Musikbrevkassen.dk

Musikken kunne fejre 40-års-jubilæum sidste år, men den film, som musikken er uløseligt knyttet til, runder først sin fødselsdag i denne uge. For på lørdag er det 40 år siden, Kim Larsen og Erik Ballings film ”Midt om natten” havde premiere. Larsen havde fået blod på tanden i forhold til at lave film efter at have haft en lille rolle i ”Ang. Lone” i 1970, og under sin tid i New York havde han selv fået en filmidé. Sammen med sin ven Erik Clausen opsøgte han mesterinstruktøren Erik Balling for at præsentere sin idé, og de blev enige om at arbejde videre med det, der skulle blive en ”storby-western” om barndomsvennerne Benny og Arnold, boligkrisen og fristaden Haveje.

Sideløbende arbejdede Kim Larsen på musikken, som endte med at udkomme allerede i november 1983 efter en uhyre langstrakt proces, hvor Kim Larsen under indspilningerne ville afprøve en masse forskellige ting. Det betød, at alle sangene blev indspillet adskillige gange i flere forskellige studier og med skiftende producere, før han rigtigt kunne tage stilling til hvilke versioner af sangene, der skulle udgives. Kim Larsen kaldte ifølge Peder Bundgaards bog ”Larsen” albummets tilblivelse ”en rå fødsel” i et interview til Ekstra Bladet.

”Det er hæsligt at sidde dér og smage på sig selv. Sådan er det blevet. Da vi lavede Værsgo og de første Gasolin’-plader kunne jeg slet ikke få smagt nok på mig selv, men måtte nærmest lægge bånd på mig selv for at se tilpas beskeden ud. Nu sidder man dér og tænker: din selvglade stodder. Man kan godt væmmes ved sig selv”.

Men på trods af den megen selvsmageri blev LP’en med sangene fra ”Midt om natten” en massiv succes og er ifølge Gaffa den bedst sælgende dansksprogede plade nogensinde med ca. 650.000 fysiske eksemplarer. Sange som “Susan Himmelblå”, “Papirsklip”, “Haveje”, “Tik tik” og naturligvis titelnummeret “Midt om natten” blev således en fantastisk reklamesøjle for filmen i månederne op til premieren den 9. marts 1984, og filmen blev godt modtaget af visse anmeldere og i særdeleshed af biografgængerne. Med flere end 920.000 solgte billetter ligger ”Midt om natten” stadig i Top 10-listen over mest sete danske biograffilm herhjemme sammen med en stribe film fra ”Olsenbanden”-serien, ”Walter & Carlo” samt de to ”Ternet Ninja”-film.

Filmen modtog endda også en af de nyindstiftede Robert-priser, og selvom Kim Larsen ikke havde tænkt sig at deltage i denne festivitas, fordi han ikke brød sig om priser, lod han sig alligevel overtale. I pausen mellem to sæt under en koncert blev han ifølge bogen ”Larsen” fragtet til Imperial Bio i København i ”en politibil med venligtsindede strissere” og tilbage igen. Selve Robert-statuetten var han ikke interesseret i, og den forærede han til sin roadie, som også hed Robert.

Hej Tor Bagger
Jeg ser “Kender du typen” og kan vældig godt lide den musik, der spilles ind imellem. Det drejer sig om den sidste udgave af “Kender…,” hvor Tobias Hansen er vært. Mener der står Signatur i rulleteksterne ved musik, men kan ikke finde noget om den gruppe nogen steder. Kan du hjælpe mig med hvem der spiller musikken i udsendelsen? Mange tak for hjælpen.
Venlig hilsen Elisabeth

Hej Elisabeth
Når du ikke kan finde noget om gruppen, er det, fordi det ikke er en gruppe i traditionel forstand. Meget musik til brug i tv og lignende stammer ikke fra almindelige musikudgivelser, men er stemningsmusik, der produceres eller indkøbes til de forskellige programmer. Signatune, som det helt præcist hedder, er leverandør af denne slags “brugsmusik”, og så vidt jeg kan opspore, er det musikeren Rune Vestergaard Schmidt, der står bag Signatune-leverancerne til blandt andet “Kender du typen”. Men det er altså ikke sange i almindelig forstand, som du kan finde andre steder end i tv-programmet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er ikke mange rockbands, der ender på museum. Ikke mens de stadig er aktive, og da slet ikke på Nationalmuseet. Ikke desto mindre er D-A-D omdrejningspunkt for en ny udstilling på Nationalmuseet i København, der åbner på søndag. Anledningen er D-A-D’s 40-års-jubilæum, men udstillingen handler ikke udelukkende om bandet bag sange som ”Sleeping My Day Away”, ”Bad Craziness”, ”Grow Or Pay” og ”I Won’t Cut My Hair”. På museet vil man kunne se en rekonstruktion af deres øvelokale og ungdomshybel fra 1980’erne, og der er masser af vilde kostumer og kreativt udformede musikinstrumenter, men derudover er jubilæumsudstillingen også en rejse gennem 40 års populærkultur og danmarkshistorie generelt.

