I sidste uge gjorde det danske rockband Kashmir noget, de aldrig havde prøvet før – og i morgen kan alle høre resultatet. Fredag optrådte Kashmir nemlig i DR’s koncerthus, hvor de fremførte 1999-pladen ”The Good Life” i sin helhed som en del af P3’s hyldest til de mest markante danske plader. I bogen ”Hitlisten” forklarer forsanger Kasper Eistrup, at medlemmerne i Kashmir først med ”The Good Life” følte, at de fandt deres egen vej:
”Vi fandt noget, som ganske vist havde inspirationer andre steder fra, men som lå tæt på det, som vi egentlig helst selv ville”.
Pladen indeholder blandt andet ”Graceland” og ”Mom In Love”, som Eistrup selv havde en fornemmelse af ville blive gruppens største hit. Live-optagelsen af ”The Good Life” kan høres på P3 torsdag fra kl. 18.