Når TV2 i aften viser endnu et afsnit af deres nyindkøbte komedieserie, er det samtidig andet afsnit i en serie, der har skabt opmærksomhed via sit navn. Folkene bag tv-serien Californication har nemlig været lige lovlig langfingrede, synes Red Hot Chili Peppers.
Rockgruppen fra Los Angeles mener, at de har retten til at bruge ordet Californication, som de opfandt til deres hit og deres album af samme navn i 1999. Derfor har de anlagt sag mod tv-produktionsselskabet for upassende brug af ordet, der som ordspil ikke blot kan oversættes til ”californisering”. Den sidste del af ordet, fornication, betyder nemlig ”at bedrive hor” eller ”utugt” – og det passer fint til en del af komedieseriens omdrejningspunkt.