En af det 20. århundredes store amerikanske sangerinder bliver omdrejningspunktet i en film, som et engelsk filmselskab snart skal indspille, skriver Billboard. Nina Simone var fra slutningen af 50’erne til sin død i 2003 kendt som ikke blot en udtryksfuld stemme i jazz- og soulmusikken, men også som sangskriver og borgerrettighedsforkæmper.
Hendes i dag nok bedst kendte indspilning er My Baby Just Cares For Me, som var med på debutpladen i 1958, men den blev først rigtigt bredt kendt, da den blev brugt i en parfumereklame i 80’erne. Når filmen ”Nina” skal indspilles, bliver det sangerinden Mary J. Blige i titelrollen. Hun er blandt andet kendt for at synge duet med George Michael på hans version af ”As”.