Musikbrevkassen.dk

Hej Tor
Jeg så Eurovision finalen og undrede mig over, at der blev optrådt med ”Hooked on a feeling” i starten af programmet. Jeg vidt jeg husker (og ud fra hvad jeg kan læse mig frem til) er det ikke en Grand Prix-sang. Er der noget, jeg har overset?
Mvh.Lars

Hej Lars
Nej, du har helt ret: ”Hooked On a Feeling” med Björn Skifs og gruppen Blue Swede stammer ikke fra Eurovision eller det svenske Grand Prix, men den blev fremført som ét blandt aftenens mange eksempler på international succes for svensk popmusik. Og det pudsige er, at ”Hooked On a Feeling” indtog førstepladsen i USA som den første svenske single nogensinde på præcis samme dag, som Abba vandt Eurovision Song Contest med ”Waterloo”. Den 6. april 1974 var således en særdeles skelsættende dag for den svenske musikindustri.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I sidste uge udgav udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen uden varsel det, han kalder en podbog. Det vil sige, at det ikke er en podcast i normal forstand, og heller ikke en traditionel lydbog, men en slags hybrid. I 2019 landede hans bog ”Befrielsens øjeblik” som lidt af en bombe i valgkampen, og nu har han lanceret ”Befrielsens pris”, som er en enetale på lyd og ikke på skrift. ”Befrielsens pris” omhandler blandt andet arbejdet med etableringen af partiet Moderaterne og dannelsen af SVM-regeringen, og selvom langt det meste er anekdoter og forklaringer fra Løkkes side, er der en lille sang, der er gået igen i flere omtaler af den såkaldte podbog. Lars Løkke Rasmussen nynner nemlig et stykke af Billy Joels gamle sang ”Just the Way You Are” som en slags kærlighedssang mellem de tre regeringsparter:

“I love you just the way you are, doo-doo-doo-doo-doo. Jamen, den sang sang … mest Mette Frederiksen, og jeg tror, Troels Lund brummede lidt med på Hotel Hans Egede i Nuuk, hvor vi havde rigsmøde”, forklarer Løkke.

”Og det er et meget godt eksempel på, at selvom vi er topprofessionelle mennesker, så har vi det også sjovt. I virkeligheden synes jeg måske, at den her regering har det sjovere med sig selv end så mange andre regeringer, jeg har siddet i”.

Sangen fra 1977 var i virkeligheden en fødselsdagsgave fra Billy Joel til hans hustru Elizabeth Weber Small, og ordene om den ubetingede kærlighed kan være fristende at låne i andre sammenhænge – også for toppolitikere åbenbart. Med til historien hører dog, at Billy og Elizabeth blev skilt nogle år senere, og at der åbenbart er dårlig karma omkring visse af Billy Joels kærlighedssange. Han er flere steder citeret for at sige, at ”hver gang jeg skrev en sang til en person, jeg var i et forhold med, holdt det ikke. Det var lidt som en forbandelse: Her er en sang til dig – vi kan lige så godt sige farvel til hinanden nu”.

Beatles-filmen ”Let It Be” er en velkendt del af historien om bandets sidste tid, men i årevis har filmen været ude af cirkulation og svær at opdrive. Det bliver der lavet op på fra i dag, hvor ”Let It Be” fra 1970 har premiere på Disney+ i en nyklippet og gennemrestaureret version. Genudgivelsen kommer i forlængelse af den tredelte dokumentarserie ”Get Back”, som udkom for halvandet år siden, og som var baseret på de mange timers optagelser, der blev lavet under arbejdet med ”Let It Be”-filmen. Filminstruktøren Peter Jackson og hans folk fik med de nyeste teknologiske værktøjer foretaget en omfattende digitalisering og restaurering af både lyden og billedkvaliteten som en del af ”Get Back”-projektet.

”Gennem årene er der formentlig ikke blevet passet ordentligt på de originale film, og de havde det ikke særligt godt længere”, har filmens oprindelige instruktør Michael Lindsay-Hogg for nylig fortalt til musikmediet NME.

”Da Peter gik i gang (med Get Back-serien, red.) – og det gjorde han gudskelov – var han nødt til at restaurere de originale optagelser, der blev brugt i Let It Be. Så da idéen om at genudgive Let It Be dukkede op igen, var en del af arbejdet allerede gjort”.

Den nye billedkvalitet endte dog med at blive en tand for god for instruktøren. Peter Jacksons meget skarpe billeder til ”Get Back” endte med at mangle følelsen af gamle filmoptagelser, så til klippearbejdet med den nye version af ”Let It Be” fik Michael Lindsay-Hogg justeret materialet en anelse tilbage mod det oprindelige. Filmen blev især kendt for optagelserne af The Beatles’ uannoncerede koncert på taget af Apple-pladeselskabets bygning i London, og den fortalte direkte og indirekte en historie om et band i opløsning – et billede, der blev nuanceret en del i den meget længere dokumentarserie ”Get Back” i 2022.

