Musikbrevkassen.dk

Danskerne
lærte Jens Møller Jensen fra København Politi at kende som manden, der satte
ord på efterforskningen af drabet på svenske Kim Wall. I sidste uge udgav han bogen
“Opklaret – Drabschefens erindringer”, hvor han fortæller om blandt
andet ubådssagen og terrorangrebet i København, men bogen afslører også, at han
i sine unge dage har været med til at redde en koncert.

I 1987 skulle den
svenske gruppe Herryes, som især var kendt for at have vundet det
internationale Melodi Grand Prix med ”Diggi-Loo Diggi-Ley”, optræde i
Nordsjælland – men om natten havde koncertarrangøren i et tog fået stjålet en
taske, der indeholdt det originale playback-bånd, som trioen skulle optræde
til. Og uden bånd, intet show. Jens Møller Jensen og hans makker tog ud til ”de
velkendte ansigter” i hovedstadens kriminelle kredse og kom på sporet: ”Efter
et par timers tjeneste stod vi pludselig med en person, som var i besiddelse af
råbåndet. Han blev selvfølgelig sigtet for tyveri og skulle afhøres”, skriver
Møller Jensen i sine erindringer, men derefter var det med speederen i bund med
kurs mod Humlebækhallen.

Køen af unge piger, som håbede at få et glimt af
popstjernerne før koncerten, var allerede lang, men først da politiet ankom,
var der reelt udsigt til, at Herryes-brødrene kunne komme til at danse i deres
gyldne sko.

Hej Tor

Jeg kan
huske en sang fra nok slutningen af firserne. Den står for mig som “en ren
popsang”. En mand med en høj og klar stemme. Verset afdæmpet, power på
omkvædet. Jeg kan høre lyden for mit indre øre, men ikke huske så meget tekst
at jeg kan google mig frem til det. I videoen havde han hvid blazer og en
silhuet danser hen over ham og bandet. Shit, det er mange halve oplysninger,
men jeg krydser fingre for, at du kan hjælpe.
Mvh
”Møller”

Hej
Møller

Jo
flere halve oplysninger, desto lettere er det at give et helt svar. Du tænker
formentlig på ”As the Days Go By”, der var et hit for Daryl Braithwaite i 1988.
Han har siden 1970’erne været et stort navn i hjemlandet Australien, men er
herhjemme mest kendt for sangene ”One Summer” og netop ”As the Days Go By”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

I denne uge genopstår en af dansk musikhistories største succeser i Aalborg. For selvom
Anne Linnet i 1988 allerede var et kendt og elsket navn, så nåede hendes
popularitet helt nye højder, da hun for 30 år siden udgav albummet ”Jeg er jo
lige her”. Der er gennem årene solgt flere end 400.000 eksemplarer af ”Jeg er
jo lige her”, stærkt hjulpet på vej af sange som ”Tusind stykker”, ”Kærlighedens
farer”, ”Tabt mit hjerte” og ikke mindst ”Forårsdag”. Anne Linnet var efter en
mørk periode ovenpå igen og ventede sønnen Alexander, da hun hentede
”Forårsdag” frem fra den skrivebordsskuffe, hvor hun havde haft den liggende i hele
18 år:

– Der var ingen andre, der kendte den. Men den passede hverken ind i Anne
Linnet Band eller Marquis de Sade, men jeg havde i hovedet, at jeg elskede den
sang, jeg skulle bare finde det rette sted til den. Den kom så med her. Men når
en kvinde er gravid og glæder sig til et nyt liv, så er det fantastisk, forklarede Anne Linnet, da hun for nogle år fortalte om sin karriere i Gaffa.

I
år er det så 30 år siden, ”Jeg er jo lige her” udkom, og det markerer Linnet
med en jubilæumsturné, som tager sin begyndelse på Skråen i Aalborg torsdag
aften.

Onsdag er der
verdenspremiere på en musikfilm, der har haft en særdeles hård fødsel. ”Bohemian
Rhapsody” handler – naturligvis – om bandet Queen og ikke mindst forsangeren
Freddie Mercury. I 1975 udgav de sangen ”Bohemian Rhapsody”, som blandede
ballade, rock og opera på en måde, man aldrig havde hørt før, og som den dag i
dag står som et klart mesterværk i rockhistorien. Nummeret tog tre uger at
indspille, og alene ”operasekvensen” krævede syv dages arbejde, hvor der blev
bygget 180 optage-spor oven på hinanden – vel at mærke i en tid, hvor man som
udgangspunkt kun kunne indspille på 24 spor ad gangen.

Filmen ”Bohemian
Rhapsody” har også taget sin tid at få færdig, for planerne blev annonceret
helt tilbage i 2010, og der har gennem årene været flere folk, der forlod
projektet. Men nu er filmen klar til premiere, i næste uge også i de danske
biografer.

Hej
Tor

Mine
unger ser for tiden tegnefilmen ”Sing” om og om igen. Det er en slags Talent/X
Factor-film med forskellige dyr, der optræder. En af de sidste sange er ”Don’t
you worry bout a thing”, som jeg nu har opdaget faktisk er en Stevie Wonder
sang. Men jeg kan fra mine unge/yngre dage huske den med en kvindelig sanger
(og jeg troede nu at det var ”den rigtige”). Siger det dig noget?

