Kategorier
Musiknyheder

Heavy-veteraner på farten

Et
af verdens mest sejlivede rockbands gør i denne uge stop i Danmark på den verdensturné,
som er deres seneste blandt mange. The Scorpions blev dannet i Tyskland i 1965
og blev en vigtig del af heavyrock-scenen op gennem 1970’erne og 1980’erne, og
turnélivet har givet dem andet end blot muligheden for at møde deres publikum.
I august 1989 sluttede de nemlig halvandet års omfattende koncertrejse af med
to optrædener på Lenin Stadion i Moskva, og oplevelserne kort før Berlin-murens
fald og Sovjetunionens sammenbrud gav inspiration til det, der i 1991 skulle
blive gruppens uden sammenligning største hit. ”Wind of Change” beskriver turen
langs Moskva-floden og gennem den store Gorky Park og den stemning af opbrud og
forandring, der herskede i de år.

Nu er Scorpions atter på farten, og af en
eller anden grund er deres igangværende turné opkaldt efter albummet ”Crazy
World”, som ”Wind of Change” var en del af for mere end 25 år siden. Onsdag aften
står de på scenen i Royal Arena i København.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra “Herrens veje”

Hej
Tor

Når
vi ser ”Herrens veje” i tv studser jeg altid over titelmelodien og den smukke
herrestemme. Kan du fortælle hvad det er for en sang?

Mvh
Esther

Hej
Esther

Al
musikken i serien er skrevet af Kristian Leth og Fridolin Norsø, som i øvrigt er
sønner af henholdsvis forfatter Jørgen Leth og Sneakers-guitaristen Mikkel
Nordsø. De arbejder sammen under projektnavnet Dragonborn, og til temasangen har
de fået hjælp fra sangeren Claus Hempler. Han har gennem årene været vidt
omkring på den danske musikscene, og hvis du fra starten af 1990’erne husker
bandet Fielfraz, var det også Hempler, der var i front. ”Ride Upon the Storm”
er både titlen på temasangen og seriens engelsksprogede titel, når DR
præsenterer den i udlandet. Du kan læse mere om musikken på dr.dk.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Grand Prix-vinder i kommunal strid

I
næste uge går Danmark til stemmeurnerne for at vælge nye kommunalbestyrelser og
regionsråd, og ét sted i landet har der været udsigt til muligheden for at få
en tidligere Melodi Grand Prix-vinder med i byrådet. Jens Brixtofte er bror til
den nu afdøde Venstre-borgmester i Farum, men også kendt for sin sejr i Melodi
Grand Prix i 1982 med ”Video Video” under kunstnernavnet Brixx. Han red dengang
på en bølge af succes, men opmærksomheden døde forholdsvis hurtigt ud, og for
nogle år siden erkendte Brixtofte over for Berlingske, at det ærgrede ham:

– Berømmelse er en god ting, hvis man har lavet et godt stykke arbejde. Det kan give øget selvtillid. Men når berømmelsen forsvinder, kan noget af den øgede selvtillid godt ryge med. Dengang kunne jeg godt blive lidt indebrændt, hvis jeg sad i et selskab og ingen nævnte »Video, video«. Sådan lidt ked af det.

Tidligere i år gjorde den nu
61-årige Jens Brixtofte sig klar til valgkamp for Socialdemokratiet i Odense,
men inden opstillingslisterne blev indleveret officielt, blev han smidt ud af
partiet. På Twitter var der i hans navn blevet skrevet kritisk om både jøder og
muslimer, og selvom Brixtofte over for TV 2 Fyn fastholdt, at han ikke selv
stod bag udsagnene, valgte han ikke at tage kampen op, men lod sig fjerne fra
kandidatlisten.

Kategorier
Musiknyheder

Bee Gees-hit – nu med dansker

Den
danske DJ og producer Faustix har haft vind i sejlene de seneste år på både
diskoteker, hitlister og festivaler, blandt andet i sommer på Nibe Festival. Nu
er han aktuel med en ny single, som samtidig er en ganske velkendt sang. Sammen
med den hollandske sanger Will Grands har Faustix nemlig kastet sig over en måske
lidt uventet sang i form af Bee Gees-klassikeren ”More Than a Woman”. Allerede i
1977 udkom sangen som originalversion og genindspilning på én og samme gang,
for brødrene Gibb i The Bee Gees havde skrevet og indspillet den til filmen ”Saturday
Night Fever”, men inviterede samtidig gruppen Tavares til også at fortolke ”More
Than a Woman”. Begge udgaver findes på filmens soundtrack, og begge versioner
indgår i filmen – og nu er der skrevet endnu en indspilningen ind i ”More Than
a Woman”-historien med hjælp fra Faustix og Will Grands.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra “Pigerne”

Hej
Tor

Vi
har set nogle afsnit af Zulus nye serie ”Pigerne” og vil gerne vide hvad der er
deres titelsang. Altså ikke musikken i starten, men den sang der spilles til
sidst til rulletekster.

