Det er en af 1990’ernes mest populære duoer herhjemme, som i næste uge vender tilbage til musikbutikkerne. Sko/Torp har ikke udgivet et nyt album siden 1996, og i en årrække mente de to musikere heller ikke selv, at det nogensinde ville ske igen. Søren Sko blev for ti år siden spurgt i musikbladet Gaffa, om han nogensinde ville arbejde sammen med Palle Torp igen.
”Nej, det tror jeg ikke, at jeg vil. For at være helt ærlig, så ser vi ikke hinanden specielt meget, og jeg har det sgu fint med at være min egen herre. Jeg tror heller ikke, han vil”, svarede sangeren, men nu er tonen anderledes. Duoen, der er kendt for hits som ”On a Long Lonely Night” og ”Familiar Roads”, udsender på mandag albummet ”Heartland”, som endda er indspillet sammen med musikere, der også var med i de helt tidlige dage.