Gennemsnitslevealderen for rockstjerner er ikke voldsomt høj, så det hører til sjældenhederne, at der kan fejres en 80-års-fødselsdag, sådan som Antoine Dominique Domino snart kan. Allerede i 1950 fik den tunge pianist med kælenavnet Fats Domino sit første hit, men den helt store klassiker Blueberry Hill lancerede han først i 1956.
Sangen, der oprindeligt blev brugt i en westernfilm i 1940, havde dog en hård fødsel. Et af de store selskaber ville ikke røre ved sangen, fordi chefen mente, at blåbær aldrig vokser på bakker, og da Fats Domino ville indspille sin version, var produceren modstander af idéen – og Fats Domino selv glemte teksten flere gange. Teknikerne måtte derfor sammensætte den endelige version med klip fra flere forskellige optagelser, men Fats Domino sikrede Blueberry Hill en lang levetid – og sangeren selv bliver 80 år på tirsdag.