Siden midten af 90’erne har den amerikanske sangerinde Sheryl Crow haft succes med numre som ”All I Wanna Do”, ”My Favorite Mistake” og ”Soak Up the Sun”, og nu mener hun, at det er tid til, at hun dyrker sine egne rødder. I sin barndom lyttede hun især til soul- og Motown-musikkens store stjerner, og den inspiration har hun ladet skinne igennem på sit nye album.
Den allerførste plade, hun ejede, var singlen ”ABC” med Jackson 5. Senere blev hun korsanger for Michael Jackson, og nu kører hun videre ud af samme spor. På den nye plade har hun nemlig genindspillet Jackson 5’s debutsingle fra 1969, der oprindeligt skulle have heddet ”I Want to Be Free” og være indspillet af Gladys Knight & the Pips. Chefen på Motown-pladeselskabet fik ændret planerne, så ”I Want You Back” i stedet blev det store gennembrud for 11-årige Michael Jackson og hans brødre. ”I Want You Back” er nu med på Sheryl Crow-pladen ”100 Miles from Memphis”, der udkom i sidste uge.