Det er ikke et helt almindeligt loppemarked, der afholdes i næste uge, når Michael Jackson bortauktionerer indbo, kostumer, rekvisitter og andre ting, der for fans må betragtes som deciderede relikvier. Blandt andet skal hans berømte hvide handske under hammeren til fordel for den velgørende organisation MusiCares. Michael Jackson bar blandt andet handsken i 1983 ved det pladeselskabet Motowns store jubilæums-tv-show Motown 25.
Jackson optrådte med sit dengang helt nye hit Billie Jean og efterlod 50 millioner amerikanske tv-seere i ekstase, da han ved samme lejlighed introducerede verden for sin fascinerende Moonwalk-dans. Én ting fra Motown 25-showet, der dog ikke bortauktioneres, er Michael Jacksons sorte jakke med pailletter. Den sendte han nemlig efterfølgende til sit gamle idol Sammy Davis Jr., som begejstret havde set Jacksons tv-optræden.