfronterede forleden Stones-medlemmerne Mick Jagger og Keith Richards med beslutningen om at droppe ”Brown Sugar”, og Richards afslørede, at han ikke helt kan se problemet med sangen, eftersom det er rædslerne i slaveriet, sangen handler om. ”Lige for tiden vil jeg ikke rode mig ud i problemer med alt det lort. Men jeg håber, at vi vil kunne genoplive den sild i al sin skønhed engang hen ad vejen”, sagde Keith Richards til Los Angeles Times tidligere på måneden, mens forsanger Mick Jagger påpegede, at de har spillet ”Brown Sugar” til alle koncerter siden 1970, så nu vil de bare se, hvordan det fungerer, hvis de piller den ud af showet.

Udover de eksplicitte referencer til sorte slavekvinder har der gennem årene også været gættet på, at teksten om ”brunt sukker” rummer henvisninger til rygeheroin.

Kategorier
Uncategorised

Spørgsmål: Hyldest til Elvis

Hej Tor
Et par år efter Elvis døde, kom der en slags hyldestsang til ham. Kan du hjælpe med hvilken?
Kh Torsten

Hej Torsten
Der er skrevet flere sange om Elvis Presley, men min umiddelbare bud vil være, at du tænker på ”King’s Call” fra 1980. Det var Thin Lizzy-forsangeren Phil Lynott, der udsendte den på albummet ”Solo in Soho” med hjælp fra guitaristen Mark Knopfler.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bølgepap-pop

Hej Tor
Omkring årtusindskiftet var der en sang (lidt discoagtig), hvor musikvideoen var computeranimeret, så det skulle se ud, som om alting var lavet af bølgepap, også pigen deri. Jeg kan se den for mig, og jeg kan “fornemme” lyden, men ikke huske titel, tekst osv.
Mvh. Helene

Hej Helene
Gruppen DB Boulevard havde i starten af 2002 et pænt hit med sangen “Point of View”, og den passer fint på din beskrivelse. Sangerinden, der lagde stemme til “Point of View”, hedder Moony, og som solokunstner fik hun også succes med “Dove (I’ll Be Loving You)” samme år.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Adele-tabellen: 19, 21, 25, 30

Personlige popsange og følelsesladede ballader går aldrig af mode, så lige nu venter mange spændt på, at vor tids dronning på dette felt bryder tavsheden og præsenterer nyt materiale. På fredag udgiver sangerinden Adele nemlig sin første nye sang i seks år, og i november følger et helt album, der også bliver hendes første siden 2015. Adele Laurie Blue Adkins har siden gennembruddet i 2008 sat et hav af rekorder, uanset om man ser på salgstal, hitlistestatistikker, koncertturnéer og videovisninger på nettet, men den nok mest tungtvejende rekord er, at hendes album ”21” fra 2011 med flere end 31 millioner solgte eksemplarer er det bedst sælgende album i det 21. århundrede.

Pladen rummede flere store hits, ikke mindst den store ballade ”Someone Like You”, som hun færdiggjorde og indspillede sammen med Dan Wilson fra bandet Semisonic. De første dele af sangen havde hun med i skitseform, da de mødtes for at se, om de kunne finde ud af at arbejde sammen, og i fællesskab fik de melodien og teksten på plads hen over to dage i studiet. Til sidst indspillede de en demo-version af ”Someone Like You”, så de kunne præsentere resultatet for andre. Indspilningen indeholdt intet andet end Adele ved en mikrofon og Dan Wilson ved et flygel, men det var så kraftfuldt og følelsesladet, at der ikke var brug for andet. Adele forsøgte senere at indspille sangen med et større orkester, men i sidste ende valgte hun at holde fast i den første indspilning med blot sang og flygel, så det var reelt en demo, der endte på toppen af hitlisterne verden over. Den endte også på albummet ”21”, som i titlen refererer til Adeles alder i den periode, hvor sangene blev til. Hun har også udgivet pladerne ”19” og ”25”, og der er forlydender om, at det album, der er varslet til november, kommer til at hedde ”30”. Adele er godt nok blevet 33 år, men eftersom albummet har været nogle år undervejs, er ”30” en passende titel til sange fra en periode i hendes liv med både skilsmisse og moderskab.

På de sociale medier er der allerede præsenteret nogle mindre bidder fra den nye sang ”Easy On Me”, der lyder som endnu en stor klaverbåret ballade, og fra på fredag kan vi få lov til at høre hele nummeret.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hvem/hvad er den sexy thing?

