I de kommende dage
vender popfans blikket mod Nordjylland og gør klar til det danske Melodi Grand
Prix, som i år afholdes i Aalborg. I år er der ikke ti, men ni sange med i
konkurrencen, eftersom DR i sidste uge diskvalificerede et af numrene, da det
blev afsløret, at det havde været offentliggjort tidligere. Det er langt fra
første gang, Aalborg er værtsby.
For tyve år siden blev Grand Prix’et også
afholdt i Aalborg, og også i 1992 var der en sang, der blev diskvalificeret.
Keld Heick havde skrevet teksten til ”Du er mit liv”, men det viste sig, at
komponisten Michael Vraa allerede havde fremført sangen offentligt. ”Du er mit
liv” blev dog kvalificeret, inden årets ti deltagere blev offentliggjort, så
man nåede dengang at skaffe en erstatning – i modsætning til i år. Dengang
endte Kenny & Lotte med at snuppe sejren, og på lørdag dyster blandt andre
Jesper Nohrstedt kendt fra X Factor samt det dansk/svenske duet-par Christian
Brøns og Patrick Isaksson.