Kh
Camilla

Hej
Camilla

Jeg
kan godt huske den meget energiske og soulfyldte indspilning af ”Don’t You
Worry ’Bout a Thing”, som udkom i 1992 – og jeg formoder, det er den, du tænker
på. Det var bandet Incognito, der udgav den dengang, året efter deres hit
”Always There”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Det er
meget begrænset, hvor mange rock- og popsangere, der får lov at fejre 60
års-jubilæum i branchen, og det er endnu mere sjældent, at vedkommende også har
haft en strålende karriere over nærmest hele den periode. Men for tiden er
Cliff Richard i gang med en jubilæums-turné, som om få dage også når til
Danmark for at markere, at det er 60 år siden, han udgav debutsinglen ”Move
It”.

Dermed er det også 60 år siden, Harry Rodger Webb forvandlede sig til
Cliff Richard. Kunstnernavnet Cliff blev valgt, fordi det betyder klippe og
skulle give associationer til rock, som også betyder sten – og hans guitarist
Ian Samwell, der også skrev ”Move It”, foreslog efternavnet Richard som en
hyldest til en af tidens store rock’n’roll-stjerner, Little Richard. Nu kører
Cliff Richard på syvende årti, og i begyndelsen af næste uge optræder han i
Aarhus, Odense og København, men der er også noget at hente i mange andre byer.
For i Nordisk Films biografer kan man på udvalgte dage se en koncertoptagelse
fra jubilæumsturnéen.

Selv med
den megen snak om løvfaldssommer og høje efterårstemperaturer er der i oktober
måned trods alt mere løvfald end sommer, og man kan passende genfinde den gamle
evergreen ”Autumn Leaves” om løvfald og knuste hjerter. Egentlig stammer
”Autumn Leaves” fra den franske sang ”Les feuilles mortes” med samme tema, og
1947 købte den amerikanske sangskriver Johnny Mercer rettighederne til at
udgive ”Les feuilles mortes” på engelsk.

I kontrakten var dog en klausul om, at
den nye tekst skulle præsenteres inden fire måneder, og efterhånden som
månederne gik, blev Mickey Goldsen på pladeselskabet Capitol Records mere og
mere nervøs for, om Johnny Mercer kunne overholde denne deadline. Mercer lovede
at arbejde på teksten på en togrejse fra Los Angeles til New York, hvis Goldsen
ville give ham et lift til stationen, men Goldsen blev forsinket, og i
ventetiden foran sit hus kom ordene hurtigt til Mercer. Da Goldsen i bilen på
vej til stationen hørte teksten til ”Autumn Leaves”, måtte han knibe en tåre –
ligesom så mange sidenhen har gjort til den smukke og melankolske efterårssang.

Da
en stor del af landet søndag aften fulgte med i DR1’s hyldestkoncert til Kim
Larsen, var der store navne som Michael Falch, Oh Land og Magtens Korridorer på
scenen, men det var en gut på 14 år, der løb med en god del af opmærksomheden.
Alfred Nordhøj Kann optrådte med sangen ”Joanna”, som også i originalversionen på
LP’en ”Værsgo” fremføres af en dreng. Dengang i 1973 var det Søren Bernbom, der
sang Kim Larsens sang om at finde det drømmeland, ”hvor man ikke bare skal
passe sig selv”. Bernbom og hans venner kom i en årrække i nogle af de besatte
bygninger på Christianshavn i København, hvor også medlemmerne af Gasolin’
havde deres gang. I en lang periode var han hyppig gæst hos Kim Larsen og hans
daværende kone Hanne. ”Jeg var sådan lidt familiemedlemsagtig. Kim var vel en
14 år ældre end mig, og jeg havde det godt i hans og Hannes selskab. Jeg tror,
at han tog sig lidt af mig. På det tidspunkt var jeg mere interesseret i
flippermiljøet end i at gå i skole og var lidt en rod”, fortalte Søren Bernbom til
NORDJYSKE i 2005. Da Kim Larsen skulle indspille sin første soloplade, bad han
den 13-årige Søren være med til indspilningerne. På ”Maria” kan man sidst i
nummeret høre Sørens latter, og han sang også med på ”De 14 astronauter” – men det
var naturligvis hans solosang på ”Joanna”, der blev det store højdepunkt.

Søndag
aften gjorde 14-årige Alfred Nordhøj Kann ham kunsten efter, da han rent, klart
og overbevisende optrådte for det store publikum på Rådhuspladsen i København
og de 1,4 millioner seere, der fulgte med derhjemme. Alfred Nordhøj Kann har i
mange år været med i DR’s korskole, helt fra tiden i DR SpireKor for 6-8-årige,
så han var ikke helt ukendt i DR-sammenhæng, da han blev spurgt, om han ville
være ”den unge deltager” ved mindekoncerten. Ved siden af skolegangen i 8.
klasse er han også i gang med at indøve rollen som præstesønnen Henrik i Østre
Gasværks Teaters forestående opsætning af ”Pelle Erobreren”, og på sigt er teaterskolen
og en levevej som skuespiller hans eget bud på et drømmeland.