Kategorier
Musiknyheder

Svensk Grand Prix-succes i Danmark og Norge

Godt nok skal Det internationale Melodi Grand Prix i år afholdes i Oslo, men på mange måder er det svenskerne, der er Skandinaviens Grand Prix-konger. Det svenske Grand Prix, Melodifestivalen, er en seks uger lang folkefest, som det danske knap nok tåler sammenligning med, men 2010 er også blevet året, hvor svenskerne har sat sig på hele Skandinavien.

Den danske vindermelodi ”In a Moment Like This” er nemlig skrevet af et hold svenskere, blandt andre Thomas G:son, som i forvejen har to Grand Prix-sejre i Sverige, en i Spanien og en i Norge på sit CV. Samme aften i Norge sejrede balladen ”My Heart Is Yours”, som er skrevet af svenske Fredrik Kempe, der har de seneste to svenske vindersange på samvittigheden. Sverige har således sendt to sange til Det Internationale Melodi Grand Prix 2010 allerede fem uger før deres egen finale.

Med til historien hører dog, at manden bag den danske vindersang har fået flotte placeringer i Eurovisionen med sine svenske bidrag, mens hans vinderbidrag for andre lande hidtil ikke har haft stor succes i Det internationale Melodi Grand Prix.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *