Poul Krebs er i Danmark en særdeles velkendt herre, som vi er vant til at høre på modersmålet, men i denne uge har troubadouren fra Samsø udsendt sin første engelsksprogede plade.
Det er dog ikke første gang, Krebs skriver sange på engelsk. For eksempel var han i 1989 i USA for at optræde, og på en tur gennem Texas gjorde han holdt på et landevejscafeteria. Den snakkesalige servitrice berettede om sine fejlslagne ægteskaber og om en nylig druktur, hvor hun og en gammel kæreste havde været nødt til at fiske mønter op af en ønskebrønd for at få råd til de sidste øl. Hendes egen sætning “I guess we drank up everybody’s dreams” (“Vi drak vel bare folks drømme”, red.) satte tankerne i gang hos Poul Krebs, og kort tid efter skrev han sangen ”Sweetheart”, der blev et stort hit for Henning Stærk. I går udkom Krebs’ første hele plade på engelsk, ”Magnolia Tales”.