Aviser, radiostationer og musikblade beder ofte om assistance til at kåre alt lige fra musikhistoriens bedste album til verdens bedste luftguitarsang. I sidste uge afsluttede den engelske BBC Radio 2 en afstemning, der med hjælp fra lytterne skulle finde det bedste nummer til dansegulvet nogensinde.
Vinderen blev en sang, der selv i produktionsfasen gav sangeren lyst til at danse. Produceren Quincy Jones forsøgte ellers at forklare Michael Jackson, at den instrumentale introsekvens til sangen Billie Jean var alt for lang, og at der gik alt for lang tid, før der for alvor skete noget i nummeret. Men Michael Jackson vidste, at netop denne intro gav ham lyst til at danse, og den fornemmelse har et flertal af de engelske radiolyttere stadig 25 år senere. Billie Jean vandt kampen om dansegulvet foran Donna Summers I Feel Love og Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine med James Brown.