Tidligere har blandt andet tv-2’s og Gasolins sange dannet grundlag for teaterkoncerter, og forrige år tog Aalborg Teater Lars Lilholt under behandling. Nu er turen kommet til Thomas Helmig, hvis hits fra midten af 80’erne frem til i dag er omdrejningspunkt for en ny forestilling. På fredag er der i Holstebro premiere på teaterkoncerten ”Stupid Man”, der har fået sin titel fra en sang, der ikke blot blev Helmigs store comeback-hit i 1995, men også blev en sejlivet popklassiker. I P3-programmet Tjeklistens mangeårige levetid blev ”Stupid Man” for eksempel den sang, som fik allerflest hitliste-stemmer fra lytterne. Teaterkoncerten ”Stupid Man” med blandt andre popstjernen Bryan Rice på scenen har premiere i Black Box Theatre i Holstebro fredag, og sangen ”Stupid Man” er også med på den store opsamling, ”Past Forward”, som Thomas Helmig udsender op til julehandlen.
Kategorier