Titlen på både filmen og den medfølgende LP stammer naturligvis fra en af sangene, der blev indspillet i denne periode. ”Let It Be” var dog tæt på at være en Paul McCartney-sang i højere grad end en Beatles-sang, John Lennon brød sig slet ikke om nummeret, som McCartney havde skrevet på egen hånd.

”Det er ren Paul. Hvad skal man sige? Den havde ikke noget med The Beatles at gøre. Den kunne have været med Wings. Jeg ved ikke, hvad han tænkte, da han skrev Let It Be”, er Lennon citeret for at sige i bogen ”All We Are Saying”.

Resten af verden tog noget bedre imod sangen ”Let It Be”, og fra i dag er der mulighed for at gå på opdagelse i en nyistandsat version af filmen af navn. Den nye version indeholder også en samtale mellem de to Beatles-filmmagere Michael Lindsay-Hogg og Peter Jackson, som fortæller om filmen, der dannede grundlag for en dokumentarserie, som nu har dannet grundlag for filmens genudgivelse.

Hej Tor
Der er en sang, der bliver spillet meget på radio for tiden, som starter som en ballade (James Blunt-agtigt, hvis du forstår). Men så i omkvædet skifter rytmen helt og bliver en rocksang. Jeg har bare aldrig fanget sanger/titel på den.
Mvh. Jeanne

Hej Jeanne
Det lyder som Benson Boones ”Beautiful Things”, der i de seneste måneder har nået toppen af hitlisterne i flere landet. Hans debutsingle ”Ghost Town” kom i 2021, og for en måneds tid siden udkom hans første album ”Fireworks & Rollerblades”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Der er ikke mange komponister herhjemme, der har efterladt så stort et indtryk og så omfattende en sangskat som ham, der fik sit store gennembrud i disse dage for præcis 100 år siden. Kai Normann Andersen var egentlig bankmand, men som nyudlært sagde han op for at satse på musikken. Han tog blandt andet til England for at studere tidens trends i de engelske ballrooms, og han turnerede som musiker og kapelmester, før han nåede den københavnske revyscene. Den afgørende skillelinje i karrieren var den 30. april 1924 – i dag for 100 år siden. Den dag var der premiere på årets udgave af Scala-revyen i forlystelsesetablissementet Scala, og den var et stykke bestillingsarbejde, der gav 24-årige Kai Normann Andersen gennembruddet. Sangeren Arne Weel stod for forestillingen, hvor hans hustru Liva Weel var den store stjerne, men lidt sent i forberedelserne opdagede Arne Weel, at han manglede materiale til sig selv: ”Derfor henvendte jeg mig til en af forfatterne, Ludvig Brandstrup, der efterlyste en idé. Jeg foreslog noget i retning af Oda Nielsens berømte ’Bon soir, madame la Lune, bon soir” – og det blev til ’Du gamle måne’ med musik af den dengang komplet ukendte komponist Kai Normann Andersen”, skrev Arne Weel i sine erindringer ”Så festligt det var”.

Kai Normann Andersen skabte en melodi til historien om fulderikken, der er blevet forladt af sin elskede og synger til Månen, der har set det hele. Musikken er inspireret af den argentinske tango, som Normann Andersen havde studeret på sine udlandsrejser. Som Normann-biografien ”Den sky romantiker” pointerer, var tangoen i denne periode hypermoderne, og det tilførte revysangen ”kant og spændstighed, noget eksotisk … og måske et vist dekadent snit”.

”Du gamle måne” blev startskuddet til flere opgaver i revyer, teaterforestillinger, film og meget andet i mange år derefter. Efter gennembruddet for præcis 100 år siden skrev Kai Normann Andersen i nærheden af 1000 melodier til blandt andet stedsegrønne sange som ”Glemmer du, så husker jeg”, ”Man binder os på mund og hånd”, ”Den allersidste dans”, ”Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes”, ”Gå med i lunden”, ”Alle går rundt og forelsker sig” og ”Pige træd varsomt”.

Kære Tor
Jeg greb mig selv i at nynne den gamle sang ”Lykken skal komme som gæst i vor stue i aften”, som jeg husker fra min barndom (det er mange herrens år siden, tør jeg afsløre). Fruen genkendte den dog som en ”nyere” sang, fra firserne eller halvfemserne. Det forstår jeg dog ikke. Men er der mon en ”ny” indspilning jeg ikke kender?
Med venlig hilsen
Johannes

