Senest har The Simpsons og Sex & the City med succes taget springet, og i denne uge indtager en anden af 90’ernes store tv-serier biograferne. X Files blev til film i 1998, og efter ti år er opfølgeren klar: The X Files I Want to Believe. Fans af det paranormale univers har allerede i forfilmen fået bekræftet, at den karakteristiske temamusik stadig anvendes.
Det var komponisten Mark Snow, der blev hyret til at kreere et mystisk og stemningsfuldt tema til X Files, men selv efter flere udkast var seriens forfatter ikke helt tilfreds. I frustration lænede Mark Snow sig ind over sit keyboard med hele underarmen, og ved et tilfælde skabte han på denne måde den lidt uhyggelige ekkolyd, som man siden har identificeret med X Files. Den nye film om agenterne Mulder og Scully har dansk premiere på fredag.