Hej!
Er det ikke alkohol Hot Chokolate synger om i You sexy thing?
Mvh J. Kristensen, Hobro

Hej J.
Nej, så subtil er “You Sexy Thing” slet ikke, vil jeg mene. Der er måske nok linjer i sangen, som med lidt god vilje vil kunne tolkes som en ode til alkohol, men den holder ikke hele vejen igennem. For eksempel synes jeg, det giver nogle aparte billeder på nethinden, når der synges “Now your lying close to me, making love to me”. Historien fortæller i øvrigt også, at det er hans hustru Ginette, der er hovedperson i sangen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Giro 75 år

”Lytternes ønskeprogram på grammofon”. Sådan lød navnet på et radioprogram, der kunne høres for første gang i oktober 1946, og selvom titlen var ganske beskrivende for indholdet, blev den ændret til ”Giro 413” nogle år senere. Det var forfatteren, musikeren og radiojournalisten Karl Bjarnhoff, der var vært for det allerførste program i rækken, og han indledte ”Lytternes ønskeprogram på grammofon” med tonerne af ”Prins Jørgens March”, som godt nok er skrevet i 1699, men som også har spillet en rolle ved store begivenheder i nyere tid. Blandt andet blev den spillet ved prins Charles og lady Dianas bryllup i 1981, og under 2. verdenskrig blev den brugt som indledning ved BBC’s danske nyhedsudsendelser på kortbølgeradio, fordi den i sig selv afspejlede en forbindelse mellem Danmark og England. Prins Jørgen, der var søn af kong Frederik d. 3., blev nemlig blev gift med Anne Stuart, der var dronning over England, Skotland og Irland i begyndelsen af 1700-tallet. Prins Jørgen gik i England under navnet George, og værket, der i Danmark bærer hans navn, kendes på engelsk som ”The Prince of Denmark’s March”. Den hyppige brug af ”Prins Jørgens March” på BBC under krigen betød, at værket var velkendt og afholdt i Danmark, hvilket formentlig var medvirkende til, at netop dette stykke musik blev det første i det nye ønskeprogram i radioen i 1946. Blandt de øvrige ønsker i programdebuten var Carl Nielsens ”Underlige aftenlufte” og et uddrag af operetten ”Den glade enke”.

I 1951 sørgede programmets vært Otto Leisner for, at ”Lytternes ønskeprogram på grammofon” skiftede navn til ”Giro 413”, og selvom giro-numre og indsamlingsformer har ændret sig meget siden da, så holder navnet ved den dag i dag. Selve 75-års-dagen er onsdag den 13. oktober, men allerede på søndag fejrer DR deres jubilar ved en særudgave af programmet på P5, som sendes direkte fra Tingkroen på Amager. Udover de sædvanlige lytterhilsener og pladeønsker vil der være live-musik med blandt andre Birthe Kjær og Dorthe Kollo samt Michael Winckler, der er søn af en af programmets mest ønskede kunstnere, Gustav Winckler.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Normal People

Hej Tor
Jeg er i gang med at se serien ”Normal people” på DR, som jeg også har læst som roman (stor anbefaling til begge). Et af afsnittet slutter med en firsersang, som jeg er ret sikker på er Erasure, men jeg kan ikke finde den på nogen af deres plader. Kan du genkende den?
Mvh. Jeanne  

Hej Jeanne
Jeg har fundet det afsnit, du henviser til, og jeg kan godt forstå, at du tænker på Erasure. Sangen hedder ”Only You” og er fra 1982 med duoen Yazoo, som bestod af sangerinden Alison Moyet og sangskriveren Vince Clark. Efter de to indstillede samarbejdet, dannede netop Vince Clarke Erasure sammen med Andy Bell. Tidligere havde Vince Clark været med i Depeche Mode, og efter sigende havde han faktisk tilbudt dem at indspille ”Only You”, hvilket de dog takkede nej til.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

007 x 25 = 2021

Da corona-pandemien begyndte at tage fart i begyndelsen af 2020, tog filmselskabet MGM konsekvensen og udskød premieren på James Bond-film nr. 25, ”No Time to Die”, som ellers skulle have været sendt ud til biograferne i april 2020. Med planer om en verdenspremiere i Kina og med udsigten til mere eller mindre stillestående lande og lukkede biografer, var der ikke udsigt til, at investorerne ville kunne hente filmudgifterne hjem, hvis actionfilmen holdt den oprindelige premiereplan. Set i bakspejlet kan det betragtes som én blandt mange naivt optimistiske udsættelser, at ”No Time to Die” kun blev skubbet fra april til november 2020, og den plan måtte da også ændres, da det stod klart, at verden ikke kom på ret kurs igen så hurtigt, som man kunne have håbet. Men nu er tiden kommet til, at man kan få lov at se ”No Time to Die”, der bliver Daniel Craigs femte og sidste film i rollen som Agent 007. At filmpremieren er blevet udskudt så lang tid, giver også den særlige situation, at selvom filmen vil fremstå ny, så har den en temasang, der er mere end halvandet år gammel, for Billie Eilish nåede at udgive titelmelodien ”No Time to Die” allerede i februar 2020.

Sangen, som Eilish skrev sammen med sin bror og faste musikmakker Finneas, faldt på plads i løbet af ganske få dage – efter en smule startvanskeligheder. Billie og Finneas har i magasinet GQ Hype fortalt, at filmfolkene sendte dem de første tyve sider af manuskriptet for at give dem en idé om handlingen, men da de gik i studiet for at skrive en sang, der kunne passe til den, bar indsatsen ikke frugt. Først da de var taget ud på turné, knækkede Finneas koden til, hvordan fundamentet til sangen kunne lyde, og liggende i hver deres køje i en tour-bus skrev de ”No Time to Die” færdig. Billie Eilish var blot 18 år, da sangen blev indspillet, hvilket gør hende til den hidtil yngste leverandør af en James Bond-sang. 

”No Time to Die” får premiere i de danske biografer torsdag d. 30. september.