“Vi ser på, hvordan reklamebranchen, musikken, USA og populærkulturen formede en hel generation og vores kulturgods. Bandet er på en måde værter i en tidsrejse, hvor vi tager gæsten tilbage til sin egen ungdom og følger gæsten langt ind i voksenlivet”, har museumsinspektør Ulla Hahn Ranmar udtalt i en pressemeddelelse.

Udstillingens åbning falder på datoen, som også regnes som bandets fødselsdag, som var den 3. marts 1984. Her gav bandet, som dengang hed Disneyland After Dark, for første gang koncert på det københavnske spillested Huset med det, der skulle blive D-A-D’s holdopstilling i mange år frem. Egentlig havde de været i gang siden 1982, hvor sanger Jesper Binzer og bassist Stig Pedersen dannede gruppen, som i en kort periode også havde Stig Pedersens kæreste Lene Glumer med som sangerinde. Men den 3. marts 1984 var guitaristen Jacob Binzer med på scenen for første gang, og hermed var gruppen klar til at sprede sin hårde, men humoristiske heavy-rock og ”ko-punk” til først Danmark og senere resten af verden.

Hej Tor
Jeg har faktisk tænkt over det flere gange de sidste mange år, og nu er det dukket op i mit hoved igen efter jeg så reklamer for den der musical om Natasja og med hendes musik. Natasjas sang ”Giv mig Danmark tilbage” bruger et kendt guitarriff. Det lyder lidt som indledningen til Rabalderstræde med Gasolin, men kører rundt og rundt på en anden måde. Hvad hedder den?
Mvh. Kenneth

Hej Kenneth
Ja, det er et af de mest letgenkendelige guitartemaer i rockhistorien, og det er blevet brugt i et utal af sammenhænge som film, reklamer og som her i samplet form. Det stammer fra 1963, hvor det unge surfrock-band The Surfaris udgav ”Wipe Out” for første gang.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Selvom det er mere end 40 år siden, musikeren Bob Marley døde, bliver hans musik ved med at finde nye måder at komme ud til publikum, og forleden dag var der premiere på en ny film om reggae-stjernen over dem alle. Filmen er en såkaldt biopic, det vil sige en spillefilm med en dramatiseret version af virkelige begivenheder i en virkelig persons liv. De seneste år er der lavet flere biopic-film om musikere så som Elton John, Queen og Elvis Presley, og i onsdags var der dansk premiere på ”One Love” om Bob Marley – om hans liv, hans musik og selvfølgelig alt det drama, der opstod omkring hans revolutionære tanker, drabsforsøget mod ham samt hans kræftsygdom, der endte med at koste ham livet i 1981. Filmen er opkaldt efter en af de mest kendte sange med Bob Marley & The Wailers, “One Love”, som har en længere historie, end de fleste er klar over.

”One Love” er kendt fra hans 1977-album ”Exodus”, hvor den fremstod som Bob Marleys pendant til John Lennons ”Imagine” med budskaber om fred, fordragelig og gensidig kærlighed verden over, men allerede tolv år tidligere arbejdede han med forstadiet til ”One Love”. Hans band hed på det tidspunkt ikke The Wailers, men The Wailing Wailers, og på deres første album i 1965 indspillede de en hurtigere ska-version af ”One Love”. Efter Bob Marley arbejdede sig op til at blive Jamaicas største musiker og også fik stor succes i mange andre lande, samlede han nummeret op igen, først under titlen ”All In One” i 1976 og herefter i 1977, hvor han indspillede den version af ”One Love”, der nu betragtes som den endegyldige udgave. Heri indgår også dele af sangen ”People Get Ready” med The Impressions, så i 1977-versionen er både Bob Marley og Impressions-forsangeren Curtis Mayfield krediteret som sangskrivere.

