De årlige sommerkoncerter i Skovdalen i Aalborg får i år internationalt stjernebesøg, for om få dage går selveste Bryan Ferry på scenen. Siden starten af 1970’erne har han sat sit præg på musikbranchen – som solokunstner og med Roxy Music, og både med egne sange og velvalgte genindspilninger.
For eksempel var hans store solo-gennembrud fra 1976 en coverversion af et 14 år gammelt blues-nummer. Oprindeligt var det nemlig Wilbert Harrison, der udgav ”Let’s Stick Together”, men også navne som Canned Heat, Status Quo og Bob Dylan har indspillet sangen. I mange år havde Bryan Ferry den ikke med på repertoiret ved sine koncerter, men der skulle være en god chance for at høre den i Skovdalen i Aalborg på fredag.