Kh.
nogle andre piger

Hej
piger

Jeg
har været en tur omkring ”Pigerne” på TV 2 Zulu, der følger en flok veninder,
som i yngre kredse også er kendt fra de sociale medier. Fast seer bliver jeg
nok ikke, men den tilbagevendende afslutningssang vil jeg gerne hjælpe med. Det
er nemlig ”Pretty Girl” med den unge amerikaner Maggie Lindemann – som i øvrigt
selv blev opdaget, efter hun havde delt optagelser med sig selv på flere
sociale medier. Hendes debutsingle sidste år var netop ”Pretty Girl”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Stadig ingen mos på rullestenen

På torsdag er det et halvt århundrede siden, et af musikverdenens mest markante
udgivelser så dagens lys for første navn. Magasinet Rolling Stone har siden
1967 dækket musikstof og samfundsudvikling, og allerede i den første udgave af
bladet forsøgte redaktøren at forklare navnet og den redaktionelle linje på én
gang:

“Navnet er Rolling Stone, som stammer fra den gamle talemåde om, at
der ikke gror mos på en rullesten. Rolling Stone er ikke bare om musik, men
også om de ting og attituder, som musikken favner. Vi har arbejdet ret hårdt på
det, og vi håber, du vil synes om det. At beskrive det nærmere vil være svært
uden at lyde som varm luft, og varm luft er som at gro mos”.

forsiden
af den første udgave af magasinet den 9. november 1967 fandt man blandt andet
et billede af John Lennon i filmen “How I Won the War” og en artikel
om økonomien bag den store Monterey-musikfestival, der tidligere på året blev
samlingssted for hippiebevægelsen.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Džuli, Julie og Juu-uuuu-lieeee

Hej
Tor

Jeg
prøver at finde frem til en sang fra firserne, hvor jeg kun kan huske omkvædet
“Juu-uuuu-lieeee”. Den hedder nok “Julie” eller noget i den
stil, og det kunne være Smokie eller Racey, men det eneste jeg kan finde frem
til fra den tid er Oh Julie med Shakin Stevens, og det er IKKE den. Siger det
dig noget?

Mvh
Jesper

Hej
Jesper

Måden,
du skriver “Juu-uuuu-lieeee”, og henvisningen til især Racey leder
mig til at tro, at du skal have fat i “Julie” med Daniel Popović. Han
deltog i 1983 i Det Internationale Melodi Grand Prix for Jugoslavien med sangen
“Džuli”, som endte på en fjerdeplads, kun overgået af svenske Carola,
israelske Ofra Haza og vindersangen fra Luxembourg. Da Daniel Popović udsendte
sin sang på engelsk med titlen “Julie” fik han et pænt hit i Danmark
og flere andre lande.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Blæsten går frisk…

Hen
over weekenden er der rundt om i landsdelen nok blevet nynnet en gammel sang,
der hvert efterår bliver aktuel på ny. ”Blæsten går frisk over Limfjordens
vande” betragtes af mange som en nordjysk ”nationalmelodi”, både fordi den
nævner steder som Thy, Hals og Harboør, og fordi den fint indfanger egnens
natur og folk. Det er ikke tilfældigt, for selvom en del af forfatteren Erik Bertelsens
virke foregik i hovedstaden, og selvom teksten blev skrevet, nogle år efter han
i 1930 flyttede til København, så sad opvæksten dybt i fiskersønnen fra Harboør.
Han stod således også bag bogtitler som ”Gensyn med Limfjorden” og
”Harboør-folk”.

Melodien til ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” er der
til gengæld ikke meget nordjysk over. Den er skrevet af Povl Hamburger, som
blev født i Gentofte og blandt andet var organist i Holmens Kirke i København og
underviste på Københavns Universitet – men derfor kan den alligevel sagtens
samle nordjyder og andre, der elsker Limfjordens ”blå humør i kuling fra Hals
og til Harboør”.