Kære Johannes
Sangen hedder egentlig blot ”I aften” og har musik af Karen Jønsson, som også skrev ”Hvorfor er lykken så lunefuld”, og tekst af Børge Müller, og så vidt jeg kan se, er den fra 1936. Af nyere indspilninger (og her kan man sætte brugen af ordet ”nyere” til diskussion) vil jeg umiddelbart pege på Birthe Kjærs udgave, som var med i slutscenen af Jacob Haugaard og Finn Nørbygaards film ”Jydekompagniet” i 1988.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Når erfarne musikere eller bande er på turné, er det på ingen måde ualmindeligt at spille gamle numre, som folk kender og elsker. Gennem tiden har nogle bands ligefrem valgt at signalere, at de er på en slags Greatest Hits-turné, men i de seneste år er en ny type nostalgikoncerter vokset frem: Jubilæet for en populær eller vigtig plade bliver anledning til en koncert, hvor hele dette album spilles fra ende til anden. Kunstnerne får således mulighed for at optræde med et samlet værk, og publikum ved med sikkerhed, at de får lov til at høre en bestemt stribe sange fra et særligt tidspunkt i deres liv. For få måneder siden var Tim Christensen på en sådan turné, og i disse uger bevæger Sanne Salomonsen sig rundt i landet med sangene fra et album, som i år har 35-års-jubilæum.

Albummet fra 1989, der blot bærer titlen ”Sanne”, var en gigantisk succes i både Danmark og Sverige med et pladesalg omkring en halv million eksemplarer. Sanne Salomonsens primære samarbejdspartnere var komponisterne og producerne Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt samt den unge Thomas Helmig, der var hyret til at skrive en del af teksterne til Rugsted og Kreutzfeldts melodier. I bogen ”Anne, Sanne og Lis” er Sanne Salomonsen citeret for, at perioden, hvor denne plade blev skabt, var særligt kreativ og lykkelig: ”Jeg var nybagt mor, Mats og jeg var så lykkelige på det tidspunkt. Thomas’, Stigs, Jens og mit samarbejde gik skidegodt. Er det ikke fedt? Når noget glider så godt som dengang, står det i et helt bestemt lys, som ikke går ud. Alt var god karma”. Den gode karma resulterede i nærmest uopslidelige popsange som ”Kærligheden kalder”, ”Hvis du forstod”, ”Jeg’ i live”, ”Uden dig” og ”Tænk på mig”, og er dem, Sanne Salomonsens nye turné har som omdrejningspunkt.

Sanne Salomonsens turné med The Antonelli Orchestra begyndt i Esbjerg i starten af april og slutter i Aarhus på søndag.

Hvis man er inkarneret David Bowie-fan eller måske ligefrem samler, er der god grund til løbende at lægge lidt penge til side, for arkiverne gemmer på interessante ting, som lidt efter lidt bliver sluppet fri. Siden Bowies død i 2016 er der kommet flere bokssæt og særudgivelser, og på lørdag lander endnu en af slagsen. En af David Bowies mest afgørende perioder var tiden med hans alter ego Ziggy Stardust, som er i centrum på LP’en ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” fra 1972. Nu udkommer et tidligt udkast til dette album, sammensat på et tidspunkt hvor ikke alle sange var på plads endnu, og hvor der stadig blev arbejdet på numre, der ikke fandt vej til den endelige ”Ziggy Stardust”-plade. Den nye udgivelse indeholder således fire sange, der ikke var med på LP’en i 1972. Titlen på det ”nye” album er “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)”, og titlen er inspireret af omkvædet til det store hit ”Starman”: ”There’s a starman waiting in the sky, he’d like to come and meet us, but he thinks he’d blow our minds”.

Det lidt specielle i denne sammenhæng er, at titlen refererer til en sang, der slet ikke er med på pladen! ”Starman” var nemlig den allersidste sang, der blev skrevet til ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” som en slags bestillingsarbejde. David Bowies daværende trommeslager Woody Woodmansey fortalte engang i et interview med The Quietus, at indspilningerne egentlig var afsluttet, men at pladeselskabsfolkene havde deres betænkeligheder, fordi der ikke var en single imellem, altså intet et oplagt hit. En måned senere gik de atter i studiet, fordi Bowie på det tidspunkt havde skrevet ”Starman” som supplement: ”Jeg har altid oplevet, at Bowie havde den evne, at når som helst han havde lyst, kunne han skrive en hitsingle. Det var bare sådan, han var. Jeg tror, at han gennem sin karriere fravalgte det. Hvis han havde lyst, kunne han skrive en, og hvis han ikke havde, lod han være”, sagde trommeslager Woody Woodmansey i 2017.

”Dengang med ’Starman’, forsøgte han sig ikke frem flere gange, han sagde bare ’Okay, så skriver jeg en’. Men hvis det ikke havde været for den sang, havde det måske ikke taget fart. Den samlede det hele”.

”Starman” blev i 1972 David Bowies første hit siden ”Space Oddity” i 1969, men på det udkast til LP’en, som nu udgives, var ”Starman” altså endnu ikke blevet til. I stedet for ”Starman” kan man på den nye udgivelse opleve en fortolkning af Chuck Berry-sangen ”Round and Round”, en indspilning af Jaques Brels ”Amsterdam” samt David Bowies egne sange ”Velvet Goldmine” og ”Holy Holy”. Særudgivelsen “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)” udkommer på lørdag, som er den internationale Record Store Day, der sætter fokus på den rolle, fysiske pladebutikker spiller.