”One Love” er flere gange blevet fortolket og genindspillet, også af Bob Marleys egne familiemedlemmer, og nu er den atter aktuel som titelsang til den nye film med den britiske skuespiller Kingsley Ben-Adir i hovedrollen.

Hej Tor
Jeg har hørt nogle gange i radioen en sang om et hus og en by, der skal brændes ned, hvis sangeren ikke vil bo der (eller noget i den stil). Den er på dansk og er vist ny. Hvem er det?
Kh. Henriette

Hej Henriette
Du har hørt ”Tag mig som jeg er” med gruppen Kalaset. De udgav sidste år albummet ”Grib mig hvis jeg falder”, hvorfra du måske også har hørt ”Riv i mit hår” og ”Kaos kan være smukt”, men ”Tag mig som jeg er” er en single, der først er udsendt efter albummet.
Med venlig hilsen Tor Bagger

En 36 år gammel stilfærdig sang om et tungtvejende emne har fået en overrumplende genopblomstring efter den amerikanske Grammy-prisuddeling for lidt over en uge siden. Tracy Chapman, som man ikke har set meget til de sidste mange år, var på scenen for at fremføre sit gamle hit ”Fast Car” sammen med den unge countrysanger Luke Combs, og herefter tog Chapmans sang fra 1988 fart på streamingtjenester og i digitale musikbutikker.

Grunden til, at Tracy Chapman atter var at finde i rampelyset ved det store musikshow, var, at ”Fast Car” i det forgangne år har været et hit med Luke Combs, som har udgivet en version, der ligger forholdsvis tæt på den gamle sang om en ung kvinde, der drømmer om at stikke af fra sine usunde relationer og bryde familiens negative mønstre. Den 33-årige Combs har fortalt, at han plejede at høre Tracy Chapmans album fra 1988, når han kørte omkring med sin far. ”Der var en bestemt sang, der virkelig stak ud”, fortalte han om ”Fast Car” ved en koncert ifølge American Songwriter. ”Den sang har betydet meget for mig siden dengang – gennem hele mit liv. Jeg tænker altid på min far, når den kommer på, og på den tid, vi tilbragte sammen”. Derfor tog Combs sangen med på sit fjerde album, og natten til mandag i sidste uge fremførte de to sangere ”Fast Car” sammen ved Grammy-showet. I går blev ugens amerikanske hitliste offentliggjort, og ikke nok med at Luke Combs’ udgave bevægede sig fra nr. 20 til nr. 8, Tracy Chapmans originale indspilning var pludselig også at finde på plads nr. 42.

Nummeret stammer fra albummet ”Tracy Chapman”, som også indeholdt kendte sange som ”Baby Can I Hold You” og ”Talkin’Bout a Revolution”, og det blev for alvor et hit efter et teknisk uheld ved en stor koncert. I juni 1988 var en stribe verdensstjerner på plakaten ved en fødselsdagskoncert på Wembley i London for det fængslede frihedsikon Nelson Mandela fra Sydafrika. Den unge Tracy Chapman havde givet tre numre om eftermiddagen uden for den bedste sendetid ved den tv-transmitterede koncert, men om aftenen blev Stevie Wonder forsinket, fordi de afgørende computerdisketter med forproducerede elementer til hans optræden manglede, og for at showet ikke skulle gå i stå, blev den albumdebuterende Tracy Chapman med uhyre kort varsel atter sendt på scenen. Alene med sin guitar fremførte hun ”Fast Car”, mens tv-seere i 67 lande fulgte med – og en ny stjerne på folk-scenen var skabt.

Hej Tor
Jeg skal til et arrangement bruge musikken fra “Sportslørdag” på TV i gamle dage (80erne). Kan du hjælpe med det?
Hej fra Lauge

Hej Lauge
“Sportslørdag”-kendingsmelodien blev udskiftet flere gange, så det er op til dig at vælge hvad for en af dem, du synes emmer mest af Tommy Troelsen og Claus Borre. Mange ser nok “Reach Out” med George Duke som den rigtige kendingsmelodi fra “Sportslørdag”, men DR har også brugt numre som Mezzofortes “Garden Party”, Earth Wind & Fires “In The Stone”, Phil Collins’ “Something Happened On the Way to Heaven” og George Dukes “Overture”. God kamp!
Med venlig hilsen
Tor Bagger