Den 77-årige musiker Quincy Jones har gennem årene arbejdet sammen med stjerner som Dizzy Gillespie, Frank Sinatra og Michael Jackson. Nu fejrer en lang række kunstnere Quincy Jones på et hyldestalbum, som den gamle mester selv har været med til at producere. For eksempel har Amy Winehouse indspillet en ny version af ”It’s My Party”, som en ung Quincy producerede for Lesley Gore i 1963.
Det var Quincy Jones, der havde ”It’s My Party” med til Lesley Gore som ét blandt mange forslag til hendes repertoire. Da de var færdige med at lytte Quincy Jones’ 200 forslag igennem, var ”It’s My Party” den eneste sang, de begge ville pege på, og den endelige resultat blev et stort hit. På det nye hyldestalbum ”Q: Soul Bossa Nostra”, der netop er udkommet, findes også nye versioner af blandt andet “Give Me the Night” og “P.Y.T. (Pretty Young Thing)”.