Bryan Adams er i disse dage i gang med en lidt speciel turné. På 11 dage giver han 11 koncerter i 11 lande for at promovere sit studiealbum nummer 11, der får titlen – ja, godt gættet – 11. Forløberen I Thought I’d Seen Everything har medført en del spørgsmål fra den energiske canadiers mest opmærksomme fans. Bryan Adams’ ven John ”Mutt” Lange har nemlig været med til at skrive nummeret, der bærer præcis den samme titel som en sang, han midt i 90’erne forærede sin eks-kone Stevie Vann. Men det er altså kun titlen, der ”selvstjålet”, i modsætning til resten af den nyskrevne I Thought I’d Seen Everything, der blandt andet kan høres på hans Myspace-side.
Bryan Adams’ 11-dages-turné rundes af i København på mandag d. 17. marts, samme dag som hans nye plade udkommer i Danmark.