Siden starten af 1980’erne har Depeche Mode ikke bare været et af de største europæiske pop- og rocknavne, de har også givet plads til, at andre kunne give deres bud på, hvordan gruppens hits kan lyde. Gennem 30 år har Depeche Mode udsendt spændende remix, og nu udgiver de endnu et album udelukkende med remix-versioner af deres kendte numre.
“Remixes 2: 81-11” indeholder både helt nye og lidt ældre remix-fortolkninger af hits som ”Personal Jesus”, ”Never Let Me Down Again” og ”A Pain That I’m Used To”. Gruppen udsendte et lignende remix-album i 2004, men denne gang er det med et dansk islæt. Nummeret ”Wrong”, der er remixet af den danske DJ og producer Trentemøller, er nemlig med på den nye plade, som udkommer i den kommende uge.